• Hornhinden

    På overfladen er hornhinden beklædt med det oprindelige epitel, (ep) og da det er en beklædning af den oprindelige overflade og det stadig udgør en del af legemsoverfladen, kan det ikke undre, at epitelet er flerlaget pladeepitel, idet vi på legemsoverfladen kun har flerlaget pladeepitel. Der er blot den forskel på hornhindens flerlagede pladeepitel sammenlignet med den øvrige overflade, at hornhindens epitel er uforhornet. Det er endvidere i den sammenhæng værd at huske, at øjelågene simpelthen dannes ved, at et par hudfolder som gardiner trækkes mod hinanden.

  • Iris

    Den orange farve (I), viser iris. Iris består, foruden af det orange bindevæv, tillige af de to tynde lag i øjenbægeret, der ligger mellem (I) og linsen (L). Kort sagt, iris er på bagfladen beklædt med den blinde del af nethinden. Det kan også udtrykkes på en anden måde, idet man kan sige, at nethinden når helt frem til pupilåbningen, og det bliver den ved med. Pupilåbningen svarer til det stykke af linsen, der vender mod forreste øjenkammer (ca). Tegningen angiver dermed første skridt i retningen af dannelsen af den mellemste øjenhinde. Den mellemste øjenhinde består som bekendt af iris, strålelegeme og årehinde.

  • Dannelsen af resten af den mellemste øjenhinde

    Den gule farve viser dannelsen af resten af den mellemste øjenhinde. (B) bliver til strålelegemet, der ligger i fortsættelse af iris, (CH) bliver til årehinden, der ligger i fortsættelse af strålelegemet. N. opticus, der dannes ved (O) går igennem et hul i den mellemste øjenhinde. Det fremgår tydeligt, idet den gule farve omgiver nerven, dvs., der er to huller i den mellemste øjenhinde, de er begge cirkulære, det ene ligger fortil, det er pupillen, og det andet bagtil, det er hullet, hvorigennem nerven går.

  • Øjeæblet

    Tegningen viser, at det bindevæv, der ligger udenpå strålegemet (B) og udenpå årehinden (CH), danner senehinden (R). Den er farvet mørkegrøn. Den mørkegrønne farve går fortil over i den lysegrønne, der markerer bindevævet i hornhinden. Det er rimeligt at tegne det på den måde, fordi hornhinden og senehinden som bekendt tilsammen udgør den ydre øjenhinde, og hovedbestanddelen af den ydre øjenhinde er organiseret bindevæv. Dermed er øjeæblet i virkeligheden færdigdannet. (fortsættes)

  • Øjeæblet

    Pigmentlaget (p), som pilen fra bogstavet p ikke når helt ind til, bliver til nethindens pigmentlag, og (n), der er den tykke blå del af det oprindelige øjenbæger, bliver til nethindens hjernedel eller nervedel. Den del af nethinden, der beklæder (I) altså iris, og (B) strålelegemet, ligger i skygge. Den kan med andre ord ikke fungere og bliver til den blinde del af nethinden. Det skal endnu engang erindres, at conjunctivalsækken dannes ved, at øjelågene som gardiner trækkes hen over overfladen. Derimod dannes forreste øjenkammer som en spaltedannelse i bindevævet. Denne spaltedannelse kan egentlig bedst sammenlignes med det, der sker, når ledspalter opstår.

  • N. opticus

    Billedet viser, at der fra nethindens hjernelag (n) vokser neuritter bagud gennem den oprindelige hule øjenstilk. Derved omdannes den til den kompakte n. opticus. Trådene er markeret (on). Da nervetrådene vokser ud fra nethinden, er det klart, at de må have trofisk centrum i nethinden, altså her må deres cellelegeme ligge, og det trofiske centrum for n. opticus tråde er multipolare nerveceller i nethinden.

  • Øjenbægeret og linseblæren lige før den bliver omdannet til en kompakt linse

    Tegningen viser øjenbægeret og linseblæren lige før den bliver omdannet til en kompakt linse. Som det fremgår, ligger linseblæren i øjebægerets konkavitet. Begge dele er omgivet af bindevæv, markeret med lyserød farve. På grundlag af dette stadium er man i stand til at konstruere den videre udvikling.(fortsættes)

  • Dannelsen af øjelågene

    Det eneste, der altså virkelig skal huskes er, at øjenblæren vokser frem fra diencephalon, omdannes til et øjenbæger ved en proces, der bedst kan sammenlignes med det, der sker, når man laver en bule i en gummebold. Så vil bolden bestå af to blade fuldstændig som øjenbægeret. Det, vi savner, før øjet er færdigdannet, er for det første øjelåg og conjunctivalsæk, samt hinderne: senehinden, hornhinden og den mellemste øjenhinde. Dette billede viser dannelsen af øjelågene. De opstår som to folder på overfladen, der vokser imod hinanden.

  • Conjunctivalsækken

    Tegningen viser øjelågene kort før de mødes. Det svarer til to gardiner, der trækkes imod hinanden hen over den oprindelige overflade, Den lyse spalte (CS) er conjunctivalsækken, der simpelthen opstår mellem folderne, der bliver til øjelåg, og den overflade, der nu skjules af folderne.

  • Dannelsen af glaslegemet

    Tegningen viser igen øjelåg og conjunctivalsæk samt dannelsen af glaslegemet (V). Det opstår ved, at vævet i øjenbægerets konkavitet bag linsen blødgøres og bliver geleagtigt. I øjenbægeret kan vi nu skelne mellem to lag, et yderste, der bliver til pigmentlaget i nethinden, og et inderste, der bliver til hjernedel eller nervelag (n).

  • Tåreapparatet

    Billedet viser tåreapparatet. Tårevæsken dannes i tårekirtlen, gl. lacrimalis (G), der ligger i fossa gl. lacrimalis. Gennem små kirteludførselegange (DL) tømmes sekretet ud i øverste laterale del af conjunctivalsækken. Ved blinkebevægelse føres væsken i pilene retning, dvs. hen mod den mediale øjenkrog, hvor vi har en udvidelse i conjunctivaleækken, der hedder tåresøen. (fortsættes)

  • Dannelsen af forreste øjenkammer

    Billedet viser igen conjunctivalsæk og glaslegeme, henholdsvis (CS) og (V). Endvidere ses dannelsen af forreste øjenkammer. Øjenkammeret opstår som en spalte i bindevævet, spalten er tegnet sort og markeret (ca). Det er nu temmelig klart, at det væv, der er tilbage mellem conjunctivalsæk og forreste øjenkammer, må blive til hornhinde. (fortsættes)

  • Tåreapparatet

    På øvre og nedre øjenlågerand findes et tårepunkt (P), der føres ind i 2 små tåregange (CA). Fra tåregangenen løber væsken ind i tåresækken, saccus lacrimalis (S) og videre ned gennem tårekanalen (NL), der munder i nedre næsegang under concha nasalis inferior (i). (LP) er m. levator palpebrae sup. og (C) er conjuntiva. Hornhinden holdes hele tiden fugtig ved blinkebevægelser og overfladeepitelet bevares derfor uforhornet.

  • Hornhinde, nethinde og iris

    Det er endvidere klart, at det væv, der er tilbage mellem linsen (l) og øvre og nedre del af forreste øjenkammer (ca) må blive til iris. Det fremgår desuden, at iris bagflade er beklædt med øjenbægeret, det vil altså sige med nethinden, og det er den del af nethinden, der ligger i skygge og bliver til den blinde del. På grundlag heraf kan det endnu lettere forudses, at de resterende hinder, årehinde og senehinde, må dannes af bindevævet udenom.

  • Oversigt over synsbanen

    Vi slutter med en oversigt over synsbanen. Her ses hjernen nedefra (NO) er n. opticus og (CO) er chiasma opticum, hvor de mediale tråde krydser hinanden, mens de laterale fortsætter ukrydset. (TO) tractus opticus går til corpus geniculatum lat. (GL) hvor trådene danner synapse; neuriterne fra de nye celler danner et samlet bundt (radiatio optica)(RO), der går til synscentret på medialsiden af nakkelappen. (fortsættes)

  • Hornhinden

    Den grønne farve illustrerer, at det oprindelige løse bindevæv hos fosteret nu bliver fast, og danner det solide bindevæv i hornhinden (C). (fortsættes)

  • Oversigt over synsbaner

    Enkelte tråde fra tractus opticus går til firhøjene i mesencephalon, hvor de danner synapse ved (CS). Herfra dannes refleksbuer til bl. a. øjeæblets bevægenerver, og m. sphincter pupillae. Under pupil-refleksen får lys pupillen til at trække sig sammen. Eet kort neuron går firhøjene til en parasympatisk kerne, hvor der er synapse. Neuriterne herfra går gennem (III) til ggl. ciliare og videre til m. sphincter pupillae.

  • SYNSORGANETS UDVIKLING I

    Manuskript nr. 197 / dias 32, Bearbejdet af Henrik Løvschall og Erik Christophersen, Anatomisk afsnit, Århus Tandlægeskole, Århus Universitet

  • De fem sekundære hjerneblærer

    Billedet viser de fem sekundære hjerneblærer, fra diencephalon, (D) vokser en stilk ud i hver side. Den yderste ende af stilken blærer op og danner øjenblæren (Ø). Den er i begyndelsen kugleformet, men får ret hurtigt en indkærvning på toppen, den er begyndt at blive dannet på billedet. Når indkærvningen er tilstrækkelig dyb, er blæren omdannet til et bæger, der kaldes øjenbægeret.

  • Snit gennem diencephalon

    Her er et snit gennem diencephalon med tredje ventrikel, det er den sorte nøglehulslignende figur i midten; endvidere de to stilke, der vokser ud fra diencephalon med øjenblære (Ø) der er ved at blive til øjenbæger.

  • Øjenbægerets dannelse af øjenblæren

    Tegningen viser øjenbægerets dannelse af øjenblæren. Der er nu en tydelig indkærvning, bægeret er ganske vist endnu temmelig fladt. Samtidig sker der ændringer i overfladeepitelet udfor øjenbægeret. Epitelet bliver tykt, og der dannes en fordybning (Lb). Det er begyndelsen til linsen, den opstår som en linsegrube, der minder om lugtegruben under ansigtets dannelse.

  • Øjenbægeret samt linseblæren

    Billedet viser øjenbægeret, hvor bægerformen er tydelig, samt linseblæren. Den er dannet ved en afsnøring fra overfladen i lighed med den, vi kender fra neuralrørets dannelse. Linseblæren synker ned i bægeret.

  • Øjenbægeret samt linseblæren

    Her ses de samme processer, der er tegnet på en anden måde. Bægeret ses halvt i perspektiv, og halvt skematisk. Linseblæren er på dette billede ikke helt afsnøret fra overfladen, men det er lige ved at ske. Og som det fremgår, ligger den allerede i bægeret.

  • Øjenbægeret

    Indgangen til bægeret bliver mindre og mindre, så bægeret mest af alt ligner et cognacglas med en lille åbning. Før åbningen bliver lille, er linseblæren smuttet igennem den, som vist på de tidligere billeder, og ligger altså inde i bægeret. På denne tegning er linsen dog ikke taget med. Vi ser her bægeret i perspektiv og kigger ned i bægeret.

  • Linseblæren bliver til en kompakt linse

    Her er vist en detalje, der i øjeblikket er uden særlig interesse. Det viser blot, at linseblæren bliver til en kompakt linse ved at cellerne i bagvæggen vokser frem til forvæggen ved at de danner lange tråde.

  • Meiboms kirtler

    Billedet viser tarsi (T) og Meiboms kirtler (M). Man ser de lange lige gange, der åbner sig i øjelågeranden.

  • Øjenbaggrunden

    De mange kar, der er forgreninger af a. og v. centralis retinae (ses til højre), forsyner den inderste del af retina, medens yderste del ernæres fra årehinden. Ved visse sygdomme, f. eks. åreforkalkning, sukkersyge og visse nyrelidelser, ser man forandringer i øjenbaggrunden. Der kan f. eks. være blødning og snævre eller uregelmæssige kar. (fortsættes)

  • Conjunctiva

    Tegningen viser bindehinden eller conjunctiva (CF) og (CL). Bindehinden er fast bundet til øjelågets indside svarende til (CF). Den fortsætter via omslagsfolder over i øjeæblet, hvor den beklæder det hvide i øjet – dvs. den synlige del af senehinden – den ender ved kanten af hornhinden.

  • Øjenbaggrunden

    Til venstre i billedet ses ”den gule plet” med den mørke centralgrube. Nb! pletten er dog mindre gul end den blinde plet.

  • Bindehindens udstrækning

    Den gule farve (C) viser bindehindens udstrækning set forfra.

  • Forreste og bageste øjenkammer, linsen og glaslegemet

    Billedet er tidligere beskrevet. Kernen omfatter 1) forreste og bageste øjenkammer med kammervæsken, 2) linsen og 3) glaslegemet. Forreste øjenkammer (a) ligger mellem bagfladen af hornhinden (C) og forfladen af regnbuehinden. Bageste øjenkammer (B) ligger bagved regnbuehinden mellem linsen og strålelegemet. (i) er processus ciliares, hvor kammervæsken produceres. Den løber ud i bageste øjenkammer, gennem pupillen til forreste øjenkammer og videre ud i canalis Schlemmi (CS), der ligger forrest i senehinden (S).

  • Conjunctivalsækken

    Conjunctivalsækken er en spalte, der fortil begrænses af conjunctiva (CO), på øjenlåg, opadtil og nedadtil af conjunctiva i omslagsfolderne, bagtil af conjunctiva på øjeæblet samt af hornhinden. På billedet er senehinden mærket (S), hornhinden (C) og bindehinden (CO).

  • Linsen

    Linsen består af lange prismatiske tråde (C). Den er omgivet af en kapsel (A). Ved grå stær bliver linsen uklar. Resten af øjets indre udfyldes af en geleagtig masse, der kaldes glaslegemet. Dets udstrækning svarer til synsdelen af retina.

  • SYNSORGANET I    Lektion 2

    Manuskript nr. 196 / dias 24, Bearbejdet af Henrik Løvschall og Erik Christophersen, Anatomisk afsnit, Århus Tandlægeskole, Århus Universitet

  • Bageste spids af øjenhulen

    Vi ser ind på den bageste spids af øjenhulen. Hjælpeapparatet omfatter muskler. Øjeæblets lige muskler – mm. recti – udspringer fra en senering bagest i øjenhulen; den omgiver foramen opticum (co) og en del af fissura orbitalis sup. (F). De hæfter sig alle i senehinden foran øjets ækvator. (RS) er m. rectus superior, (RM) m. rectus medialis, (RI) m. rectus inferior og (RL) er m. rectus lateralis. De 4 muskler bevæger øjet i den retning, der svarer til deres navn. (Lp) er den muskel, der løfter øjelåget, m. levator palpebrae superior, og (Os) er den øvre skrå øjenmuskel, m. obliquus superior.

  • Orbita

    På dette billede har man fjernet kraniekalotten samt loftet i begge øjenhuler, og vi kigger ned på en del af indholdet i orbita, bl.a. musklerne.

  • Højre orbita set oppefra

    Tegningen viser højre orbita set oppefra. Billedet svarer til det forrige, blot forstørret en del. (Lp) er m. levator palpebrae sup. Musklen udspringer bagtil i orbita og løber fremad under loftet for til sidst at brede sig ud i øjelåget. (AT) er seneringen, hvorfra de lige øjemuskler udspringer. (Rs) er m. rectus sup., (RL) m rectus lat., (RM) m. rectus med. og (OS) m. obliquus sup., der udspringer bagtil i orbita og løber fremad langs medialvæggen. (fortsættes)

  • Højre orbita set oppefra

    Musklens sene (S) går gennem en bindevævsring mærket (T), der fungerer som trisse. Senen kan følges til den laterale del af øjeæblet, hvor den hæfter sig bag ækvator. Musklen drejer øjeæblet nedad lateralt.

  • Venstre orbita oppefra

    Billedet viser venstre orbita oppefra. M. levator palpebrae (LP) er fjernet bortset fra udspring og tilhæftning. Man ser ned på m. rectus sup., der ikke er markeret. (RS..) er her m. rectus lat., (RM) m. rectus med., (OS) m. obliquus sup. og (AT) seneringen.

  • Venstre orbita set lateralt fra

    Tegningen viser venstre orbita lateralt fra. (LP) er m. levator palpebrae sup., (RS) m. rectus sup., (RL) m. rectus lat., (RI) m. rectus inf. og (OI) m. obliquus inf. Musklen udspringer fra orbitas bund og hæfter sig lateralt på øjeæblet bag ækvator. Den drejer øjeæblet opad lateralt. (T) er her øjelågets bindevævsskelet tarsus superior, og (MO) er ringmusklen omkring øjet.

  • Bindevævsapparatet omfatter fascier og øjets fedtlegeme

    Bindevævsapparatet omfatter fascier og øjets fedtlegeme. Fascia Tenoni er bygget som en slimsæk. Dens forreste del er mærket (FT), den strækker sig helt til synsnerver bagtil. Billedet viser, at den består af to blade med en spalte imellem, det indre blad beklæder senehinden, det ydre blad beklæder forfladen af fedtlegemet. Fedtlegemet er mærket (A). (C) er bindehinden og (M) muskler.

  • Fedtlegemets udstrækning

    Her ses fedtlegemets udstrækning (F). Fedtet svinder sent ved afmagring og kaldes derfor fysiologisk fedt.

  • Snit gennem et øjelåg

    Tegningen viser et snit gennem et øjelåg. Der er en bløddelsfold, der yderst er beklædt med hud (H) og inderst med bindehinden (C). (T) er øjelågets skelet, tarsus. Tarsus er en bindevævsplade, som findes både i øvre og i nedre øjelåg. På bagsiden af tarsi ligger specielle talgkirtler (m), Meiboms kirtler. På billedet ser man, at de enkelte kirtelafsnit tømmer sig i en lang fælles gang, som åbner sig på øjelågsranden. (O) er øjeåbningens ringmuskel og (i) er øjenvipper.

  • Aditus orbitalis

    De to tarsi (T) hæfter sig til den mediale og laterale kant af aditus orbitalis ved hjælp af ligamenter. (PM) er det mediale ligament, (PL) det laterale ligament, og (S) er tåresækken.

  • Den tredje øjenhinde

    Tegningen viser tillige den tredje øjenhinde. Det er inderste øjenhinde eller retina; den består af to dele: den blinde del og synsdelen. Den blinde del, der beklæder regnbuehindens og strålelegemets bagflade (1). Den synsopfattende del af retina (n), og overgangen mellem de to dele er markeret med (o). Retina har en cirkulær åbning fortil ved pupillen. Der er derimod ingen åbning bagtil, idet synsnerve-trådene fortsætter direkte i retina. (fortsættes)

  • Øjenbaggrunden

    Tegningen viser øjenbaggrunden set i øjenspejl, ophthalmoskop. Undersøgelse af øjenbaggrunden kaldes ophthalmoskopi. Til højre i billedet ses et område, hvor kar og synsnerve træder ind i øjeæblet. Det er den blinde plet eller papilla nervi optici. Da synsnerven er omgivet af de 3 hjernehinder, vil et forøget tryk i kraniehulen presse papilla nervi optici frem. Dette kan iagttages ved ophtalmoskopi, og symptomet kaldes stasepapil. (fortsættes)

  • Den tredje øjenhinde

    Stedet, hvor n. opticus træder ind i bulbus oculi, kaldes den blinde plet. Hvorimod (k) markerer den gule plet og (j) centralgruben, punktet hvor billeddannelsen skarpest. De tre øjenhinder er som tre bolde inden i hinanden: •yderste bold har en siagtig perforation bagtil •mellemste bold har to cirkulære huller, et fortil og et bagtil, og •inderste bold et cirkulært hul fortil.

  • Forreste del af bulbus oculi

    Tegningen viser den forreste del af bulbus oculi. Senehinden er mærket (S) og hornhinden mærket (C). Desuden ses linsen, der ikke er afmærket. Den blå farve angiver den mellemste øjenhinde. De små sorte pile viser strømretningen af øjets kammervæske. Væsken dannes af strålelegemet og løber gennem pupillen til en kanal, der ligger i forreste del af senehinden; kanalen, canalis Schlemmi, mærket (CS), er afløb for kammervæsken, der fra kanalen går over i venerne. Billedet viser, at den gennemsigtige hornhinde er stærkere krummet end senehinden.

  • Hornhinden

    Tegningen viser, at hornhinden indeholder talrige nerver (N), de fortsætter helt ud i overflade-epitelet. Hornhinden er yderst følsom, og ved helbedøvelse mistes følsomheden på den ydre overflade sidst i hornhinden. På billedet ses, at karrene, (K) – i modsætning til nerverne – standser ved kanten af hornhinden. Hvis kar vokser ind i hornhinden ødelægges gennemsigtigheden.

  • Hornhindens lagdeling

    Tegningen viser en del af yderste og mellemste øjenhinde. Hornhindens bindevæv er farvet gul og senehinden grøn. På billedet ses hornhindens lagdeling. Den består af et tykt lag bindevæv med epitel på ud- og indside, adskilt fra bindevævet af basalmembraner. Det yderste lag (i), består af flerlaget uforhornet pladeepitel. Det er klart, det må være flerlaget pladeepitel, da hornhindens forflade vender mod omverdenen. (fortsættes)

  • Hornhindens lagdeling

    Under epitel findes altid en basalmembran (B). Hornhindens tykkeste lag (U) består af fast organiseret bindevæv, og under dette findes endnu en basalmembran (D). Ind mod forreste øjenkammer er et enlaget pladeepitel (E). (fortsættes)

  • Canalis Schlemmi

    Forrest i senehinden ses canalis Schlemmi (SC), og uden på senehinden i fortsættelse af hornhinden er bindehinden mærket (C). Resten af billedet vender vi tilbage til.

  • Årehindens lagdeling

    Tegningen viser årehindens lagdeling. Årehinden består af bindevæv med pigmentceller og mange kar. Årehindens opgave er at ernære de yderste lag af nethinden. Ernæringen sker gennem kapillærerne i laget (C); de må ligge nærmest det lag, der skal ernæres, dvs. nethinden (R, opadtil). Kapillærerne får blod fra arterier og sender blod til vener udfor (v). (Sc) er en del af senehinden udenpå årehinden; den er meget tykkere end årehinden.

  • Frontalsnit af øjet

    På øverste billede er øjet skåret frontalt igennem, lidt bag linsen, og den bageste del fjernet; vi kigger bagfra og fremefter på øjets forreste del. I midten ses linsen (L). Den røde farve er årehinden dækket af synsdelen af retina, og (s) markerer overgangen mellem strålelegeme og årehinde. Strålelegemet, markeret (o) og (c), ligger mellem årehinden og linsen (L). Strålelegemet er dækket af ”den blinde del” af nethinden og det er ringformet.(fortsættes)

  • Frontalsnit af øjet

    Processus ciliares er mærket (p); det er fremspring på strålelegemets bagflade. Nederste figur viser strålelegemets fremspring, processus ciliares (p) i forstørrelse. (s) er stadig overgangen mellem strålelegemet og årehinden. Processus ciliares danner kammervæsken. Det skal stadig erindres, at årehindens og strålelegemets bagside er beklædt med nethinde.

  • Akkomodationsmusklen

    Billedet viser strålelegemets hovedbestanddel, akkomodationsmusklen, m. ciliaris (MC). Endvidere vinklen mellem ydre øjenhinde og regnbuehindens rod, den kaldes irisvinklen. I senehinden udfor vinklen ligger canalis Schlemmi, (SC), der er afløbet for kammervæsken. Desuden ses hornhinden, hvis bindevæv er gult. Regnbuehinden ses forstørret på næste billede.

  • Regnbuehinden

    Regnbuehinden er skiveformet med et centralt hul – pupillen – og den fungerer som blænde i øjet. Her ses et horisontalt snit igennem højre halvdel af regnbuehinden nær pupilkanten, der ligger til venstre. Regnbuehinden består af løst bindevæv, og dens bagflade er ligesom strålelegemets bagflade beklædt med den blinde pigmenterede del af retina (P, til venstre).(fortsættes)

  • Pupillens muskler

    regnbuehindens løse bindevæv findes 2 glatte muskler, der regulerer pupilstørrelsen. M. sphincter pupillae, der forsnævrer pupillen, er ringformet og mærket (S), samt m. dilator pupillae, der udvider pupillen og er radiær (D). De innerveres tillige med m. ciliaris af det autonome nervesystem. m. dilator af sympaticus. De to andre af parasympaticus. (fortsættes)

  • Hornhinden og senehinden

    Øjet, oculus, består af øjeæblet, bulbus oculi, og synsnerven. Tegningen viser den yderste af de tre øjenhinder. Den består af: hornhinden (A), den forreste mindre del, og senehinden (D), den bageste større del. Den ydre øjenhinde stabiliserer øjeæblet og tjener til tilhæftning for øjeæblets muskler. Bagtil findes et gennemhullet område (e). Det er sipladen, og herigennem træder synsnerven, n. opticus ind i øjeæblet. (fortsættes)

  • Regnbuehinden

    E) er enlaget pladeepitel af samme type som det epitel, der beklæder hornhindens bagflade, og (O) er regnbuehindens løse bindevæv. Den blinde del af retina, (nethinden) er mærket (P), og et lille udsnit er forstørret på næste billede. Retina består af to lag pigmen-terede kubiske celler, der når helt til pupilkanten til venstre i billedet.