• Tandkødslomme

    Mellem tandoverfladen og den krave, den frie gingiva danner, findes en potentiel spalte. Spalten går hele vejen rundt om tanden og hedder den fysiologiske tandkødslomme. Det skraverede område inden for firkanten på den store tegning er forstørret opad til venstre, og pilen peger ned i tandkødslommen mellem gingivakrave og tand.

  • De proprioceptive tråde i rodhinden

    Ved hjælp af de proprioceptive tråde i rodhinden kan man vurdere hårdheden af den føde, man tygger på, og afpasse trykket efter konsistensen. Det vil sige, at man tygger netop så hårdt, som det er nødvendigt på grundlag af de oplysninger om f. eks. bøffers konsistens, man har faet gennem de proprioceptive tråde. Denne funktion er af stor betydning for at beskytte tand og rodhinde mod overbelastning.

  • Rodhindefibre

    Rodhinden består ligesom andre fibrøse membraner for trinsvis af kollagene fibriller. På tegningen er fibrillerne røde. De er ordnet i grove bundter. Bundterne hedder rodhindefibre.

  • Rodhindefibre

    Flertallet af de kollagene fibrilbundter, altså rodhindefibrene, løber skråt fra alveolevæg til tand med retning mod rodspidsen. Det betyder, at tanden er ophængt i rodhindefibrene.

  • Rodhindefibrenes funktion

    Virkningen af tandens ophængning i rodhindefibrene vil svare til den, der er illustreret her, hvor de to tænder er forsynet med fjedre. Under tygning fjedrer tanden i alveolen, og det er vigtigt, at fjederen ikke trykkes i bund. Hvis det sker, er der risiko for beskadigelse af rodhinde og tand, og under alle omstændigheder fremkalder det kraftige smerter.

  • Gingiva

    Gingiva er slimhinde og består af lamina epithelialis og lamina propria. Den ligner slimhinden på den hårde gane. Farven er rosa.

  • Pulpa består af bindevævsceller, kollagene fibriller og amorf grundsubstans

    Pulpa er bygget som bindevæv andre steder. Det vil sige, den består af bindevævsceller, kollagene fibriller og amorf grundsubstans. De kollagene fibriller danner bundter, der på tegningen er røde. Endvidere ses stjerneformede bindevævsceller, fibroblaster, udifferentierede mesenchymceller og fixe makrofager. Der er ingen grund til at identificere de enkelte på tegningen. Endvidere ses runde bindevævsceller, øverst til venstre en plasmacelle med gult cytoplasma og øverst til højre en mastcelle med grove mørke korn. Endelig er tegnet et par hvide blodlegemer, et for oven ved den gule plasmacelle og et for neden.

  • Gingivas binding til knoglen

    Gingivas binding til knoglen er overordentlig fast.

  • Odontoblasterne danner dentin

    De eneste celler i pulpa, der afviger fra andre bindevævsceller er odontoblasterne. Til højre ses den gullige dentin. Odontoblasterne har mørkegrønt cytoplasma og rød kerne, og de ligger i et lag på dentinvæggen. Fra odontoblas-terne strækker udløberne sig ud i dentinkanalerne. Til venstre i tegningen ses kollagene fibrilbundter, amorf grundsubstans, der her er ufarvet, og bindevævs-celler. Odontoblasterne danner dentin livet igennem.

  • Den marginale gingiva

    Den frie gingiva danner en krave omkring tanden ved tandhalsen. Tandkødskraven kaldes også den marginale gingiva.

  • Pulpa kan ikke udvide sig

    Pulpa forsynes af en lille arterie, der går igennem foramen apicale. Læg mærke til, at arterien går helt op i den incisale del af kronepulpakammeret. Igennem foramen apicale går desuden vener, lymfekar og nerver. Pulpa ligger i et rum med ueftergivelige vægge. Det betyder, at betændelsesprocesser vil udspille sig på en anden måde end i bindevæv andre steder i kroppen, hvor der sædvanligvis er udvidelses-muligheder. Det er velkendt, at betændelsesprocesser fremkalder forøget tryk i vævet. På grund af de ueftergivelige dentinvægge kan pulpa ikke udvide sig.

  • Den marginale gingiva er beklædt med flerlaget pladeepitel

    Kraven er beklædt med flerlaget pladeepitel, der her er tegnet rosa både på den flade, der vender ind mod tanden og på den ydre. Læg mærke til den forskel i tykkelsen, der er mellem epitelet på den flade af kraven, der vender mod tanden og på kravens udside.

  • Rodspidsområdet

    Her ses rodspidsområdet. Den røde arterie, den blå vene og den gule nerve passerer til pulpa igennem foramen apicale. Tegningen illustrerer, hvad der sker under betændelse. Alle de mange celler, der ses omkring karrene, er hvide blodlegemer, der træder ud af blodbanen. Det øgede tryk bevirker en afklemning af den tyndvæggede vene. Det fremgår af tegningen, at venen i foramen apicale er godt på vej til at blive aflukket. Da arterien fortsat pumper blod ind i pulpa, er det klart, at trykket yderligere øges, og det vil ikke vare længe, inden venen er helt afklemt. Trykforøgelsen går naturligvis også ud over nerverne, hvorved der registreres kraftige smerter og ofte medfører trykket vævsdød af pulpa. Ved afklemning af karrene sker en selvstrangulation af pulpa.

  • Flerlaget pladeepitel

    Områderne inden for de to små firkanter på tegningen til venstre er forstørret i den store firkant til højre. Det er blot for at understrege, at det drejer sig om flerlaget pladeepitel med flade celler på overfladen.

  • Illustrerer overtryk

    Denne strangulation kan på en lidt håndfast måde illustreres ved denne tegning, hvor den blå slange, der er den fraførende luftledning, er afklemt, mens der stadigvæk pumpes luft ned igennem den tilhørende røde ledning. Gennem vinduet i hjelmen aner man resultatet.

  • Nerverne forgrener sig til alle dele af pulpa

    Foruden kar passeres foramen apicale som nævnt af nerver. Det er illustreret på tegningen. Nerverne forgrener sig til alle dele af pulpa.

  • Enhver påvirkning af nerverne registreres som smerte

    Pulpas nerver er talrige, men de registrerer enhver påvirkning som smerte uanset om det er varme, kulde eller som her elektrisk strøm.

  • Rodhinden

    Rodhinden ligger i spalten mellem tand og alveoleknogle. Spalten er her farvet helt sort og i øvrigt tegnet for bred. Det gør man i reglen på skematiske tegninger af didaktiske grunde. Rodhinden udfylder spalten helt og har til opgave at fæstne tanden til alveolevæggen ved hjælp af kollagene fibriller.

  • Rodhinden indeholder mange nerver

    Tegningen viser, at rodhinden indeholder mange nerver.

  • En del af nervetrådene er smerteregistrerende.

    En del af nervetrådene er smerteregistrerende. Det er velkendt, at der kan udløses en intens smerte igennem rodhindens nerver, hvis man tygger hårdt sammen på en hård genstand som f. eks. et hagl. Det er det, der er illustreret på billedet. Men i modsætning til pulpa, der kun indeholder smerteførende nervetråde, findes der også i rodhinden proprioceptive tråde. Det illustreres på de to følgende tegninger.

  • De proprioceptive tråde registrerer det tryk tanden påvirkes af

    De proprioceptive tråde registrerer det tryk, tanden påvirkes af. De er meget fintmærkende og kan registrere et blødt materiale som soft ice mellem tænderne.

  • Cement mangler Haver’ske systemer og kar

    Cementen er bygget som knoglevæv. Der er dog den vigtige undtagelse, at cement mangler Haver’ske systemer, som vist i firkanten til venstre, endvidere er der den forskel, at cementen mangler kar som vist i firkanten til højre. Bortset herfra består cementen af kollagene fibriller, mineraliseret amorf grundsubstans og celler nøjagtig ligesom knogle. Cellerne hedder cementocyter og ligner til forveksling osteocyter.

  • Cement dannes hele livet

    Her ses tre tænder fra tre forskellige alderstrin. Den yngste er til venstre. Den er rodåben, idet foramen apicale endnu ikke er dennes. Tegningerne skal illustrere, at cementen dannes hele livet, og at cementlaget navnlig bliver tykt ved rodspidsen. Det ses især på tegningen til højre, hvor cementlaget er meget tykt samtidig med, at kronen er slidt.

  • Dentin

    Dentin omgiver pulpa og dækkes i kronen af emalje og i roden af cement. Farven er gullig omend knap så lysegul som på tegningen. Dentin er identisk med tandben og fungerer som fandens skelet.

  • Cement dannes hele livet uden rekonstruktion

    Cement dannes hele livet. Det illustreres ved tegningen til venstre, hvor muren bliver højere ved, at der stadig lægges nye sten på. Tegningen til højre viser, at der under knoglevækst stadig sker rekonstruktion. Det betyder, at der foregår nedbrydning af knoglevæv, der har bestået en tid, og derefter igen opbygning. Den væsentligste forskel mellem cement og knoglevæv er, at cement dannes hele livet uden rekonstruktion, mens knoglevæv dannes hele livet med rekonstruktion.

  • Forskellen mellem hårdheden af dentin og knogle

    Her illustreres forskellen mellem hårdhed af dentin og knogle. På øverste tegning fremgår det, at vægten ikke formår at frembringe fordybning i dentinen. Det er der imod tilfældet med samme vægt for knoglens vedkommende. Altså dentin er lidt hårdere end knogle på grund af større indhold af mineralsalte.

  • TANDHISTOLOGI 1, lektion 4

    Manuskript nr. 230 / dias 70
    Bearbejdet af
    Henrik Løvschall og Erik Christophersen
    Anatomisk afsnit
    Århus Tandlægeskole
    Århus Universitet

  • Dentinkanaler

    Dentinen er overordentlig porøs på grund af de talrige dentinkanaler. Porøsiteten er et af de mest karakteristiske træk ved dentin. Når sund dentin blottes, åbnes for tusindvis af kanaler, der fører til pulpa.

  • Pulpa

    Tegningen viser pulpa, der helt udfylder kronepulpakammeret og rodkanalen. Overgangen svarer til tandhalsen. Rodkanalen står igennem foramen apicale i forbindelse med det omgivende væv.

  • Dentinkanaler

    Tegningen til venstre viser, at dentinkanalerne strækker sig fra den indre til den ydre overflade af dentinen. Det vil sige, at kanalerne strækker sig fra pulpa og ud til henholdsvis emalje og cement. Hver kanal er kun få my i diameter og indeholder en odontoblstudløber. Kanalerne forgrener sig på en måde, der minder om grantræer. Tegningen til højre er en forstørrelse af området indenfor den lille firkant. Odontoblastudløberne ligger i dentinkanalerne, der afsender sidegrene.

  • Dentin

    De kollagene fibriller, der findes i stort tal i dentinen, løber stort set parallelt med overfladen, men de er ikke ordnet så regelmæssigt som fibrillerne i knoglevæv. Det illustreres i øverste firkant, hvor krydset over det Haver’ske system angiver, at Haver’ske kanaler og lameller mangler i dentinen. Dentin består nok af de samme elementer som knoglevæv, men deres organisation er ikke nær så udviklet. Firkanten til højre illustrerer, at kar mangler i dentin, og at firkanten til venstre illustrerer, at nerver også mangler. Ganske vist findes der nervetråde, som går et lille stykke ud i dentinen fra pulpa, men det må nærmest forklares som et kuriosum og forklarer ikke følsomheden. Altså: kar mangler fuldstændig og nerver næsten fuldstændig.

  • Dentin’s følsomhed

    Den store følsomhed, som dentin er i besiddelse af, og som bl.a. viser sig ved præparation af tænder som antydet til venstre, skyldes at irritamenter overføres igennem odontoblastudløbere til de nervetråde, der ligger i pulpa mellem odontoblasterne. Det er vist ved stor forstørrelse på tegningen til højre. Boret ses længst til højre i firkanten.

  • Dentin’s følsomhed

    Odontoblasternes cellelegemer er grønne med rød kerne, og odontoblastudløberne ligger i dentinkanalerne omgivet af den gule dentin. (P) længst til venstre illustrerer nervetråde, der fra pulpa går ud imellem odontoblasterne. Irritamenterne overføres gennem odontoblastudløbere- og -cellelegemer til de fine nervetråde mellem odontoblasterne.

  • Von Ebner’s linier

    Også dentinen har linier, der ses på snit gennem tanden. Det er von Ebner’s linier, der stort set løber parallelt med overfladen; det er de tynde striber i den gule substans. De vil på et tværsnit gennem tanden præsentere sig på samme måde som Retzius’ linier i emalje, nemlig som årringe i træ.

  • Aflejring af sekundær dentin ved karies

    Der dannes dentin hele livet. Det sker, idet der aflejres sekundær dentin på væggene i pulpakammer og rodkanal. Særlig kraftig aflejring kan skyldes karies, som det fremgår af tegningen her. Pilen peger på kariesangrebet.

  • Kraftig sekundær dentindannelse ved slid

    Kraftig dannelse af sekundær dentin kan også skyldes slid som vist på dette billede, hvor emaljen er slidt væk på incisalkanten ved pilen. Dannelse af sekundær dentin er en beskyttelse af pulpa.

  • Dentin omgiver og beskytter pulpa

    For en sikkerheds skyld bør det understreges, at al dentin omgiver og beskytter pulpa mod påvirkninger udefra.

  • Cement

    Cement beklæder rodens dentin. Den er farvet brun på denne tegning, og dens ydre og indre flade er markeret med tykke sorte linier. Cementen er tyndest ved tandhalsen.

  • Rodhinden

    Vi ser et udsnit af spalten med rodhinde. Fibrillerne i rodhinden er røde. Cementen er markeret (C) og knoglen (K). Cementens opgave er at fæstne rodhindens fibriller og derved binde tanden til alveolevæggen.

  • Cement

    Cementen ligner knogle både med hensyn til farve, idet den er gullig, og med hensyn til hårdhed. Tegningen viser, at de to væv er lige hårde; det skyldes, at de indeholder samme mængde uorganisk substans.

  • Rodhindens dannelse

    Under oversigten slog vi fast, at tandsækken, der omgiver emaljeorganet, danner rodhinde og cement. Her vises rodhindens dannelse. Den består i, at kollagene fibriller udvikles og organiseres.

  • Der er hverken nerver eller kar i emalje

    Firkanten til højre udfor tandkronen skal illustrere, at kar mangler i emalje. Firkanten til venstre skal illustrere, at nerver mangler i emalje. Altså der er hverken kar eller nerver i emalje.

  • Alveoleknoglen

    Alveoleknoglen, der er tegnet gul med en række huller, udvikles ligesom gingivas lamina propria af bindevæv uden om tandsækken. Lamina propria er grønt. Gingivas epitel, der er ensfarvet mørkegult, udvikles fra kæbevoldens epitel.

  • Dentin består af kollagene fibriller

    Dentin er støttevæv og består som alt støttevæv af kollagene fibriller, her vist med rød farve, amorf grundsubstans, der er vist med lysegul farve samt mineralsalte illustreret ved de mørkegule kugler, der ligger spredt. Et typisk støttevæv, der er mineraliseret.

  • Udvikling af tandanlæg

    Vi ser den hesteskoformede tandliste fra den frie kant. De primære tandanlæg er farvet grønne. De permanente tandanlæg udvikles dels udfor de primære tandanlæg dels på en forlængelse af tandlisten, der skyder sig bagud. Fra listens forlængelse udvikles de bageste tre røde anlæg, der svarer til de permanente molarer. Sammenfattende kan man sige, at samtlige primære tandanlæg samt de permanente tandanlæg til og med præmolarerne kommer fra selve tandlisten, mens de permanente molarer, der ikke afløser primære tænder, udvikles på en forlængelse af tandlisten.

  • Anlæg af primære og permanente tænder

    Alle primære tænder og de fleste permanente anlægges, før barnet fødes.

  • Mineralisering af primære og permanente tænder

    Billedet til venstre skal illustrere, at før fødslen begynder samtlige primære tænder at mineralisere. Tegningen til højre skal illustrere, at de permanente tænder begynder at mineralisere efter fødslen. Der er dog en enkelt undtagelse.

  • Tandfrembrud

    Øverste billede viser, at den første primære tand bryder frem, når barnet er ½ år, mens de øvrige bryder frem, inden barnet er 3 år. Det nederste billede viser, at frembruddet af de permanente tænder finder sted fra 6-12 år. Visdomstanden kommer dog senere.

  • Tandfrembrud

    Frembruddet finder sted, før roden endnu er færdigdannet. På tegningen vises, at en del af kronen er brudt frem, men roden mangler endnu et betydeligt stykke i at være færdig. Det skal understreges, at tanden baner sig vej igennem slimhinden, uden at der udgydes blod, og at forskellige kræfter driver tanden mod overfladen. Måske lettes frembruddet ved, at rester af emaljeorganet danner enzymer, der blødgør vævet, hvorved modstanden mindskes under frembruddet.

  • Fældning og frembrud

    Når de primære tænder har siddet et stykke tid, begynder deres rødder at blive resorberet. Efterhånden løsnes tænderne og fældes. Ofte resorberes tanden helt op til eller et stykke op i kronen. Nedadtil i billedet med vejarbejdsskiltet ses den permanente tand i umiddelbar nærhed af den primære. Når den primære tand er fældet, er der plads til, at den permanente kan bryde frem.

  • TANDHISTOLOGI 1, lektion 3

    Manuskript nr. 229 / dias 69
    Bearbejdet af
    Henrik Løvschall og Erik Christophersen
    Anatomisk afsnit
    Århus Tandlægeskole
    Århus Universitet

  • Emalje

    Emalje beklæder tandkronen og beskytter den underliggende dentin. Det er organismens hårdeste væv og det stærkest mineraliserede. Emalje indeholder kun få procent organisk substans.

  • Emalje

    Emaljens farve er blålighvid. Denne farvenuance har man uden større held søgt at ramme på denne tegning.

  • Emaljekrystaller

    Mineralsaltene i emaljen findes som fine krystaller. De kaldes undertiden krystallitter. Tegningen viser krystaller ved stor forstørrelse.

  • Emaljekrystaller

    Krystallerne er samlet i større enheder, der hedder emaljeprismer. På den store tegning ses tre ameloblaster opadtil. De er ved at danne tre stavformede emaljeprismer. I emaljeprismerne ligger krystallerne i bestemte mønstre. Den lille firkant i det ene prisme er forstørret nedadtil. De tynde nåleformede streger på den store tegning svarer hver til en krystal som vist i forstørrelsen.

  • Emaljeprismer

    Prismerne er tynde stave, der kun er få my (µ) i diameter. De strækker sig fra grænsen mellem emalje og dentin og ud til overfladen. De fine mørke linier på tegningen angiver prismeretningen. Prismerne står praktisk taget vinkelret på både den indre og den ydre overflade. De fine linier angiver kun prismernes retning. Derimod siger de intet om tætheden. Som det fremgik af forrige tegning, ligger prismerne meget tæt ligesom ameloblasterne.

  • Retzius’ linier

    På snit gennem tandemalje ses Retzius’ linier. De er vist som tynde sorte striber og løber nærmest parallelt med overfladen. Linierne skyldes, at mineraliseringen sker med skiftende intensitet.

  • Emaljedannelsen

    Det er værd at bemærke, at mens cementoblasterne kan indlejres og blive til cementocyter, så vil ameloblasterne holde sig helt fri af emaljen, mens odontoblasterne holder sig delvis fri af dentinen, idet kun odontoblastudløberen indlejres.

  • Retzius’ linier

    Retzius’ linier kan bedst sammenlignes med årringe i træ. Øverste tegning viser et tværsnit af en tand; pulpa er rød, dentinen er gul og emaljen blålig. De tynde sorte linier i emaljen er Retzius’ linier; de svarer til årringene, der ses i træet på nederste tegning.

  • Kæbevolden

    Klokkeformen er blevet tydeligere, og formen af klokkens konkavitet røber, at tandkronens form nu er afstukket i store træk. Klokken, (K) kaldes emaljeorganet og består udelukkende af epitel. Det er vist ved den gule farve.