• Lungevæv er elastisk.

    Lungevæv er meget elastisk.

  • Lungevæv er sejt

    Endvidere er lungevæv sejt. Det betyder, at det er vanskeligt at hale i stykker; det er også vanskeligt at skære i stykker.

  • Lungerne ses in situ

    Forreste brystvæg er fjernet og lungerne ses in situ. Mellem lungerne ligger hjertet, H, omgivet af hjerteposen. Hjertet danner en dyb impression, I, i venstre lunge. Basis af lungerne hviler på diafragma, D, og lungespidsen, apex, E, når helt op i halsroden. Lungefladen mod brystvæggen er konveks, idet den følger ribbenenes krumning.

  • Hilus pulmonis

    Venstre lunge ses til venstre på tegningen og højre lunge til højre. Vi ser ind på den flade af de to lunger, der vender mod mediastinum. Den er ujævn, idet flere organer og store kar danner impressioner. Midt på fladen ses et kommaformet område, hilus pulmonis, hvor lungeroden går ind i lungen. (fortsættes)

  • Lungeroden

    Lungeroden består af hovedbronchie (I), lungearterie (A) og lungevener (W). På højre lunge ses to arterier (A) og to bronchier. Det skyldes, at vi ser ind i lungen, hvor delingen af lungearterier og hovedbronchier har fundet sted. Hjertet danner impression (H) på begge lunger, men mest på venstre. Oesophagus danner en fure (E) på højre og aorta (O) på venstre. Altså impression af hjertet på begge lunger, mest på venstre. På højre impression af oesophagus og på venstre impression af aorta.

  • Bronchier

    Her ses nederste del af trachea (T) og hovedbronchierne (D). Hovedbronchierne deler sig i lappebronchier, der er farvet lysegule; hver lappebronchie er markeret med et pilehoved. Højre lunge har tre lapper og derfor tre lappebronchier. Venstre lunge har to lapper og to lappebronchier. Hver lappebronchie afgivet et antal segmentbronchier, der er farvet lyst orange. En segmentbronchie forsyner et lungesegment. Det vil sige et mindre lungeafanit. Fra hver segmentbronchie afgår finere og finere grene. De er vist med rødbrun farve. De mindste af grenene kaldes bronchioli. De går til de små lungeafsnit, der hedder lungelobuli, og som på overfladen er 1-2 cm.

  • Lungelobuli

    Her er to lungelobuli og billedet viser de fineste forgreninger af bronchietræet. Bronchioli er markeret (O). I de mindste optræder der spredte alveoler. Det er de små buler på væggen. Efter bronchioli følger alveolegange (G), hvor alveolerne næsten dækker hele væggen. Alveolegangene ender i alveolesække (S), hvor væggen udelukkende består af alveoler. Nogle af alveolerne er markeret (A). (fortsættes)

  • Lungelobuli

    I lobulus til højre vises, at alveolevæggen får blod fra lungearterien (U) og at blodet fra alveolen går til lungevener (W). Arterien følger nøje bronchietræet, mens venerne løber mellem lobuli og mellem segmenterne. Lungearterier og lungevener der er repræsenteret på denne tegning udgør lungernes funktionelle karsystem. Der findes desuden et nutritivt karsystem, der ikke er vist her. Det består af smågrene fra aorta, der ernærer bronchievægge og bindevæv i lungerne. Venerne fra det nutritive system tømmer sig i små venestammer langs hvirvelsøjlen.

  • Lungealveoler

    Her ses tre lungealveoler. Alveolerne er ganske små blærer, der lige kan skimtes med det blotte øje. De er grydeformede og deres væg består hovedsageligt af et meget tæt rundmasket kapillærnet; det er vist på alveolen til højre. Nettet får blod fra lungearteriens grene. Den tynde hvide linie nærmest lumen i alveolerne er et lag meget flade celler, der adskiller kapillærnettet fra luften. Det tætte net, og den ringe afstand mellem blodet i kapillærerne og luften i alveolerne muliggør en effektiv iltning af blodet og fjernelse af kuldioxid.

  • Trachea, hovedbronchier, lunger og lungehinder

    Det viser trachea, hovedbronchier, lunger og lungehinder. Vi ser først på figuren til højre. Lungerne er omgivet af lungehinden, pleura, der er vist med gulgrøn farve. Pleura er en serøs membran, der består af to blade, et visceralt blad (V) og et parietalt blad (P). Det viscerale blad beklæder hele lungers overflade undtagen ved hilus pulmonist (O). Ved hilus fortsætter det viscerale blad i det parietale, der beklæder brystvæggens indside. (fortsættes)

  • Trachea, hovedbronchier, lunger og lungehinder

    Spalten mellem de to blade er ganske smal, med en minimal mængde væske. Det er lettere at forstå de to blade i lungehinden, når man kigger på figuren til venstre. Lungehinden kan sammenlignes med en stor blød bold, og lungen med en ballon på et skaft, der presser en bule i den store bold. Til venstre er ballonen kun presset et lille stykke ind, mens den til højre er presset længere ind og samtidig er den pustet op. Derved kommer boldens kant til at omslutte ballonens stilk (O). På grund af ballonens, altså lungers størrelse til højre, kommer boldens to blade (V) og (P) til at ligge nær hinanden.

  • Lungevæv knitrer

    Lungevæv knitrer, når man trykker på det. Den knitren, man fremkalder, kan minde om den lyd, der fås ved at presse en snebold i frostvejr.

  • Svømmeprøven

    Små stykker normalt lungevæv kan flyde på vand. Det skyldes indholdet af luft. Glasset til højre viser normalt lungevæv. I glasset til venstre synker lungevævet til bunds. Det skyldes, at vævet er lufttomt. Det er tilfældet, hvis et barn har været dødfødt eller hvis prøven stammer fra en patient, der er død af lungebetændelse. I lungerne på en dødfødt har der aldrig været luft, og i lungerne fra en patient med lungebetændelse vil luften være trængt væk af betændelsen. Prøven er vigtig og huskes bedst på dens uofficielle navn, “svømmeprøven”.

  • Mediansnit gennem næsehulen

    Inden vi forlader billedet læg mærke til, at spiserøret (S) ligger umiddelbart bag luftrøret (L). Foran luftrøret ses på snittet lidt af skjoldbruskkirtlen. Det er den ovale figur, der krydses af pilen til (L).

  • Snit gennem væggen i larynx

    Her er et snit gennem væggen i larynx. Ind mod lumen, dvs. opad i billedet er der slimhinde. Den består af epitel og lamina propria. Lamina propria er den del af det lyse lag, der ligger nærmest epitelet. Epitelet er respirationsvejsepitel ved (R). Det vil sige enlaget flerradet prismatisk epitel med kinocilier og bægerceller. (fortsættes)

  • Snit gennem væggen i larynx

    Hvor larynx slimhinde er udsat for særlig stor mekanisk påvirkning, er slimhindeepitelet flerlaget pladeepitel, som ved (F). Det gælder de ægte stemmebånd og bagsiden af strubelåget. De ægte stemmebånd påvirkes mekanisk, når stemmeridsen lukker, idet båndene lægger sig mod hinanden og bagsiden af strubelåget påvirkes, når aditus laryngis lukker. (fortsættes)

  • Snit gennem væggen i larynx

    Det tykkeste lag i larynx er tela submucosa. På tegningen er det laget med kirtler (K), membraner (M), muskler (U) og bruske (B). Altså tela submucosa strækker sig fra (K) og til og med (B). Kar og nerver findes i tela submucosa, men er ikke vist. Yderst i larynx – her forneden på tegningen – findes et lag bindevæv, adventitia (A). Grænsen mellem tunica mucosa og tela submucosa er uskarp, idet lamina muscularis mucosae mangler overalt i luttvejene.

  • Trachea

    Luftrøret, trachea, er markeret (T) og nederst på tegningen har vi de to hovedbronchier (H). Trachea er et 10-12 cm langt rør. I for- og sidevægge findes bruskringe, der ligger med små mellemrum. Det er årsagen til tværstribningen på luftrørets udside. Luftrøret begynder midt på halsen ved underkanten af cartilago cricoidea og ender på overgangen mellem mediastinum superius og inferius. Det begynder i samme højde som spiserøret, men ender betydeligt før. For at se luftrøret helt frit som her, har man fjernet skjoldbruskkirtlen, der dækker et betydeligt område mellem (T) og (R) på tegningen. Det er i øvrigt svært at fjerne kirtlen, da den er bundet fast til luftrøret. Øverst ses larynx. Det er repræsenteret af cartilago thyroidea (S) og cartilago cricoidea (R).

  • Aortabuen

    I mediastinum superius ligger aortabuen (A) foran trachea, før den krydser henover venstre hovedbronchie. (B) og (Y) er lungearterier. (Z) er en vene og (O) er lymfeknuder, der findes i stort tal ved tracheas delingssted. Bag trachea har oesophagus ligget.

  • Trachea

    Trachea består af de samme lag som larynx. Nærmest lumen ligger tunica mucosa, der består af lamina epithelialis (E), og halvdelen af det efterfølgende grålige lag, der danner lamina propria. Det næste lag er tela submucosa, hvor brusk (H) er placeret. Det yderste lag er adventitia, (A). Epitelet i slimhinden er enlaget flerradet prismatisk epitel med bægerceller og kinocilier. Tela submucosa indeholder brusk i for- og sidevægge, men glat muskulatur (M) i bagvæggen hvor brusken mangler. (fortsættes)

  • Trachea

    Det elastiske bindevæv, der binder bruskene sammen, hører også til tela submucosa. Bruskene består af hyalinbrusk. De har form som et C med bogstavets åbning bagud, dvs. opad på billedet. Bruskene ligger tæt over hinanden, men i det smalle mellemrum mellem dem består væggen af en elastisk bindevævsmembran. Lagene i larynx og trachea er slimhinde – uden lamina muscularis mucosae – derefter tela submucosa med bruske, kirtler, glat muskulatur og membraner og endelig yderst adventitia. x

  • LUFTVEJE 1. trin, lektion 3

    Manuskript nr. 272/ dias 65, Bearbejdet af Henrik Løvschall og Erik Christophersen, Anatomisk afsnit, Århus Tandlægeskole, Århus Universitet

  • Trachea, hovedbronchier og lungerne

    Her ses nederste del af trachea, de to hovedbronchier og lungerne forfra. Lungerne, pulmones, er delt i lapper af dybe fissurer, der er vist med pile. Højre lunge har tre lapper: en overlap (H), en mellemlap (E), og en underlap (D). Venstre lunge har to lapper, en overlap (O) og en underlap (N). De to lunger danner tilsammen en kegle. Hver lunge udgør en halv kegle, hvis basis vender nedad. Lungestørrelsen varierer med luftindholdet. Tegningen viser lunger i en mellemstilling mellem indånding og udånding. På grund af luftindholdet er lungerne lette. Vægtstigningen kan blive betydelig, hvis der er for meget blod eller anden væske i lungevævet.

  • Aditus laryngis

    Her ses larynx oppefra. Det er det billede, der ses på en patient, når man undersøger larynx gennem et særligt spejl, der minder om tandlægens mundspejl; det føres bagud gennem munden til svælget. Øverst i billedet ved (R) ses radix linguae. Og derunder indgangen til larynx, altså aditus laryngis. Indgangen begrænses af epiglottis (E) lige under tungeroden samt af en slimhindefold i højre og venstre side (P). Folden hedder plica aryepiglottica. Navnet refererer til at folden strækker sig fra epiglottis til cartilago arytenoidea. (fortsættes)

  • En frisk udtaget lunge

    Dette er en frisk udtaget lunge. Når lungerne tages ud af brystkassen, falder de sammen omtrent som en ballon, der mister luften, idet de er elastiske. Billedet viser, at bundfarven er rød. Men det er karakteristisk, at der i den røde farve er mange mørke striber og pletter. Dette sorte mønster skyldes aflejring af kulstøv fra indåndings-luften og mangler derfor hos små børn. (fortsættes)

  • Aditus laryngis

    Aditus laryngis er her vidåben. Vi kigger ned i den øverste del af larynx og videre gennem stemmeridsen (G) og ned i den nederste del af larynx, der ligger i mørke. De ægte stemmebånd (V) ses tydeligt, idet de ligger nærmere midtlinien end de falske stemmebånd (F). Under synkning lukker aditus laryngis, idet epiglottis (E), og plica aryepiglottica (P) i højre og venstre side lægger sig mod hinanden. Derved beskytter de nedre luftveje mod f. eks. fødepartikler. Hvis man ikke når at lukke aditus f. eks. når man får noget galt i halsen, så træder en anden beskyttelsesmekanisme i funktion, nemlig hosterefleksen. (fortsættes)

  • En frisk udtaget lunge

    Lungens overflade er blank, glat og spejlende. Det sidste fremgår af de mange reflekser, der ses i billedet. Den blanke, glatte overflade skyldes, at lungen er beklædt med lungehinde. Lungens overflade er groft lobuleret. Lobuli er 1-2 cm store. De adskilles af fine mørke striber af kulstøv. Lobuleringen, der viser sig som inddeling i felter, ses adskillige steder på billedet.

  • Aditus laryngis

    Området mellem (F), der er de falske stemmebånd og (P), der er plica aryepiglottica, er meget følsomt. Ved den mindste irritation fremkaldes kraftig hoste. Hos skindøde og hos patienter, der er under helbedøvelse, sættes begge disse beskyttelsesforanstaltninger ud af funktion. Det betyder, at blod f. eks. fra mundhulen eller indhold fra mavesækken uhindret kan strømme igennem aditus og videre ned i luftvejene til lungerne. Situationen er livsfarlig. Derfor bedøver man aldrig en patient, der har føde i mavesækken, og hvis det er nødvendigt at bedøve, må mavesækken først pumpes tom. (fortsættes)

  • Lungerne er bløde

    Lungerne er bløde som en dyne

  • Aditus laryngis

    Billedet af den vidåbne aditus laryngis bør altid stå i ens erindring i disse situationer. De ægte stemmebånd eller stemmelæber, (V), er meget bevægelige folder. Når de bevæger sig ændrer stemmeridsen stadig form og størrelse. Det sker under tale og respiration. Når de to stemmebånd lægger sig sammen i midtlinien, lukkes stemmeridsen og dermed larynx snævreste parti. Larynx kan med andre ord aflukkes to steder, der begge ses på dette billede, nemlig aditus laryngis og stemmeridsen. Det er klart, at de falske stemmebånd (F) må ligge længere fra midtlinien end de ægte, da man uhindret kan se de ægte stemmebånd oppefra.

  • Har konsistens som en svamp

    …og har iøvrigt konsistens som en svamp.

  • Mediansnit gennem næsehulen

    Dette er et mediansnit gennem næsehulen, der er rød; mundhulen er let kendelig på tungen. Svælget er let grønligt; det ligger bag næsehule, mundhule og larynx. Svælget går over i spiserøret (S) udfor den nederste streg fra (R). Indgangen til strubehovedet begrænses fortil af strubelåget (E). Nedadtil fortsætter strubehovedets lumen i luftrøret (L). Overgangen mellem strubehoved og luftrør ligger i nøjagtig samme højde som overgangen mellem svælg og spiserør, altså langs nederste streg fra (R). I strubehovedets væg ses cartilago thyroidea (T), og cartilago cricoidea (R). (fortsættes)

  • Mediansnit gennem næsehulen

    Billedet viser, at larynx hører til halsindvoldene, der alle ligger i spatium viscerale. Larynx ligger foran pharynx, der igen ligger umiddelbart foran columna. Hvirvellegemerne er tegnet gule. Luften går normalt gennem næsehulen, der er rød, til næsesvælgrummet, der er den øverste del af pharynx, videre bag tungen gennem mundsvælgrummet til aditus laryngis. Føden passerer igennem mundhulen og glider ned langs den bageste del af tungen forbi epiglottis og aditus laryngis, der under denne passage lukker. Det vil sige, at luftvej og fødevej krydser hinanden i pars oralis pharyngis. (fortsættes)

  • LUFTVEJE 1. trin, lektion 2

    Manuskript nr. 271/ dias 64, Bearbejdet af Henrik Løvschall og Erik Christophersen, Anatomisk afsnit, Århus Tandlægeskole, Århus Universitet

  • Strubehovedet, luftrør og bronchier

    Nedre luftveje omfatter strubehovedet (A), luftrør (B) og bronchier (C). Strubehovedet larynx forbinder pharynx med luftrøret.

  • Larynx skåret igennem frontalt

    Her er larynx skåret igennem frontalt. Lumen (V), (I) og (C) er timeglasformet. Det smalleste sted på timeglasset ligger ved (I). (Æ) er de ægte stemmebånd, og spalten mellem dem er stemmeridsen. Den ligger umiddelbart under (I). Lidt højere oppe ligger de falske stemmebånd (U). Stemmeridsen kan lukkes helt, når de ægte stemmebånd (S) går sammen i midtlinien. (fortsættes)

  • Larynx skåret igennem frontalt

    Den øverste udvidede del af larynx (V) strækker sig fra larynx’ indgang – det er øverste åbning på tegningen – til de falske stemmebånd (U). Indgangen til larynx hedder aditus laryngis. Den nederste udvidede del (C) strækker sig fra de ægte stemmebånd til luftrøret. Væggene i larynx indeholder bruske. Det er de blå områder (G). Bruskene kan bevæges af muskler, der ikke er vist på tegningen.

  • Cartilago thyroidea

    Den største af larynx’ bruske er skjoldbrusken, cartilago thyroidea. Fig. a viser brusken forfra, b bagfra og c fra venstre side. Cartilago thyroidea består af to plader (L), der hænger sammen fortil i en næsten ret vinkel. Det er denne vinkel, der danner en prominens (P), på halsens forside. Den kan let føles, især hos manden, hvor den kaldes adamsæblet. Fig. b viser, at der bagtil er stor afstand mellem pladerne.

  • Cartilago cricoidea

    Under cartilago thyroidea ligger ringbrusken, cartilago cricoidea. Fig. a viser ringbrusken set fra venstre side, b bagfra og c oppefra.Ringbrusken ligner en signetring med pladen (M) liggende bagtil. Øverst på pladen skimtes to ovale felter. De er lidt lysere blå end den øvrige del. Det er to ledfacetter, hvorpå de to små tudbruske er anbragt. De ses på næste billede.

  • LUFTVEJE 1. trin, lektion 1

    Manuskript nr. 270/ dias 63 Bearbejdet af Henrik Løvschall og Erik Christophersen Anatomisk afsnit Århus Tandlægeskole Århus Universitet

  • Larynx’ bruske og en del af luftrøret set bagfra

    Her er larynx’ bruske og en del af luftrøret set bagfra. Cartilago cricoideas pladedel (O). Tudbruskene (Y), der står på pladens øverste kant. Tudbrusken hedder cartilago arytenoidea. Det er to små pyramider, der kan glide og rotere på signetpladen takket være ledforbindelsen.Strubelågsbrusken (E) ligger opadtil. Det er cartilago epiglottica. Den strækker sig ned mellem cartilago thyroideas to plader- pladen i højre side er mærket (T).(fortsættes)

  • Øvre luftveje

    Øvre luftveje begynder med ydre næse og ender ved indgangen til strubehovedet. Næsen er pyramideformet med en nedre flade med næseborene og to sideflader, hvoraf en er mærket (A). De tre flader mødes ved næsetippen (D). Hver sideflade ender nedadtil med næsefløjen, alae nasi (E), mens de fortil går over i næseryggen (B). Næseryggen fortsætter opadtil i næseroden (C). På nedre flade ligger næseborene, nares (F). De er ovale og begrænses lateralt af alae nasi (E), og medialt af septum nasi, der ikke er markeret.

  • Larynx’ bruske og en del af luftrøret set bagfra

    Cartilago epiglottica består af elastisk brusk, mens de øvrige er hyalinbruske. Cartilago thyroidea (T), og os hyoideum (H), er forbundet ved hjælp af en bindevævsmembran (M).I larynx findes flere membraner, der forbinder bruskene indbyrdes, og nogle steder danner ligamenter. Det gælder f. eks. ligamentet i de ægte stemmebånd.

  • Forreste del af ansigtsskelettet

    viser forreste del af ansigtsskelettet. Øverste del af ydre næses skelet dannes af knogler med periost (N), mens næsebruskene med perichondrium danner skelet i nederste del. Næsebrusken, der er tegnet blå, består af hyalinbrusk, som ikke forbener. På billedet er fjernet hud og underhud med muskler, kar og nerver.

  • Larynx

    Fig. a viser larynx muskler bagfra. Fig. b og c viser larynx fra højre side. På fig. b er højre plade i cartilago thyroidea fjernet, mens den er bevaret på fig. c. Larynx indre muskler deles i tre grupper, der på billedet er vist med forskellige farver. Den ene gruppe er tegnet rød. Det er de muskler, der lukker aditus laryngis og forsnævrer øverste del af larynx. (fortsættes)

  • Næsehule

    Her ses et sagittalt snit gennem hovedet, der viser lateralvæg i næsehule og næsesvælgrum. Nedadtil ses processus alveolaris med tænder, og ganen er mærket (P). Næsehulen, cavitas nasi, inddeles i forgården, vestibulum nasi, (U), og den egentlige næsehule, cavitas nasi propria. Vestibulum nasi ligger lige indenfor næseborene og er i modsætning til cavitas nasi propria beklædt med hud. I vestibulum nasi findes nogle stive hår. Cavitas nasi propria udgør størstedelen, og den er begrænset af vægge, der alle er beklædt med slimhinde. (fortsættes)

  • Stemmebåndsadduktorer

    På fig. a ses på hver side af midtlinien en lilla muskel. Det er den muskel, der fører stemmebåndene fra hinanden og udgør anden gruppe. Det er en kraftig muskel, den fungerer som stemmebånds abduktor. De resterende muskler udgør tredje gruppe; den fører stemmebåndene mod hinanden. De er farvet meget mørke. De betegnes stemmebånds-adduktorer.

  • Conchae nasales

    Lateralvæggen præges af de tre næsemuslinger, conchae nasales, (1), (2) og (3). Kun den nederste musling, (3) er en selvstændig knogle; de to øverste hører til sibenet. Næsemuslingerne er tynde bøjede knogleplader med en nederste fri kant, og de er beklædt med en tyk slimhinde. Loftet i næsehulen er smalt og dannes fortil af næseryggen (N) længere bagtil af lamina cribrosa ossis ethmoidalis (L), og helt bagtil af forfladen af corpus ossis sphenoidalis (S). Gulvet dannes af den hårde gane, (P).

  • Frontalsnit gennem cavitas nasi propria

    er et frontalsnit gennem cavitas nasi propria og nogle af næsens bihuler. Kæbehulen i den ene side er mærket (S). Mellem conchae nasales, (a), (b) og (c), ligger næsegangene, der er farvet sorte. Nedre næsegang er mærket (A) og mellemste næsegang (E). Øvre næsegang ligger under concha nasalis superior (a). Denne næsegang er lille. Den tykke næseslimhinde, der er farvet orange, er meget fast bundet til knogler og bruske.

  • Septum nasi

    viser næseskillevæggen, septum nasi. Den forreste del, der er malet blå, består af brusk, mens den bageste del er knogle, (K).

  • Lateralvæggen i næsehulen

    Viser lateralvæggen i næsehulen. En del af næsemuslingerne er fjernet for at skaffe overblik over de åbninger, der findes i væggen. I nederste næsegang ses udmundingen af tårekanalen (A), mens resten af kanalen er stiplet. I de øvrige næsegange munder næsens bihuler, dvs. kæbehule ved (B), pandehule ved (C), sibensceller ved (D) og kile-benshule ved (E). Åbningerne til næsens bihuler er små og lukkes let, f. eks. under forkølelse; derved spærres af løbet for det sekret, der dannes i bihulerne. Forbindelseskanalen fra pandehulen, der er det mørke område øverst, og til udmundingen ved (C) er lang.

  • Frontalsnit gennem cavitas nasi propria

    Til venstre ses et frontalsnit gennem cavitas nasi propria, hvor septum nasi er mærket (P), og concha nasalis superior (U). Næseslimhinden deles i et mindre lugteområde, regio olfactoria, og et meget større område, regio respiratoria. Regio olfactoria er farvet rødt på figuren til venstre. Det ligger på concha nasalis superior og på næseskillevæggen overfor. Lugteområdets slimhindeepitel ses forstørret på tegningen øverst i højre hjørne. (fortsættes)

  • Lugtecellerne er bipolare nerveceller

    Epitelet er af en særlig type, idet lugtecellerne er bipolare nerveceller, (M). Det er det eneste sted hos mennesket hvor der er nerveceller i slimhindens epitel. Resten af næseslimhinden er farvet blå på tegningen til venstre og hører til regio respiratoria. Epitelet (E) på nederste figur til højre, er respirationsvejsepitel. Det består af flerradet prismatisk epitel med kinocilier (I), og bægerceller (Æ). Til øvre respirationsveje hører endvidere pars nasalis pharyngis, der er luftvej, og pars oralis pharyngis, der både er føde- og luftvej. Pharynx er beskrevet i programmet for fordøjelseskanalen, lektion 2.

  • Bronchier

    Her ses nederste del af trachea (T) og hovedbronchierne (D). Hovedbronchierne deler sig i lappebronchier, der er farvet lysegule; hver lappebronchie er markeret med et pilehoved. Højre lunge har tre lapper og derfor tre lappebronchier. Venstre lunge har to lapper og to lappebronchier. Hver lappebronchie afgivet et antal segmentbronchier, der er farvet lyst orange. En segmentbronchie forsyner et lungesegment. Det vil sige et mindre lungeafanit. Fra hver segmentbronchie afgår finere og finere grene. De er vist med rødbrun farve. De mindste af grenene kaldes bronchioli. De går til de små lungeafsnit, der hedder lungelobuli, og som på overfladen er 1-2 cm.

  • Lungelobuli

    Her er to lungelobuli og billedet viser de fineste forgreninger af bronchietræet. Bronchioli er markeret (O). I de mindste optræder der spredte alveoler. Det er de små buler på væggen. Efter bronchioli følger alveolegange (G), hvor alveolerne næsten dækker hele væggen. Alveolegangene ender i alveolesække (S), hvor væggen udelukkende består af alveoler. Nogle af alveolerne er markeret (A). (fortsættes)

  • Lungelobuli

    I lobulus til højre vises, at alveolevæggen får blod fra lungearterien (U) og at blodet fra alveolen går til lungevener (W). Arterien følger nøje bronchietræet, mens venerne løber mellem lobuli og mellem segmenterne. Lungearterier og lungevener der er repræsenteret på denne tegning udgør lungernes funktionelle karsystem. Der findes desuden et nutritivt karsystem, der ikke er vist her. Det består af smågrene fra aorta, der ernærer bronchievægge og bindevæv i lungerne. Venerne fra det nutritive system tømmer sig i små venestammer langs hvirvelsøjlen.

  • Lungealveoler

    Her ses tre lungealveoler. Alveolerne er ganske små blærer, der lige kan skimtes med det blotte øje. De er grydeformede og deres væg består hovedsageligt af et meget tæt rundmasket kapillærnet; det er vist på alveolen til højre. Nettet får blod fra lungearteriens grene. Den tynde hvide linie nærmest lumen i alveolerne er et lag meget flade celler, der adskiller kapillærnettet fra luften. Det tætte net, og den ringe afstand mellem blodet i kapillærerne og luften i alveolerne muliggør en effektiv iltning af blodet og fjernelse af kuldioxid.

  • Trachea, hovedbronchier, lunger og lungehinder

    Det viser trachea, hovedbronchier, lunger og lungehinder. Vi ser først på figuren til højre. Lungerne er omgivet af lungehinden, pleura, der er vist med gulgrøn farve. Pleura er en serøs membran, der består af to blade, et visceralt blad (V) og et parietalt blad (P). Det viscerale blad beklæder hele lungers overflade undtagen ved hilus pulmonist (O). Ved hilus fortsætter det viscerale blad i det parietale, der beklæder brystvæggens indside. (fortsættes)

  • Trachea, hovedbronchier, lunger og lungehinder

    Spalten mellem de to blade er ganske smal, med en minimal mængde væske. Det er lettere at forstå de to blade i lungehinden, når man kigger på figuren til venstre. Lungehinden kan sammenlignes med en stor blød bold, og lungen med en ballon på et skaft, der presser en bule i den store bold. Til venstre er ballonen kun presset et lille stykke ind, mens den til højre er presset længere ind og samtidig er den pustet op. Derved kommer boldens kant til at omslutte ballonens stilk (O). På grund af ballonens, altså lungers størrelse til højre, kommer boldens to blade (V) og (P) til at ligge nær hinanden.

  • Lungevæv knitrer

    Lungevæv knitrer, når man trykker på det. Den knitren, man fremkalder, kan minde om den lyd, der fås ved at presse en snebold i frostvejr.