• Snit gennem sneglen

    Billedet viser et snit gennem sneglen. Man har ramt sneglens midterste akse og ser sneglegangen skåret på begge sider af aksen. Hver gang sneglegangen rammes ses tre mindre lumina. Det midterste af de tre lumina er trekantet på snit (her gråt). Det får man udmærket indtryk af, hvis man opsøger navnet til venstre på billedet. Der står stria vascularis. Pilen fører ind til ydervæggen af det trekantede lumen. Det trekantede lumen er den membranøse sneglegang. De to andre lumina er dele af den benede snegl og indeholder perilymfen. De svarer til det sorte rum på en tidligere tegning.

  • Den membranøse sneglegang

    Tegningen viser den membranøse sneglegang med nærmeste omgivelser i stor forstørrelse og tegnet lidt i perspektiv. (W) svarer til ydervæggen af den membranøse sneglegang. Det svarer til navlestrengen på forrige tegning, og det trekantede rum er let at identificere (dC) (fortsættes)

  • Det Cortiske organ

    Det farvede rum nedadtil er det mest interessante område i den membranøse snegl. Det er det Cortiske organ med tilbehør. Det svarer til sanseområderne i forgårdssække og buegangsampuller, men er udformet på en lidt anden måde, og har som bekendt også en anden funktion, idet det står i høresansens tjeneste. Det Cortiske organ hviler på en basalmembran (b), det er det nederste bogstav under området med røde og grønne farver. Den hedder lamina basilaris, og er sammensat af et meget stort antal strenge, der kaldes hørestrenge. (fortsættes)

  • Membrana tectoria

    Den mørke struktur over det Cortiske organ, er en membran. Den hedder membrana tectoria, fordi den dækker organet. Den har samme funktion, som den geleagtige masse i forgårdssække og i buegange, idet den skal påvirke sansecellerne i det Cortiske organ. Den rumlige tegning gør det forståeligt, at det Cortiske organ i virkeligheden er en kam eller forhøjning, der strækker sig igennem hele sneglen.

  • Membrana tectoria og membrana basilaris

    Lad os prøve at tegne det Cortiske organ. Tegningen viser her først membrana tectoria (T) og membrana basilaris (B).

  • Vigtige støtteceller

    Tegningen viser her desuden nogle vigtige støtteceller. De er anbragt som tagspær, idet de mødes i en spids under membrana tectoria.

  • Andre vigtige støtteceller

    Tegningen viser her andre vigtige støtteceller.

  • Endnu en serie støtteceller

    Og længst til højre ses igen en serie af andre støtteceller. Der findes forskellige typer af støtteceller.

  • Sneglen

    Den forreste del af modellen af det indre øre, dannes af sneglen, cochlea, navnet står øverst til højre. Den del, der ligger imellem cochlea og buegangene, er forgården. Sneglen ligner grangiveligt et sneglehus. Sneglehuset ligger ned, som det ses, med spidsen pegende fremad. Den del af det indre øre, der er vanskeligst at forestille sig rumligt, er forgården mellem buegangene og snegl. Der er det nemmest at tænke på en hulhed, der minder om et æg.

  • Sansecellerne anbragt i forhold til støttecellerne

    Billedet viser sansecellerne anbragt i forhold til støttecellerne. Det bemærkes at sansecellernes hår når undersiden af membrana tectoria. Når hørestrengene i membrana basilaris svinger, glider hårerne mod membrana tectoria. Derved fremkaldes en impuls, som gennem nerverne ledes til hørekernerne. Membrana tectoria er svovlet og hårerne tændstikkerne,- og når ”gnisten” opstår omsættes den til nerveimpulser.

  • Model af det indre øre – forfra

    Tegningen viser en isoleret model af det indre øre. Vi ser modellen forfra. Det fremgår uden videre, når vi tænker på, at sneglen ligger ned og spidsen peger fremad. Sneglen ses til højre markeret cochlea, og sneglespidsen peger lige ud mod os. De tre buegange er lette at identificere, og det mellemliggende stykke er forgården.

  • Nerverne i forhold til sansecellerne

    Billedet viser nerverne i forhold til sansecellerne. Nervetrådene har trofisk centrum i ganglier inde i sneglen, og altså ikke i sansecellerne.

  • Model af det indre øre – bagfra

    Denne model af den benede labyrint er samme model som før blot set bagfra. Vi identificerer let de tre buegange; det er sneglens basis, vi ser ind på; set fra denne synsvinkel, er det stykke af det indre øre, der ligger imellem snegl og buegang, med lidt god vilje ægformet. Det ses uden videre, at de tre buegange åbner sig i den ægformede forgård, samt at sneglen står i forbindelse med den anden side af den ægformede forgård.

  • Skematisk snit igennem det indre øre

    Tegningen er et meget skematisk snit igennem det indre øre. Der er kun vist en enkelt buegang længst til venstre. Sneglen er synlig til højre, og det mellemliggende sorte område er forgården. Det sorte markerer den benede labyrints lumen, mens det hvide, der er tegnet i det sorte, og markeret med tal, f. eks er buegangen markeret med 2-tal, udgør den membranøse labyrint. Den membranøse labyrint eller hindede labyrint, er en miniaturekopi af den benede. Den ligger inden i den benede, og er skilt fra dens vægge af perilymfe. (fortsættes)

  • Skematisk snit igennem det indre øre

    Den membranøse labyrint indeholder selv en væske. Det er endolymfen. De to væsker er helt adskilte. De membranøse buegange har en udvidelse, der svarer til udvidelsen på de benede buegange. Udvidelsen hedder ampulla, og det er her, sanseepitelet er anbragt. En af ampullerne er markeret med (3) til venstre. I forgården ligger to forgårdssække, der er forbundet med en tynd kanal; den er ikke tegnet på. Forgårdssækkene er markeret (4) og (5). Den forgårdssæk, der er markeret (5), står i forbindelse med sneglen gennem en ganske fin kanal. (fortsættes)

  • Skematisk snit igennem det indre øre

    I forgårdssækkene findes områder bestående af sanseepitel. Endelig ses den spiralformede hvide figur til højre i billedet. Det er den membranøse snegl. Den følger naturligvis den benede snegle spiral, men er væsentlig mindre end den. (11) viser stigbøjlen, der sidder i det ovale vindue, og (10) svarer til det runde vindue med den sekundære trommehinde. Når stigbøjlen presses ind mod det ovale vindue, overføres dens bevægelser til perilymfen i det sorte rum. Perilymfen sættes i bevægelse op langs sneglegangen og derved overføres bevægelserne til den membranøse snegl.

  • Sanseepitelet i forgårdssække og buegange

    Tegningen viser sanseepitelet i forgårdssækkene. Billedet gælder desuden for sanseepitelet i buegangene. Der er støtteceller, det er de røde, og sanseceller, det er de blå celler, der er markeret (H) og forsynet med nogle lange hår, der stikker op i en geleagtig masse. Når den tykflydende geleagtige masse, der på tegningen er gul, sættes i bevægelser på grund af bevægelse af hovedet, påvirkes sansehårene, og dermed de nerver, der grener sig omkring sansecellerne.

  • Påvirkning af sanseceller

    Tegningen viser, hvorledes påvirkningen foregår ved forskellige stillinger. Længst til venstre er tegnet en lille mand i stående stilling. Det giver en bestemt påvirkning af sanseceller, vist indenfor cirklen. Når han lægger sig ned (2) fås en anden påvirkning af sanseepitelet, idet den geleagtige masse nu ligesom rutcher nedad. Og går han til yderligheder, og hænger i benene, så hænger den geleagtige masse ned, og udøver et meget kraftigt træk i sansecellerne. Alle disse påvirkninger registreres gennem nerverne og spiller en rolle for opretholdelsen af ligevægten.

  • En del af basis cranii externa

    Billedet viser en del af basis cranii externa. Foramen ovale er markeret (o), og foramen jugulare (j). (h) er hamulus på processus pterygoideus. Billedet viser det Eustachiske rør anbragt i rette stilling i forhold til kraniet. Det løber parallelt med længdeaksen i foramen ovale og ligger i den fure, der hedder sulcus tubae auditoriae. Den del af det Eustachiske rør, der er vist her, er brusk-bindevævs-delen. Brusken er markeret (m), bindevævsdelen er markeret (l), den spænder sig over den fure, der dannes af den bøjede bruskplade. Furen omdannes derved til et rør. (fortsættes)

  • En del af basis cranii externa

    Den ende af røret, der ligger længst lateralt, dvs. nærmest (j), står i forbindelse med en knoglekanal, der fører ind til trommehulens forvæg. Det var denne kanals åbning, vi så på billederne af trommehulen som dukkestue. Dvs. det samlede Eustachiske rør består af en knoglekanal og et brusk-bindevævsrør. Brusk-bindevævsrøret forbinder knoglekanalen med næsesvælgrummet. Det kan også udtrykkes på den måde, at fra trommehulen fører en knoglekanal mod svælget. Knoglekanalen er for kort til, at den kan nå svælget. Den suppleres derfor med et bruskbindevævsrør, der naturligvis sættes i forbindelse med knoglekanalen og åbner sig i svælgrøret i den øverste del.

  • De Eustachiske rør

    Tegningen viser det Eustachiske rør set forfra (1) og medialt fra (2). (Po) er den ossøse del, d.v.s. knoglerøret, mens resten dannes af brusk-bindevæverøret. Farven er bibeholdt, så at (lm) er bindevævsmembranen og den lilla figur er bruskpladen, der er bøjet. Lumen i røret er mørkt. Som sagt, det Eustachiske rør forbinder trommehulen med næse-svælgrummet og består lateralt af en knoglekanal, medialt af et bruskbindevæverør. Knoglekanalen kan naturligvis ikke lukke, men bruskbindevævsrøret kan åbnes og lukkes.

  • De to ganemuskler

    Billedet viser de to ganemuskler, der udspringer fra kraniet og fra det Eustachiske rør. Til venstre er det m. tensor veli palatini (mt) og til højre m. levator veli palatini (ml).

  • Det Eustachiske rør

    Tegningen viser igen brusk-bindevævsrøret sat på plads på basis cranii i forlængelse af knoglerøret. Endvidere ses de to ganemusklers udspring fra kraniet langs det Eustachiske rør. Tensor udspringer mellem røret og foramen ovale. M. tensor veli palatini vil spænde den bløde gane, som navnet siger. Desuden vil den kunne åbne det Eustachiske rør. Når man har lukket mund, er det Eustachiske rør lukket. Man kan åbne røret, dels ved at åbne munden, dels ved at foretage synkebevægelser. Det er vigtigt, at røret kan åbnes, af hensyn til trykudligningen i trommehulen. Ved trykudligningen opnår man, at der er samme tryk på begge sider af trommehinden.

  • Trommehulen

    Tegningen viser trommehulen under en lidt anden synsvinkel. Nu kigger vi ind i hjørnet mellem bagvæg og medialvæg. Vi kigger ind i åbningen af krateret, og vi ser mere direkte ind i den åbning, der fører til trommehulens forlængelse bagud, altså åbningen (a). Endvidere er det ovale vindue på medialvæggen nu lukket med stigbøjlen (s). Man får et udmærket indtryk af, hvordan stigbøjlens fodplade nøjagtig passer til det ovale vindue. Det runde vindue er stadig åbent. I virkeligheden lukkes det af en membran, der hedder den sekundære trommehinde. (fortsættes)

  • Når munden er lukket, er det Eustachiske rør også lukket

    Efter forkølelse kan det Eustachiske rør lukke til. Det viser den måde, man behandler en patient på, når røret er lukket. Igennem næseboret puster man med en gummiballon, der skal bane sig vej gennem det Eustachiske rør og åbne det. Altså, det Eustachiske rør kan under normale forhold åbnes, når man åbner munden eller foretager synkebevægeleer. Når munden er lukket, er det Eustachiske rør også lukket. Den muskel, der åbner det Eustachiske rør, er den samme som den muskel, der spænder ganen, m. tensor veli palatini.

  • Trommehulen

    Gennem det ovale vindue kommer man ind i den del af det indre øre, der hedder forgården, og gennem det runde vindue kommer man ind i sneglen. Den nerve, der som et træ vokser op ad den mediale væg, interesserer vi os foreløbig ikke for. Denne fremstilling af trommehulen er meget skematisk, hvor vi opfatter hulen som et rum med seks vægge. Fremstillingen skulle give gode muligheder for at forstå hulen. (fortsættes)

  • HØRE OG LIGEVÆGTSORGANET      Lektion 2

    Manuskript nr. 168 / dias 22, Bearbejdet af Henrik Løvschall og Erik Christophersen, Anatomisk afsnit, Århus Tandlægeskole, Århus Universitet

  • Trommehulen

    Skavanken ved fremstillingen er, at loft og bund samt forvæg og bagvæg ikke er så brede i virkeligheden, som man forestiller sig ud fra den skematiske model. Såvel loft som bund, bag- og forvæg er smalle kanter. Det rokker imidlertid ikke ved den kendsgerning, at trommehulen bedst forstås, når man opfatter den som et rum. De vægge, der er mest naturtro fremstillet på modellen, er lateralvæg og medialvæg, idet disse to vægge begge er flader med betydelig udstrækning.

  • Det indre øre

    Billedet viser det indre øre. Vi ser basis cranii interna på hver side af foramen magnum. I nogen afstand fra hullet ligger pars petrosa. Den er gennemsigtig, og inde i den ligger en model af det indre øre. Længst lateralt og bagtil ligger de tre buegange. De er markeret i teksten langs billedets højre kant. Der er: •en lateral buegang, der står horisontalt; •der er en øvre, der står vinkelret på pars petrosas længdeakse, altså næsten sagittalt, og endelig er der •en bageste, der nærmest står frontalt. Dermed er de tre vigtigste planer dækket ind (fortsættes).

  • De tre øreknogler

    Tegningen viser de tre øreknogler isoleret. Den venstre pil peger på den nederste del af hammerskaftet. Hammerskaftet er indlejret i trommehinden og følger dens bevægelser. Den blå knogle er ambolten, den ligner mere en to-rodet tand, hvor de to rødder er ulige lange. Den lange tandrod går parallelt med hammerskaftet, mens den korte rod peger bagud. Den lange rod danner forbindelse med stigbøjlen, der er tegnet grøn. (fortsættes)

  • De tre øreknogler

    Pilene skal illustrere de bevægelser, der kan foregå. Det eneste, der skal forstås i denne omgang, er, at øreknoglerne bevæger sig som en samlet knoglekæde. Kæden overfører trommehindens svingninger til det ovale vindue, hvor stigbøjlens fodplade sidder fast, eller rettere, kan vippe i det ovale vindue.

  • Trommehulen

    Billedet viser lateralvæggen af trommehulen i naturtro gengivelse. Vi ser ind på trommehinden (T), og vi ser ind på hammerskaftet (c). Hammerhovedet ses opadtil (m). Den lilla farve angiver, at trommehinden er dækket af slimhinde.

  • Mellemørets to muskler

    Tegningen viser mellemørets to muskler. Det er de mindste tværstribede muskler i kroppen. Til venstre ses (mt), den muskel, der bevæger hammeren. Den hedder m. tensor tympani. Som navnet siger, kan den spænde trommehinden og det sker ved, at den trækker i hammeren. (fortsættes)

  • Mellemørets to muskler

    Længst til højre ses stigbøjlens muskel (ms). Stigbøjlens muskel udspringer i det kraterlignende fremspring og hæfter sig på stigbøjlen nær det sted, hvor den møder ambolten. Denne muskel innerveres af n. facialis, hvis hovedinnervationsområde ellers er mimiske muskler, mens den anden muskel, m. tensor tympani, innerveres af n. mandibularis. M. tensor tympani hæfter sig på hammeren med en sene, der danner en ret vinkel med selve muskler. Ved træk i hammeren vil muskler kunne bevirke, at hammerens udsving bliver mindre, og derved dæmpes den uheldige virkning, for kraftige svingninger af trommehinden kan have.

  • Poppet fremstilling af slimhindeforholdene i trommehulen

    Her er en meget poppet fremstilling af slimhindeforholdene i trommehulen. Vi ser en slimhindeballon, som den lille mand er i færd med at pumpe op. Det, der gør det vanskeligt at forstå slimhinden i trommehulen er, at trommehulen indeholder tre øreknogler og to muskler.

  • Poppet fremstilling af slimhindeforholdene i trommehulen

    Tegningen viser et mellemstadium, hvor slimhindeballonen vokser og vokser.

  • Poppet fremstilling af slimhindeforholdene i trommehulen

    Tegningen viser, hvad der sker, når slimhindeballonen når til trommehulens vægge. Den lejrer sig på væggene og den beklæder samtlige fremspring inklusiv øreknoglerne og musklerne. Det er pointen i denne fremstilling. For at vise, at slimhinden fylder det hele ud, altså beklæder væggene overalt, er der ikke længere plads til manden, og han er ved at falde ud.

  • Skematisk gengivelse af cavitas tympani

    Tegningen er en meget skematisk gengivelse af cavitas tympani. Den fremstilles som en dukkestue, hvor man har fjernet den ene væg, i dette tilfælde har man fjernet den væg, der vender mod det indre øre. Det vil altså sige, at vi kigger lige ind på trommehulens lateralvæg, hvor trommehinden (T) danner en betydelig del. Til trommehinden er hæftet hammeren (m). Trommehulen har et loft mærket med et 2-tal, en forvæg mærket med et 1-tal. I forvæggen er der en åbning (e). Det er indgangen til det Eustachiske rør fra trommehulen. (fortsættes)

  • Det Eustachiske rør

    Det Eustachiske rør hører med til mellemøret. Endvidere lægger vi mærke til, at der er en stor arterie foran forvæggen. Bunden (5) er uden særlig relief. Under den ligger en stor vene. Bagvæggen er markeret med et 3-tal, den har øverst en åbning (a). Åbningen fører ind i et hulrum, der kan betragtes som trommehulens forlængelse bagud. Hulrummet fortsætter i cellulae mastoideae i processus mastoideus. Såvel dette hulrum som cellulae mastoideae og det Eustachiske rør hører med til mellemøret sammen med trommehulen. (fortsættes)

  • Skematisk gengivelse af cavitas tympani

    Det må altså stå klart, at mellemøre og trommehule er ikke identiske. Trommehulen er en del af mellemøret, men til mellemøret hører desuden rummet, der fra trommehulen går bagud til cellulae mastoideae samt det Eustachiske rør, der går frem til svælget. I bagvæggen af trommehulen ses på billedet et kraterlignende fremspring (p). Herfra udspringer stigbøjlens muskel, det vender vi siden tilbage til.

  • Trommehulen

    Tegningen viser trommehulen igen fremstillet som en dukkestue, men denne gang har vi fjernet lateralvæggen, som vi før kiggede ind på. Nu kigger vi ind på medialvæggen, der er markeret (6) og malet grøn. I medialvæggen er to velkendte åbninger, det ovale vindue (o), og det runde vindue (r). Endvidere findes flere forskellige prominenser, hvoraf den mest iøjnefaldende er prominensen (g), der ligger mellem de to vinduer og delvis dækker det runde. (fortsættes)

  • Trommehulen

    Relieffet på medialvæggen er vigtigt, men i øjeblikket skal vi ikke have flere detaljer, men kun huske de to vinduer. Forvæggen præges stadig af indgangen til det Eustachiske rør (e), bagvæggen af indgangen til trommehulens forlængelse bagud til cellulae mastoideae (a). Det kraterformede fremspring (p) til stigbøjlens muskel er ligeledes tydelig.

  • HØRE OG LIGEVÆGTSORGANET      Lektion 1.

    Manuskript nr. 167 / dias 21, Bearbejdet af Henrik Løvschall og Erik Christophersen, Anatomisk afsnit, Århus Tandlægeskole, Århus Universitet

  • Ydre øre, mellemøret og det indre øre

    Høre- og ligevægtsorganet omfatter:

    • ydre øre, der ses længst til venstre,
    • mellemøret (c) i den grå figur, og endelig
    • det indre øre, der ligger til højre for mellemøret, men i øvrigt ikke er vist i enkeltheder.

    Det ydre øre omfatter:

    • auricula (A);
    • ydre øregang (Y) som hedder meatus acusticus externus, og
    • indgangen er porus acusticus externus. (fortsættes)
  • Ydre øre, mellemøret og det indre øre

    Auricula er en uregelmæssig plade, der er beklædt med hud, og som indeholder elastisk brusk, hvad man let kan overbevise sig om ved at folde øret. Brusken findes dog ikke i øreflippen, hvor der til gengæld er bindevæv og fedt. Den ydre øregang er 2-3 cm lang og ender medialt ved trommehinden (t). Øregangen er s-formet og beklædt med hud, som er meget stramt bundet På grund af den stramme binding er betændelser i øregangen meget smertefulde. (fortsættes)

  • Ydre øre, mellemøret og det indre øre

    De kirtler, øregangen indeholder, producerer ørevoks (cerumen). Vigtige relationer for ydre øregang og af odontologisk interesse, er relationen til kæbeled og ørespytkirtel. Bevægelser i kæbeleddet kan føles ved at stikke en finger i øregangen og lukke munden op og i. Ved ømhed i kæbeleddet, som måske ikke konstateres ved palpation lateralt fra, er det undertiden muligt at fastslå ømheder ved palpation fra øregangen.

  • Horisontalsnit gennem ydre øre og mellemøret

    Her ses et horisontalsnit gennem ydre øre og mellemøret. Umiddelbart foran ydre øregang (Y), ses lidt af ørespytkirtlen (P) samt kæbeleddet, (L) og (d). På grundlag af denne tegning bliver det let forståeligt, at ømhed i kæbeleddet kan påvises ved at palpere (med en finger) i øregangen.

  • Undersøgelse af øregang og trommehinde

    Undersøgelse af øregang, og navnlig trommehinde, foregår ved hjælp af en øretragt og en belysningskilde, og for at få lyset tilstrækkeligt centreret på trommehinden, anvendes ofte et pandespejl. Igennem øretragten kan man se øregangen og i bunden trommehinden.

  • Trommehinden

    Her ses trommehinden igennem øretragten. Farven er perlegrå som tegn på, at trommehinden er normal. Der er et karakteristisk relief, som ikke nærmere gennemgås.

  • Trommehinden

    Tegningen viser forandringer af trommehinden ved en mellemørebetændelse. Selv ved en begyndende betændelse vil trommehinden skifte farve. På billedet her er betændelsen ret voldsom og farveforandringen tilsvarende intens. Denne undersøgelse er overordentlig vigtig i praksis.

  • Trommehinden

    Tegningen viser trommehinden set lateralt fra. Den røde streg markerer det sted, hvor man punkterer trommehinden såfremt man skal have afløb for pus i mellemøret ved en mellemørebetændelse. Trommehinden er på tykkelse med en barberblad, d.v.s. 1/10 mm.

  • Cavitas tympani

    Tegningen viser igen ydre øre med ydre øregang og trommehinde samt cavitas tympani – trommehulen. Den mørke figur i cavitas tympani er hammeren, hvis skaft er indlejret i trommehinden. Det mest bemærkelsesværdige ved billedet er trommehulens ringe udstrækning fra side til side. Lateralvæggen i trommehulen dannes for en stor dels vedkommende af trommehinden, mens medialvæggen dannes af knoglen mod det indre øre. På tegningen er det den bule, der er rettet mod trommehindens midte.