• Færdige spermier

    Færdige spermier (S).
    Spermatiderne (T) gennemgår en række forandringer, inden de bliver til spermier, og en del af de forskellige stadier ses på figuren.

  • Vertikalt snit gennem testis

    Vertikalt snit gennem testis. Kapslen er mærket (A), lobulus (L), og det fortykkede kapselområde (M).

  • Testisparenchymet omfatter sædkænalerne

    Testisparenchymet omfatter sædkanalerne, der er farvet røde og til højre er en mærket (C).
    Den er trukket ud af sin lobulus og derved får man et indtryk af dens længde.

  • Testis’ fraførende gangsystem

    Viser testis’ fraførende gangsystem og dele af sædvejene. De røde sædkanaler løber gennem små ligeforløbende kanaler mærket (R), hen til det fortykkede kapselområde, der danner et net af spalter (T). Herfra er der afløb til bitestiklens hoved gennem en række korte gange, der er røde (I). De tømmer sig i den lange gang, der udgør bitestiklen (E) og den fortsætter som tidligere nævnt i sædlederen (D).

  • Tværsnit gennem tre sædkanaler

    Tværsnit gennem tre sædkanaler, de er nærmest cirkulære med et ret lille lumen. Sædkanalernes vægge består af forskellige celler. De yngste ligger yderst og ind mod lumen ses færdige spermier (S).
    Mellem sædkanalerne ses nogle røde celler, der er hormonproducerende. Testis har to funktioner, dels at danne spermier og dels at producere mandligt kønshormon. Den røde trekant viser et udsnit af væggen i en sædkanal, og væggens opbygning inden for dette snit ses på de følgende billeder.

  • Udsnit af sædkanal

    Den røde snitkant ses til højre og venstre i billedet. I bindevævet (I) uden for kanalerne ses de røde hormonproducerende celler (L) og (B) er yderste lag af væggen i sædkanalerne.

  • Bindevæv og støtteceller

    (B) er bindevæv i væggen og desuden ses nogle uregelmæssige støtteceller (C).

  • Sæddannende celler

    De øvrige celler i væggen er sæddannende celler på forskellige udviklingstrin. (G) er de yngste sæddannende celler.
    De hedder spermatogonier.

  • Spermatocyter

    Næste studie hedder spermatocyter. Ved (1) ses spermatocyter med fuld kromosombesætning, medens (2) markerer spermatocyter med halv kromosombesætning.

  • Spermatocyter bliver til spermatider

    Spermatocyter bliver til spermatider (T).

  • Testis

    Kønskirtlen, testis, er farvet grøn og markeret (T). Den øverste del er skåret bort, og man ser ind i organets indre.

  • Bitestiklen

    Sædvejene omfatter gangsystemet efter testis, og begyndelsen til sædvejene er bitestiklen (E). Bitestiklen er et kommaformet legeme, der består af en 5-6 meter lang stærkt sammenrullet gang.

  • Sædlederen

    Bitestiklen fortsætter i sædlederen, der er farvet rød og mærket (D). Sædlederen går igennem bugvæggen, idet den følger lyskekanalen, der ikke er vist.
    I bækkenhulen løber den ved siden af urinblæren (B) og på blærens bagside fortsætter den i ejakulationskanalen, der er farvet grøn og markeret (J). Den løber gennem blærehalskirtlen.

  • Urinrøret

    I blærehalskirtlen løber ejakulationskanalen sammen med urinrøret, der er farvet blåt (U).
    Det mandlige urinrør, der ender ved spidsen af penis, er både sædvej og urinvej.

  • De kvindelige kønsorganer

    De kvindelige kønsorganer deles i ydre og indre organer, og de indre omfatter kønskirtel, æggeleder, livmoder og skede.
    Kønskirtlen, ovarium eller æggestok, er i venstre side (O). I højre side er den skåret igennem.
    Æggelederen er i venstre side mærket (T). Den er et 10 cm langt rør, der i venstre side er farvet blågrøn, rød og gul. Den laterale del af æggelederen, dvs. den blågrønne del, er tragtformet, og tragtens kant er besat med små frynser, der er markeret (U) i højre side.
    (fortsættes)

  • Prostata

    Den største af de accessoriske kirtler er blærehalskirtlen, prostata, der er farvet rød (H). Den tømmer sit sekret i den del af urinrøret, der løber gennem kirtlen.

  • De kvindelige kønsorganer

    Den lille tegning i højre side viser et kig ind i tragten; i midten ses en åbning (e), der fører ind i æggelederens lumen. Medialt, ved det gule område åbner æggelederen sig i livmoderen (U). Livmoderen, uterus, deles i corpus og cervix. Corpus er malet lilla og rød (g) og (f), og cervix er malet grøn (h).
    Den del af cervix, der stikker ind i vaginas væg hedder portio vaginalis, eller til daglig i klinikken blot portio (2), medens den øvrige del af cervix er markeret (1). I corpus ses livmoderhulheden (k) og i cervix en kanal, der åbner sig på spidsen af portio vaginalis. Desuden ses skeden, vagina (V).

  • Urinblæren og sædblæren

    Viser de to øvrige accessoriske kirtler. På bagsiden af urinblæren (B) ses sædblæren, der er gullig og mærket (V). Den sender sit sekret til sædlederen kort før denne munder i ejakulationskanalen. Den mindste kirtel er farvet lyserød og mærket (G). Den ligger ved roden af penis og tømmer sit sekret i urinrøret, der er farvet blåt.
    Billedet giver en oversigt over de indre kønsorganer. Desuden ses de ydre, der omfatter penis med urinrør samt pungen (P).

  • Skematisk tegning af ovariet

    Skematisk tegning af ovariet, der viser opbygningen.
    Ovariet består af bark og marv. Barken er gul og markeret (C), medens marven er rød og mærket (M). Yderst er ovariet beklædt med kimepitel (K). I barken findes primære (P) og sekundære follikler (S), samt gule legemer (I). Marven består af bindevæv og kar.

  • Tværsnit af testis

    Vi skal nu gennemgå opbygningen af testis og begynder med et tværsnit, hvor kun bindevævet er vist.
    Bindevævet danner en solid kapsel omkring testis. Kapslen er mærket (A), og herfra går der septa, (S), ind i organet og opdeler organet i lobuli; en lobulus er mærket (L).
    Nedadtil i billedet er kapslen fortykket. Området (M) strækker sig et stykke ind i organet. Her findes et netværk af spalter, der udgør en del af testis’ gangsystem. Den sorte linie viser snitretningen for de næste billeder.

  • Forskellige stadier af primære follikler

    Viser forskellige stadier af primære follikler.
    En primær follikel består af en ægcelle, hvis cytoplasma er gult og kernen grøn. Cellen er omgivet af en solid membran, zona pellucida (Z), samt af follikelepitel (F).
    De yngste follikler opad til venstre i billedet har et enlaget pladeepitel; dette bliver først kubisk, så prismatisk og til sidst flerlaget.

  • Sekundære follikler

    Viser 2 sekundære follikler. I det flerlagede epitel opstår en follikelhule (K), og der er fyldt med follikelvæske. I hulen ligger i en forhøjning (O) der hedder æghøjen.
    På tegningen til højre er follikelhulen (K) vokset meget og æghøjen (O), rager et godt stykke ind i hulen. Ægcellen er stadig omgivet af zona pellucida (Z).

  • En fuldt udviklet sekundær follikel

    Viser en fuldt udviklet sekundær follikel. (F) er follikelepitelet på æghøjen (O) og (R) er de prismatiske follikelepitelceller, der ligger nærmest ægget.
    (Z) er zona pellucida, (K) er follikelhulen og (G) er de follikelepitelceller, der beklæder follikelhulen. Bindevævet (T) omkring folliklen fortættes til en follikelkappe.
    Ved bristning af den sekundære follikel sker ægløsning, ovulation, hvor ægget udstødes på ovariets overflade og opfanges af æggelederen.

  • Udviklingen af ægcellen

    Viser udviklingen af ægcellen. Den mest primitive celle, oogonium, er farvet rød. Den udvikles til en oocyt. Lige som ved udviklingen af sædcellen findes der her to slags oocyter; den yngste, der er blå, har fuld kromosombesætning, medens den ældste, der er brun, har halv kromosomantal. Til sidst bliver oocyten til en moden ægcelle ovum (O), men i modsætning til spermierne har ovum bevaret sin oprindelige kugleform.

  • Livmoderens opbygning

    Viser livmoderens opbygning.
    Den består af slimhinde, der er gul (E), slimhinden kaldes endometrium.
    Næste lag er et tykt rødt muskellag (M) og yderst ses med blågrå farve bughinden (P). (L) er livmoderhulheden og (C) kanalen i uterus’ cervix-afsnit.

  • En cyklisk periode

    Endometriet karakteriseres ved sine cykliske forandringer; dvs. det afstødes og erstattes igen hver måned. Billedet er en slags kurve, hvor den vandrette akse angiver dagene i en cyklisk periode, og den lodrette akse angiver slimhindens tykkelse. Endometriet er mærket (E) og uterus’ muskellag er mærket (M). De cycliske forandringer ender som det ses til venstre i billedet med menstruation. Det meste af slimhinden, ved (A), afstødes, dvs. ned til den punkterede linie. Kun området (B) er tilbage.
    (fortsættes)

  • En cyklisk periode

    I løbet af de første 14 dage efter menstruationen gendannes endometriet, og i de sidste 14 dage secernerer kirtlerne (K) kraftigt.
    De røde strukturer i endometriet er kar. De cykliske forandringer skaber de gunstigste betingelser for æggets indlejring i slimhinden; de styres hormonalt.

  • UROGENITALSYSTEMET I lektion 2. Genitalia masculina

    Manuskript nr. 157 / dias 66
    Bearbejdet af
    Henrik Løvschall og Erik Christophersen
    Anatomisk afsnit
    Århus Tandlægeskole
    Århus Universitet

  • De mandlige kønsorganer

    Fremstilling af de mandlige kønsorganer med nærliggende relationer. (B) er urinblæren, (R) rectum og (C) symfysen. Endvidere er pungen markeret (P).
    De mandlige kønsorganer deles i ydre og indre organer, og de indre omfatter kønskirtel, sædveje og accessoriske kirtler.

  • De mandlige urinveje

    Urinrøret omgives af 2 ringmuskler; en glat, der ligger ved blærehalsen, og en tværstribet, der ligger under bækkenbunden. Den sidste står under viljens herredømme, undtagen hos spædbørn.
    Urinrøret er hos manden ca. 18-20 cm langt, medens det hos kvinden kun er 3-4 cm.

  • Nyrens overflade er glat og farven rødbrun

    Her er det meste af bindevævskapslen (K) fjernet. Den mediale kant er vist med runde mærker og ved pilehovedet ses en del af fedtkapslen. Nyrens overflade er glat og farven rødbrun.

  • Urinvejenes relationer hos kvinden

    Urinvejenes relationer er forskellige hos de to køn. Hos kvinden ligger blæren (B) bag symfysen (S) og foran uterus (U) og vagina (V), i hvis forvæg urinrøret ligger indlejret, sammen går de to strukturer igennem bækkenbunden diafragma pelvis, og urinrøret munder ved (Å) umiddelbart foran vaginas ydre åbning. Rectum er (RE).

  • Nyrerne hører til de primært retroperitoneale organer

    Her er et fotografi af plastikmanden på studiesalen. Vi ser ind på bageste bugvæg og de primært retroperitoneale organer.
    Nyrerne hører til de primært retroperitoneale organer, idet de er anlagt bag peritoneum og aldrig har haft krøs. De ligger på hver side af rygsøjlen og øverste del dækkes af de nederste ribben. Det sidste får man indtryk af ved at se på ribbenene der i begge sider er skåret igennem.
    (fortsættes)

  • Urinvejenes relationer hos manden

    Tegningen viser urinvejenes relationer hos manden.
    Blæren (B) ligger bag symfysen (S) og umiddelbart foran rectum, (RE). Urinrøret løber gennem prostata (P). (SV) er sædblæren.

  • Binyren er ligeledes primært retroperitoneal

    Binyren, der ligeledes er primært retroperitoneal, er det lyse organ på øverste nyrepol. Bag nyren ligger bageste bugvæg med de store kar. Da nyrerne er primært retroperitoneale organer betyder det, at de foran sig må have sekundært retroperitoneale og intraperitoneale organer.
    På billedet ses venstre nyres relation til milten.

  • UROGENITALSYSTEMET I lektion 3 Genitalia feminina

    Manuskript nr. 158 / dias 19
    Bearbejdet af
    Henrik Løvschall og Erik Christophersen
    Anatomisk afsnit
    Århus Tandlægeskole
    Århus Universitet

  • Nyrernes relationer

    Tegningen viser en del af nyrernes relationer. Foran højre nyre (EN) ligger duodenums nedadrettede del (DU) og flexura coli dexstra, hvor colon ascendens er markeret (CA).
    Endvidere dækker leveren, der ikke er vist på billedet, højre nyres forflade. Foran venstre nyre (VN) ligger pancreas (PA), flexura cola sinistre, hvor colon descendens er markeret (CD), milt (MI) og ventrikel, der ikke er vist på billedet. På øverste nyrepoler sidder binyrerne mærket (HB) og (VE).

  • Snit gennem nyrerne

    Her er vist et snit gennem nyrerne, hvor man ser nyreparenchymet. Parenchymet består af bark og marv. Barken danner en perifer bræmme og strækker sig desuden mellem nyrepyramiderne der udgør marven. Der er 10-12 nyrepyramider, hvoraf 6 ses på figuren. På basis af pyramiderne, der vender ud mod overfladen, findes mange tætstillede udløbere, der kaldes marvstråler, og som næsten når ud til overfladen.
    (fortsættes)

  • Snit gennem nyrerne

    Barkens udløbere ind mellem pyramiderne minder om søjler; det er imidlertid kun på snit; i virkeligheden omslutter barken pyramiderne på alle sider, som en hætte, dog med undtagelse af pyramidespidserne.
    Den ovale figur til venstre svarer til hilum renale, og pilen peger ind i et smalt rum, der begrænses af nyreparenchym; rummet har form som en stiklomme, med åbningen ved hilum.

  • Nyrebækkenet

    I stiklommer ligger nyrebækkenet (A) samt nyrekar og fedt. Hver pyramidespids danner en nyrepapil, der omsluttes af et kort rør (C).
    Røret kaldes et nyrebæger, og nyrebægrene løber delvis sammen svarende til (B) for til sidst at løbe helt sammen i nyrebækkenet (A), der er en flad beholder.

  • Udsnit af nyren

    Tegningen viser et udsnit af nyren, (hvor barken er rød og marven gul). Det smalle sorte område yderst dvs. øverst i billedet er den tynde bindevævskapsel. Nyrerne er opbygget af nephroner og samlerør. Nephronet består af et nyrelegeme, (r) og et kanalafsnit (a), (b) og (c), der tømmer sig i et samlerør (f). Samlerøret fortsætter gennem marven til pyramidespidsen (G), hvor det tømmer sig i nyrebægeret og videre ud i nyrebækkenet.
    (fortsættes)

  • Udsnit af nyren

    På snitfladen nederst ses en del åbninger af samlerør på nyrepapillen. Der er vist to nephroner; et der ligger et stykke ude i barken (N) og et der strækker sig langt ind i marven (Nj).
    Nephronets kanalafsnit begynder med en snoet kanal (a) i barken; den fortsætter i en hårnåleformet kanal, Henle’s slynge (b), der strækker sig ned i marven, og som igen afløses af en snoet kanal (c), der ligger i barken; den tømmer sig i et samlerør. Det er vigtigt at bemærke, at samlerørene ikke hører med til nephronet.

  • Glomerulus og Bowmann’s kapsel

    Tegningen viser væggenes opbygning i nephron og samlerør. Nyrelegemet består af et karnøgle, glomerulus, der er rødt, og Bowmann’s kapsel. Karnøglet modtager blod fra en tilførende arterie, vas afferens, og blodet forlader karnøglet gennem en fraførende arterie, vas efferens. Bowmann’s kapsel består af to blade, et parietalt blad (R) og et visceralt blad, der omslutter karnøglet. De to blade, der består af enlaget pladeepitel, er skilt fra hinanden ved en spalte, der hedder kapselrummet.
    (fortsættes)

  • Glomerulus og Bowmann’s kapsel

    Den er som lumen i hele kanalsystemet vist med sort. Fra blodet i glomerulus filtreres en væske, der løber ud i kapselrummet og videre gennem nephronet. På vejen sker dels resorption og dels sekretion af forskellige stoffer, hvorved væsken omdannes til urin. Væggen i de snoede kanaler (A) og (C) og i en del af Henle’s slynge (B) svarende til (2)-tallet består af kubiske celler. Resten af Henle’s slynge svarende til (1)-tallet består af enlaget pladeepitel, medens cellerne i samlerørene (F) er prismatiske.

  • A. renalis

    Nyrearterien, a. renalis (L), går gennem hilum og ind i stiklommer, hvor den sender grene (a) op mellem pyramiderne til pyramidebasis.
    Fra (a) afgår (b), der igen deler sig i mindre grene (c), og fra (c) afgår vas afferens til glomerulus.
    Vas efferens fører blodet fra glomerulus til et kapillærnet, omkring nephronets kanalsystem; dette kapillærnet ernærer nyrekanalerne.

  • Venerne følger arterierne

    Tegningen viser, at venerne i princippet følger arterierne.
    Venerne samles i nyrevenen (v) renalis, der tømmer sig i v. cava.inf.

  • De mandlige urinveje

    Her er en skematisk tegning af de mandlige urinveje. Urinvejene om fatter nyrebækken (P), urinleder (U), urinblæren, Bladder, og urinrøret, der er farvet rødt.
    Nyrebækkenet begynder med korte rør, nyrebægre, der omslutter nyrepapillerne og modtager urinen fra samlerørerne. Nyrebægrene er farvet lysegrønne og (N) markerer selve nyren. Nyrebækkenet ligger i stiklommer, og uden for nyren fortsætter det i urinlederen, der munder i blæren ved (UI).
    (fortsættes)

  • De mandlige urinveje

    Urinblæren er en beholder for urinen, den kan rumme 2 liter, og dens form afhænger af fyldningsgraden.
    Urinrøret fører urinen fra blæren til overfladen. Hos manden løber urinrøret gennem blærehalskirtlen, prostata. Den del af urinrøret, der ligger i prostata, er mærket (UA). Det går derefter gennem bækkenbunden ved (S) og ind i roden af penis. Den del af urinrøret, der ligger i penis, er mærket (UP). Ydre åbning er mærket (Å).
    (fortsættes)

  • Hilum renale

    Nyren har to flader, en forflade, som ses på billedet, og en bagflade. Desuden har den to poler og to kanter. Her er lagt et snit langs den konvekse laterale kant, og snittet er lagt så forsigtigt, at kun bindevævskapslen er skåret igennem. En finger er ført ind mellem kapsel og nyrevæv, og man får indtryk af, at kapslen er meget tynd. Pilehovedet viser, hvor kapslen er løsnet fra selve nyrevævet. Til venstre ses den mediale kant, der er indkærvet på midten. Pilen peger på indkærvningen, der hedder hilum renale.

  • UROGENITALSYSTEMET lektion I Nyrer og urinveje

    Manuskript nr. 156 / dias 18
    Bearbejdet af
    Henrik Løvschall og Erik Christophersen
    Anatomisk afsnit
    Århus Tandlægeskole
    Århus Universitet

  • Nyre

    Billedet viser en nyre, der er delvis befriet for sin fedtkapsel.
    På den flade, der vender fremad, er fedtkapslen fjernet tillige med nyrefascien, der ligger midt i fedtkapslen. Nyrens overflade er stadig beklædt med en tynd bindevævskapsel.