Ægte led har, i modsætning til de uægte, en ledhule (H) og synovialmembran (S). Tegningen viser et gennemskåret ægte led mellem to knogler. Knogleenderne, den ene markeret (K), er trukket fra hinanden for at vise ledspalten. De er beklædt med brusk (B). Brusken er fast og trykelastisk. Den mangler nerver og blodkar. Membrana synovialis er en tynd glinsende bindevævsmembran og udgør den inderste del af ledkapslen, der omgiver ledhulen. I synovialmembranen produceres en klar væske, ledvæsken, som udfylder ledhulen, “smører” leddet og ernærer brusken. Membrana synovialis hæfter sig langs ledbruskens kant. Den har sjældent et direkte forløb mellem ledenderne, men danner omslagsfolder (O). Ledkapslens ydre trækresistente lag, membrana fibrosa (F), har et direkte forløb; men hæfter sig et varierende stykke fra brusken. Den fibrøse kapsel holder ledenderne sammen og medvirker til at styre ledbevægelserne.