• KIRTELEPITEL 2

    Manuskript nr. 359 / dias 146
    Bearbejdet af
    Henrik Løvschall og Erik Christophersen
    Anatomisk afsnit
    Århus Tandlægeskole
    Århus Universitet

  • Spørgsmål

    Kirtler er organer, der er særlig udviklede med henblik på sekretion.
    Hvad hedder det vigtigste væv i en kirtel?
    Samtlige kirtler i organismen inddeles i tre grupper. Hvilke?

  • Spørgsmål

    Hvad hedder det vigtigste væv i en kirtel?
    Kirtelepitel, der hører til epitelvæv.

    Samtlige kirtler i organismen inddeles i tre grupper. Hvilke?
    Eksokrine,(C1). Endokrine (C2) samt kirtler med både eksokrine og endokrine afsnit. Disse er ikke vist her. På fig. (C1) er de secernerende kirtelepitelceller blå grønne. De blå epitelceller danner et rør, hvorigennem sekretet transporteres til overfladen. (C2) viser en endokrin kirtel, hvor de secernerende celler er farvet blågrønne. Her er ingen forbindelse mellem celler og overflade. Der er ikke noget gangsystem, idet de secer nerende kirtelepitelceller ligger grupperet omkring tynde kar, hvortil sekretet overføres.

  • Spørgsmål

    Eksokrine kirtler sender deres sekret gennem et gangsystem til en overflade.
    Nævn to principper, hvorefter eksokrine kirtler inddeles?
    Nævn en unicellulær kirtel?

  • Spørgsmål

    Nævn to principper, hvorefter eksokrine kirtler inddeles?
    For det første efter antal af celler og for det andet efter sekretets art. De simpleste kirtler består kun af en celle. De er unicellulære. Langt de fleste kirtler indeholder mange celler og er multicellulære.
    Nævn en unicellulær kirtel?
    Bægercellen er det eneste eksempel. Øverste tegning viser en bægercelle omgivet af fire prismatiske dækepitelceller. Bægerceller findes i stort tal i tyktarm, tyndtarm og luftveje. Bægercellernes form varierer. Nogle er tøndeformede og andre vinglasformede. I den sidste form er cellers basale del en smal stilk. Kernen er i reglen trykket basalt af sekretet, og den er enten flad eller kantet. Fig. A viser den enkleste multicellulære kirtel. Det er en epitelflade, hvor alle celler secernerer.

  • Spørgsmål

    Nævn et eksempel på en secernerende epitelflade?

    Hvad kaldes kirtler, der ligger udenfor epitelet?

  • Spørgsmål

    Nævn et eksempel på en secernerende epitelflade?
    Ventriklens overfladeepitel. Når en kirtel skal producere store mængder sekret, må den indeholde mange secernerende celler som på fig. C. Det betyder, at de fleste kirtler af pladsmæssige grunde kommer til at ligge udenfor dækepitelet. Det er nødvendigt for de mange celler kan ikke få plads i overfladeepitelet.
    Hvad kaldes kirtler, der ligger udenfor epitelet?
    De er ekstraepitheliale, og det gælder de fleste kirtler bl.a. spytkirtler. Fig. B viser en sjælden mellemform, hvor flere secernerende celler er samlet intraepithelialt uden at der er tale om en secernerende epitelflade som i ventriklen.

  • Inddeling af kirtler på grundlag af sekretets art

    Inddeling af kirtler på grundlag af sekretets art i serøs, mucøs og blandet serøst og mucøst sekret har kun begrænset anvendelighed. Den er særdeles velegnet for spytkirtlerne.

  • Spørgsmål

    Hvad er et endestykke?

  • Spørgsmål

    Hvad er et endestykke?
    Det er en samling secernerende celler grupperet omkring et lumen. Eksokrine kirtler kan inddeles efter 1) cellernes antal og 2) sekretets art samt efter 3) endestykkets form. Det er dette tredie inddelingsprincip af eksokrine kirtler, der illustreres her. Et endestykke kan være tubulært og minde om et reagensqlas som ved (T). Det kan være alveolært og minde om en drue, (A), og endelig kan det være tubuloalveolært, (TA). Et tubuloalveolært endestykke er en blandingsform, der optræder i forskellige varianter.
    (fortsættes)

  • Spørgsmål

    Som vist længst til venstre på (TA) er den yderste del af endestykket drueformet og den efterfølgende del rørformet, men det kan også være som vist til højre, at der optræder rene drueformede og rene rørformede endestykker i samme kirtel. Tubulære, alveolære og tubuloalveolære kirtler kan være uforgrenede eller forgrenede. På billedet her er de uforgrenede former vist.

  • Forgrenede former

    Her ses de forgrenede former af tubulære, alveolære og tubuloalveolære kirtler.

  • Kirtelgange

    Sekretet, der dannes i endestykkerne, transporteres bort gennem kirtelgange med stadig voksende diameter. Fra endestykket (E) løber sekretet gennem et tyndt rør, der kaldes et indskudsstykke (F). Væggen i indskudsstykkerne er enlaget pladeepitel. Det næste afsnit er spytrør eller sekretrør,(G). Væggen består her af kubiske celler. De øverste tegninger viser rørene i tværsnit. De tynde gange løber sammen og danner mindre udførselsgange (H). Her består væggen af kubiske celler.
    (fortsættes)

  • Kirtelgange

    De mindre udførselsgange tømmer sig i større, hvor cellerne er højere. De større udførselsgange ender i en hovedudførselsgang, hvor epitelet er flerradet prismatisk. Nævn gangsystemet fra endestykket. Indskudsstykke, (f), sekretrør, (g), mindre udførselsgang, (h). Derefter større udførselsgange, der ikke er vist, samt hovedudførselsgang. Læg mærke til at epitelet tiltager i højde efterhånden som gangene bliver større.

  • Spørgsmål

    I en kirtel er endestykker og en del af udførselsgangene samlet i enheder. Hvad hedder en enhed?

  • Spørgsmål

    I en kirtel er endestykker og en del af udførselsgangene samlet i enheder. Hvad hedder en enhed?
    En lobulus. En kirtel kan sammelignes med en drueklase, hvor druerne er endestykker, og stilkene gangsystem.

  • Spørgsmål

    Her er et lille bundt druer og stilke, der svarer til en lobulus.
    Hvad består en lobulus af, og hvor stor er den?

  • Spørgsmål

    Hvad består en lobulus af, og hvor stor er den?
    Til en lobulus hører en mindre udførselsgang, adskillige sekretrør, mange indskudsstykker og mange endestykker. Størrelsen varierer fra 1 mm til 2 cm.

  • Perilobulært bindevæv

    Det lille druebundt, der symboliserer en lobulus, er her pakket ind, og indpak-ningen illustrerer det bindevæv, der omgiver en lobulus. Man kunne kalde bindevævet perilobulært, da det omgiver lobulus, men har foretrukket udtrykket interlobulært bindevæv, da det naturligvis samtidig med at det omgiver en lobulus ligger mellem den og nabolobuli. Inde i en lobulus, det vil sige mellem ende-stykker og det intralobulære gangaystem findes bindevæv. Det fylder mellem-rummene ud mellem endestykker og gange, og da det ligger inde i lobulus, er udtrykket intralobulært meget dækkende.
    (fortsættes)

  • Perilobulært bindevæv

    På billedet svarer en mindre udførselsgang til stilken, der går ud af indpakningen. Det vil altså sige, at den mindre udførselsgang har en ende uden for lobulus og en ende i lobulus. De finere gange er så de tynde stilke, der går til druerne.

  • Et snit gennem en kirtel

    Her er et snit gennem en kirtel. Yderst er kirtlens kapsel (C). Derfra strækker der sig interlobulært bindevæv ind i kirtlen mellem lobuli. Det er de strøg, der har samme farve som kapslen. De mange L’er angiver omkredsen af en lobulus. Lille (i) markerer indskudsstykker omgivet af intralobulært bindevæv inde i lobulus. Fra indskuds-stykkerne går sekretet til spytrør, som ikke er markeret, og derfra til en mindre udførselsgang (u). Der går en mindre udførselsgang ud af hver lobulus, og de mindre udførselsgange samler sig i større udførselegange, (ss), der tømmer sig i hovedudførselsgangen, (H).

  • Endestykker i spytkirtler

    Her er de tre forskellige endestykker, der ses i spyt kirtler. (S) er det serøse ende-stykke, hvor man ser seks ens celler. Ydre og indre overflade af en enkelt celle ses mellem de to pile,(1). 4-tallet viser grænsen mellem to celler.
    Nævn de tre vigtigste karakteristika for serøse endestykker.

  • Endestykker i spytkirtler

    Nævn de tre vigtigste karakteristika for serøse endestykker.
    Kernen, (2), ligger omtrent midt i cellen. Lumen, (3), er lille. Cellernes cytoplasma, (5), er mørkt og fyldt med korn. Foruden disse tre karakteristika gælder, at cellerne er pyramideformede med spidsen mod lumen, og at cellegrænserne er uskarpe. Det giver ialt 5 karakteristika.
    Nævn de tre vigtigste karakteristika for et mucøst endestykke som vist ved (M).

  • Endestykker i spytkirtler

    Nævn de tre vigtigste karakteristika for et mucøst endestykke som vist ved (M).
    Kernen, (2), er skålformet eller flad og ligger basalt i cellen. Lumen, (3), er stort. Cellernes cytoplasma er lyst og ofte skumagtigt. Hertil føjes to nye karakteristika, det ene er at cellerne er pyramidestub formede. En celle er vist med ydre og indre overflade mellem de to streger fra 1-tallet. Og endelig det andet nye karakteristikum, cellegrænserne er skarpe. (SM) er et blandet endestykke, hvor der produceres både serøst og mucøst sekret. De serøse celler, (S), og de mucøse, (M), ligger ikke tilfældigt mellem hinanden, men de serøse celler er samlet i endestykkets blinde ende. I histologiske præparater skæres endestykkerne ofte på en måde som svarer til tegningen her. Den serøse del af endestykket danner en halvmåne.

  • Kirtelcelle

    Dette er et diagram, der viser en celle som den tager sig ud i elektronmikroskopet. Kirtelceller har et veludviklet endoplasmatisk reticulum med mange ribosomer. Det er (E). Det er her proteinsyntesen foregår. Desuden findes mange mitochondrier, (M), og et veludviklet golgiapparat, (G). Det er mitochondrierne, der frigør den energi, der er en forudsætning for at de sekretoriske processer kan foregå.

  • Spørgsmål

    Der er to typer endokrine kirtler.
    Hvad kaldes de?

  • Den trabeculære og den follikulære type

    Der er to typer endokrine kirtler. Hvad kaldes de?
    Den trabeculære, (T), og den follikulære, (F). De endokrine kirtler har ingen udførselsgang, men sender sekretet direkte i blodbanen. Deres sekret er hormoner, der virker på et eller flere organer, eventuelt på organismen som helhed. Centralnervesystem og endokrine kirtler koordinerer en række af organismens funktioner. Cellerne i endokrine kirtler er kubiske.
    (fortsættes)

  • Den trabeculære og den follikulære type

    I den trabekulære form, (T), danner cellerne epitelstrenge, der anastomoserer og danner et uregelmæssigt net. I maskerne ligger mange kapillærer, (K). Pilene angiver, at det sekret, der dannes, går til karrene. Den trabeculære, endokrine kirtelform er den almindeligste. Til denne type hører binyrer, biskjoldbruskkirtler, hypofyse og de Langerhan’ske øer i bugspytkirtlen. I den follikulære type, (F), danner cellerne follikler. Ved en follikel forstås en sæk, der er lukket til alle sider. Sekretet går først i de hvide piles retning til follikelhulen, (S), hvor det deponeres. For derefter, når der er brug for det at følge den retning, de sorte pile angiver tilbage gennem kirtelcellerne og til karrene. De follikulære kirtler er sjældnere. Det vigtigste eksempel er skjoldbruskkirtlen.

  • Eksokrin og endokrine afsnit

    Her er en kirtel, der indeholder både eksokrin og endokrine afsnit. (X) er serøse endestykker. Sekretet samles i endestykkernes lumen og føres videre gennem gangsystemet. Det endokrine afsnit er trabekulært. Sekretet overføre til kapillærerne (K). Eksempler på kirtler med både ekstern og intern sekretion er pancreas, testis og ovarium.

  • Eksokrine kirtler

    Eksokrine kirtler er udviklet fra den epiteloverflade, hvor de munder. (A) omfatter epitel, (e), og bindevæv, (c). Epiteltappen, (t), er den første begyndelse til en kirtel. Tappen vokser ned i det underliggende bindevæv. Mister tappen forbindelsen med overfladen som ved (C2) dannes en endokrin som vist på (C2), hvor kirtlen er markeret (k). Bevares forbindelsen med overfladen under dannelse af en kanal, fås en eksokrin som vist ved (C1).