Tegningen er et meget skematisk snit igennem det indre øre. Der er kun vist en enkelt buegang længst til venstre. Sneglen er synlig til højre, og det mellemliggende sorte område er forgården. Det sorte markerer den benede labyrints lumen, mens det hvide, der er tegnet i det sorte, og markeret med tal, f. eks er buegangen markeret med 2-tal, udgør den membranøse labyrint. Den membranøse labyrint eller hindede labyrint, er en miniaturekopi af den benede. Den ligger inden i den benede, og er skilt fra dens vægge af perilymfe. (fortsættes)

Den membranøse labyrint indeholder selv en væske. Det er endolymfen. De to væsker er helt adskilte. De membranøse buegange har en udvidelse, der svarer til udvidelsen på de benede buegange. Udvidelsen hedder ampulla, og det er her, sanseepitelet er anbragt. En af ampullerne er markeret med (3) til venstre. I forgården ligger to forgårdssække, der er forbundet med en tynd kanal; den er ikke tegnet på. Forgårdssækkene er markeret (4) og (5). Den forgårdssæk, der er markeret (5), står i forbindelse med sneglen gennem en ganske fin kanal. (fortsættes)

I forgårdssækkene findes områder bestående af sanseepitel. Endelig ses den spiralformede hvide figur til højre i billedet. Det er den membranøse snegl. Den følger naturligvis den benede snegle spiral, men er væsentlig mindre end den. (11) viser stigbøjlen, der sidder i det ovale vindue, og (10) svarer til det runde vindue med den sekundære trommehinde. Når stigbøjlen presses ind mod det ovale vindue, overføres dens bevægelser til perilymfen i det sorte rum. Perilymfen sættes i bevægelse op langs sneglegangen og derved overføres bevægelserne til den membranøse snegl.

Tegningen viser sanseepitelet i forgårdssækkene. Billedet gælder desuden for sanseepitelet i buegangene. Der er støtteceller, det er de røde, og sanseceller, det er de blå celler, der er markeret (H) og forsynet med nogle lange hår, der stikker op i en geleagtig masse. Når den tykflydende geleagtige masse, der på tegningen er gul, sættes i bevægelser på grund af bevægelse af hovedet, påvirkes sansehårene, og dermed de nerver, der grener sig omkring sansecellerne.

Tegningen viser, hvorledes påvirkningen foregår ved forskellige stillinger. Længst til venstre er tegnet en lille mand i stående stilling. Det giver en bestemt påvirkning af sanseceller, vist indenfor cirklen. Når han lægger sig ned (2) fås en anden påvirkning af sanseepitelet, idet den geleagtige masse nu ligesom rutcher nedad. Og går han til yderligheder, og hænger i benene, så hænger den geleagtige masse ned, og udøver et meget kraftigt træk i sansecellerne. Alle disse påvirkninger registreres gennem nerverne og spiller en rolle for opretholdelsen af ligevægten.

Billedet viser et snit gennem sneglen. Man har ramt sneglens midterste akse og ser sneglegangen skåret på begge sider af aksen. Hver gang sneglegangen rammes ses tre mindre lumina. Det midterste af de tre lumina er trekantet på snit (her gråt). Det får man udmærket indtryk af, hvis man opsøger navnet til venstre på billedet. Der står stria vascularis. Pilen fører ind til ydervæggen af det trekantede lumen. Det trekantede lumen er den membranøse sneglegang. De to andre lumina er dele af den benede snegl og indeholder perilymfen. De svarer til det sorte rum på en tidligere tegning.

Tegningen viser den membranøse sneglegang med nærmeste omgivelser i stor forstørrelse og tegnet lidt i perspektiv. (W) svarer til ydervæggen af den membranøse sneglegang. Det svarer til navlestrengen på forrige tegning, og det trekantede rum er let at identificere (dC) (fortsættes)

Det farvede rum nedadtil er det mest interessante område i den membranøse snegl. Det er det Cortiske organ med tilbehør. Det svarer til sanseområderne i forgårdssække og buegangsampuller, men er udformet på en lidt anden måde, og har som bekendt også en anden funktion, idet det står i høresansens tjeneste. Det Cortiske organ hviler på en basalmembran (b), det er det nederste bogstav under området med røde og grønne farver. Den hedder lamina basilaris, og er sammensat af et meget stort antal strenge, der kaldes hørestrenge. (fortsættes)

Den mørke struktur over det Cortiske organ, er en membran. Den hedder membrana tectoria, fordi den dækker organet. Den har samme funktion, som den geleagtige masse i forgårdssække og i buegange, idet den skal påvirke sansecellerne i det Cortiske organ. Den rumlige tegning gør det forståeligt, at det Cortiske organ i virkeligheden er en kam eller forhøjning, der strækker sig igennem hele sneglen.

Lad os prøve at tegne det Cortiske organ. Tegningen viser her først membrana tectoria (T) og membrana basilaris (B).