• CHONDRAL OSSIFIKATION 2

    Manuskript nr. 373 / dias 201
    Bearbejdet af
    Henrik Løvschall og Erik Christophersen
    Anatomisk afsnit
    Århus Tandlægeskole
    Århus Universitet

  • Chondral ossifikation

    Spm: Hvad viser X på fig. 1,
    Y på fig. 2,
    Z på fig. 3,
    Æ på fig. 4?

  • Chondral ossifikation

    Spm: Hvad viser X på fig. 1, Y på fig. 2, Z på fig. 3 og Æ på fig. 4?
    X er forstadium til al knogle, nemlig mesenchym.
    Y er bruskmodellen, der udvikles af det oprindelige bindevæv under chondral ossifikation.
    Z viser, at brusken gradvis fjernes og erstattes af knogle, Æ på fig. 4.

  • Chondral ossifikation

    Størstedelen af skelettet dannes ved chondral ossifikation. Den er nemmest at studere i en lang ekstremitetsknogle. Tegningen til venstre viser bruskstadiet. Det er en bruskmodel, (H), af en fremtidig rørknogle. Brusken er beklædt med perichondrium, der består af to lag, (O) og (U).
    Det sidste indeholder mange udifferentierede bindevævsceller. Tegningen til højre viser, hvor den først dannede knogle optræder ved chondral ossifikation.

    Hvor er det?

  • Chondral ossifikation

    Hvor er det?
    Det er omkring bruskmodellens midterste del, hvor der dannes en tynd knoglemanchet, (M). Denne førstdannede knogle udenpå brusken opstår perichondralt. Denne manchet opstår på nøjagtig samme måde som bindevævspræformeret knogle. Resten af den chondrale ossifikation er enchondral. Det vil sige, den foregår inde i bruskmodellen. Altså chondral ossifikation begynder perichondralt, hvorefter den fortsætter enchondralt. Det betyder dog ikke, at den perichondrale ossifikation holder op. Men det er den enchondrale, der yder det største bidrag til knoglen. Den enchondrale ossifikation i en diafyse begynder i bruskmodellens midterste del, (D), hvor man benævner området ossifikationscentrum. Når der er dannet en knoglemanchet af netagtig knogle, så skifter perichondrium udenpå manchetten navn og bliver til periost.

  • Enchondrale ossifikation

    Det indrammede område af den lille tegning vises i stor forstørrelse på den store, og det er samme fremgangsmåde, der anvendes i de følgende billeder. Den enchondrale ossifikation indledes med, at bruskcellerne, (C), midt i diafysen svulmer op og bliver blæreformede. De er omgivet af bruskgrundsubstans, (BG).

  • Enchondrale ossifikation

    Den sparsomme bruskgrundsubstans, (BG), mellem cellerne forkalker dernæst. Den forkalkede grundsubstans kaldes (GM) på tegningen. Det betyder den visse død for de opblærede bruskceller. De afskæres nu fra ernæring, degenererer og dør. (Cs) er en døende bruskcelle.

  • Chondral ossifikation

    Mesenchym, (W), og mange kar, (K), vokser ind i området gennem huller i den perichondrale netagtige knoglemanchet. Nu forsvinder de degenererede og døde bruskceller samtidig med, at mesenchymet, der vokser ind, fylder de hulheder, hvor cellerne har ligget. Hulhederne er begrænset af forkalket bruskgrundsubstans, (GM), som i første omgang ikke fjernes, men forbliver som tappe. Altså mesenchym og kar fjerner de døde bruskceller og udfylder rummene, hvori de har ligget. De forkalkede tappe af bruskgrundsubstans, (GM), der bliver stående, er nu omgivet af mesenchym, (W).

  • Chondral ossifikation

    Mesenchymceller omdannes til osteoblaster, (B). De lejrer sig på de tynde tappe af forkalket bruskgrundsubstans, (GM). Resten af mesenchymet, (W), danner primitiv knoglemarv. Tappene af forkalket bruskgrundsubstans tjener med andre ord samme formål som de fastere strenge af grundsubstans, der opstår under desmal ossifikation, nemlig som støtte for osteoblaster.

  • Osteoidt væv

    Osteoblasterne, (B), danner osteoidt væv, (O), på tappene af forkalket grundsubstans, (GM).

  • Chondral ossifikation

    Spm: Hvad markerer (M) på fig. A øverst til venstre?

    Spm: Hvad sker der med bruskcellerne i fig. A?

  • Chondral ossifikation

    Spm: Hvad markerer (M) på fig. A øverst til venstre?
    (M) er den perichondrale knoglemanchet. Den er dannet på nøjagtig samme måde som knogle, der er dannet ved desmal ossifikation.
    Spm: Hvad sker der med bruskcellerne i fig. A?
    Her svulmer de op. Det er et degenerationstegn.

  • Chondral ossifikation

    Spm: Hvad er der sket i bruskmodellen på fig. B?

    Spm: Hvad sker på fig. C nederst til venstre?

  • Chondral ossifikation

    Spm: Hvad er der sket i bruskmodellen på fig. B?
    Her er bruskgrundsubstansen forkalket. Det fremgår af farveskiftet fra fig. A til B.

    Spm: Hvad sker på fig. C nederst til venstre?
    Her er mesenchym og kar vokset igennem knoglemanchetten. De degenerede bruskceller er forsvundet og tilbage bliver kun tappe af forkalket bruskgrundsubstans,(b).

  • Chondral ossifikation

    Spm: Hvad viser fig. D til højre?

    Spm: Hvad bliver der af resten af mesenchymet?

  • Chondral ossifikation

    Spm: Hvad viser fig. D til højre?
    Her er en del mesenchymceller blevet til osteoblaster. De lejrer sig på den forkalkede bruskgrundsubstans, der findes som tappe, og her danner de osteoidt væv, der er rødt.

    Spm: Hvad bliver der af resten af mesenchymet?
    Det danner begyndelsen til den primitive eller primære knoglemarv.

  • Chondral ossifikation

    Den lille tegning øverst viser den enchondrale ossifikation breder sig mod epifyserne, det vil sige mod bruskmodellens ender. Den perichondrale manchet bliver tykkere og længere. Derved styrkes modellen. Det kan den i høj grad trænge til, da nedbrydningen af brusken – selv om den sker gradvis – i høj grad svækker modellen. Den store tegning viser, at udviklingen mod epifyserne afspejler sig i det histologiske præparat, hvor man ser forskellige zoner. Zonerne viser de forandringer, brusken, og det gælder både celler og grundsubstans, gennemgår, før den forsvinder og erstattes med knogle. Det er tydeligt, at området, (RS), er det område, der er mindst berørt. I de følgende zoner sker de forandringer, der har været omtalt ved de forrige billeder. Bruskcellerne blærer op ved (BL), og bruskgrundsubstansen forkalker ved (FO). Ved (OS) dannes der knogle. Det sker uden på tappe af forkalket bruskgrundsubstans.

  • Chondral ossifikation

    Samtidig med at processerne fortsætter mod epifyserne (H) på tegningen til venstre sker der rekonstruktion i den perichondralt og enchondralt dannede knogle. Herunder fjernes de primære knoglebjælker, der udfylder en væsentlig del af marvhulen. Epifyserne dannes efter samme princip som diafysen. Den enchondrale forbeningsproces begynder også her i et centralt ossifikationscentrum. Bruskcellerne undergår de samme forandringer som i diafysen. Indvæksten af mesenchym foregår flere steder fra overfladen. Til venstre er mesenchym og blodkar trængt ind i øverste epifyse, og til højre er ossifikationscentret, (OC), dannet. (GM) er forkalket bruskgrundsubstans.

  • Chondral ossifikation

    På tegningen til venstre er der nu også dannet et ossifikationscentrum i nederste epifyse, (OC). Ossifikationsprocessen breder sig i alle retninger, og brusken forsvinder undtagen to steder i hver ende af knoglen. Det ene sted, hvor brusken bevares, er på den fri endeflade, hvor den bliver til ledbrusk. Det andet sted er imellem epifyse og diafyse, hvor epifyseskiven, (E), bliver tilbage som en meget vigtig rest. Det er fra epifyseskiven, knoglens længdevækst foregår. Under knoglens længdevækst består epifyseskiven af de samme zoner, som vi ser i diafysen under enchondral ossifikation. Når længdevæksten af knoglen er afsluttet, ophører bruskproliferationen i epifyseskiven. Dernæst undergår den de sædvanlige forandringer inden ossifikation helt udsletter den. Nederste epifyseskive er forsvundet på tegningen til højre.

  • Chondral ossifikation

    Her er begge epifyseskiver forsvundet, og længdevæksten er dermed ophørt, d.v.s. det er efter puberteten. Knoglemarven strækker sig igennem hele knoglen. Nu er ledbrusken, (H), den eneste rest, der er tilbage af den oprindelige bruskmodel. Sunde epifyseskiver er helt nødvendige for knoglens længdevækst. Hvis ledbetændelser f. eks. breder sig over på epifyseskiver og ødelægger dem, standser knoglevæksten. Hvis slag på knogler får dem til at revne i epifyseskiveområdet, så standser længdevæksten.