• Billedet viser nerverne i forhold til sansecellerne. Nervetrådene har trofisk centrum i ganglier inde i sneglen, og altså ikke i sansecellerne.SYNSORGANET I    Lektion 1

    Manuskript nr. 195 / dias 23, Bearbejdet af Henrik Løvschall og Erik Christophersen, Anatomisk afsnit, Århus Tandlægeskole, Århus Universitet

  • Hornhinden og senehinden

    Øjet, oculus, består af øjeæblet, bulbus oculi, og synsnerven. Tegningen viser den yderste af de tre øjenhinder. Den består af: hornhinden (A), den forreste mindre del, og senehinden (D), den bageste større del. Den ydre øjenhinde stabiliserer øjeæblet og tjener til tilhæftning for øjeæblets muskler. Bagtil findes et gennemhullet område (e). Det er sipladen, og herigennem træder synsnerven, n. opticus ind i øjeæblet. (fortsættes)

  • Hornhinden og senehinden

    Hvis væsketrykket i øjeæblet stiger, kan synsnervens tråde afklemmes i sipladens huller, og falder trykket ikke hurtigt, går nervetrådene til grunde, og patienten bliver blind. Tilstanden kaldes grøn stær. Tallene (1) og (2) angiver øjeæblets indre; den såkaldte kerne. En del af kernen, nemlig linsen, ses lige under 1-tallet.

  • Årehinden, strålelegemet og regnbuehinden

    Tegningen viser yderste og mellemste øjenhinde. Mellemste øjenhinde består af: årehinden (b), strålelegemet (f) og regnbuehinden, iris (i), (.. senere) Den mellemste øjenhinde har to cirkulære åbninger, en bageste udfor sipladen i senehinden, hvorigennem synsnerver træder ind i øjeæblet, og en forreste, pupillen. (h) er linsen, og (g) er linsens ophængningsapparat – det er tråde – der afgår fra strålelegemet og hæfter sig til linsen.

  • Den tredje øjenhinde

    Tegningen viser tillige den tredje øjenhinde. Det er inderste øjenhinde eller retina; den består af to dele: den blinde del og synsdelen. Den blinde del, der beklæder regnbuehindens og strålelegemets bagflade (1). Den synsopfattende del af retina (n), og overgangen mellem de to dele er markeret med (o). Retina har en cirkulær åbning fortil ved pupillen. Der er derimod ingen åbning bagtil, idet synsnerve-trådene fortsætter direkte i retina. (fortsættes)

  • Den tredje øjenhinde

    Stedet, hvor n. opticus træder ind i bulbus oculi, kaldes den blinde plet. Hvorimod (k) markerer den gule plet og (j) centralgruben, punktet hvor billeddannelsen skarpest. De tre øjenhinder er som tre bolde inden i hinanden: •yderste bold har en siagtig perforation bagtil •mellemste bold har to cirkulære huller, et fortil og et bagtil, og •inderste bold et cirkulært hul fortil.

  • Forreste del af bulbus oculi

    Tegningen viser den forreste del af bulbus oculi. Senehinden er mærket (S) og hornhinden mærket (C). Desuden ses linsen, der ikke er afmærket. Den blå farve angiver den mellemste øjenhinde. De små sorte pile viser strømretningen af øjets kammervæske. Væsken dannes af strålelegemet og løber gennem pupillen til en kanal, der ligger i forreste del af senehinden; kanalen, canalis Schlemmi, mærket (CS), er afløb for kammervæsken, der fra kanalen går over i venerne. Billedet viser, at den gennemsigtige hornhinde er stærkere krummet end senehinden.

  • Hornhinden

    Tegningen viser, at hornhinden indeholder talrige nerver (N), de fortsætter helt ud i overflade-epitelet. Hornhinden er yderst følsom, og ved helbedøvelse mistes følsomheden på den ydre overflade sidst i hornhinden. På billedet ses, at karrene, (K) – i modsætning til nerverne – standser ved kanten af hornhinden. Hvis kar vokser ind i hornhinden ødelægges gennemsigtigheden.

  • Hornhindens lagdeling

    Tegningen viser en del af yderste og mellemste øjenhinde. Hornhindens bindevæv er farvet gul og senehinden grøn. På billedet ses hornhindens lagdeling. Den består af et tykt lag bindevæv med epitel på ud- og indside, adskilt fra bindevævet af basalmembraner. Det yderste lag (i), består af flerlaget uforhornet pladeepitel. Det er klart, det må være flerlaget pladeepitel, da hornhindens forflade vender mod omverdenen. (fortsættes)

  • Hornhindens lagdeling

    Under epitel findes altid en basalmembran (B). Hornhindens tykkeste lag (U) består af fast organiseret bindevæv, og under dette findes endnu en basalmembran (D). Ind mod forreste øjenkammer er et enlaget pladeepitel (E). (fortsættes)

  • Canalis Schlemmi

    Forrest i senehinden ses canalis Schlemmi (SC), og uden på senehinden i fortsættelse af hornhinden er bindehinden mærket (C). Resten af billedet vender vi tilbage til.

  • Årehindens lagdeling

    Tegningen viser årehindens lagdeling. Årehinden består af bindevæv med pigmentceller og mange kar. Årehindens opgave er at ernære de yderste lag af nethinden. Ernæringen sker gennem kapillærerne i laget (C); de må ligge nærmest det lag, der skal ernæres, dvs. nethinden (R, opadtil). Kapillærerne får blod fra arterier og sender blod til vener udfor (v). (Sc) er en del af senehinden udenpå årehinden; den er meget tykkere end årehinden.

  • Frontalsnit af øjet

    På øverste billede er øjet skåret frontalt igennem, lidt bag linsen, og den bageste del fjernet; vi kigger bagfra og fremefter på øjets forreste del. I midten ses linsen (L). Den røde farve er årehinden dækket af synsdelen af retina, og (s) markerer overgangen mellem strålelegeme og årehinde. Strålelegemet, markeret (o) og (c), ligger mellem årehinden og linsen (L). Strålelegemet er dækket af ”den blinde del” af nethinden og det er ringformet.(fortsættes)

  • Frontalsnit af øjet

    Processus ciliares er mærket (p); det er fremspring på strålelegemets bagflade. Nederste figur viser strålelegemets fremspring, processus ciliares (p) i forstørrelse. (s) er stadig overgangen mellem strålelegemet og årehinden. Processus ciliares danner kammervæsken. Det skal stadig erindres, at årehindens og strålelegemets bagside er beklædt med nethinde.

  • Akkomodationsmusklen

    Billedet viser strålelegemets hovedbestanddel, akkomodationsmusklen, m. ciliaris (MC). Endvidere vinklen mellem ydre øjenhinde og regnbuehindens rod, den kaldes irisvinklen. I senehinden udfor vinklen ligger canalis Schlemmi, (SC), der er afløbet for kammervæsken. Desuden ses hornhinden, hvis bindevæv er gult. Regnbuehinden ses forstørret på næste billede.

  • Regnbuehinden

    Regnbuehinden er skiveformet med et centralt hul – pupillen – og den fungerer som blænde i øjet. Her ses et horisontalt snit igennem højre halvdel af regnbuehinden nær pupilkanten, der ligger til venstre. Regnbuehinden består af løst bindevæv, og dens bagflade er ligesom strålelegemets bagflade beklædt med den blinde pigmenterede del af retina (P, til venstre).(fortsættes)

  • Pupillens muskler

    regnbuehindens løse bindevæv findes 2 glatte muskler, der regulerer pupilstørrelsen. M. sphincter pupillae, der forsnævrer pupillen, er ringformet og mærket (S), samt m. dilator pupillae, der udvider pupillen og er radiær (D). De innerveres tillige med m. ciliaris af det autonome nervesystem. m. dilator af sympaticus. De to andre af parasympaticus. (fortsættes)

  • Regnbuehinden

    E) er enlaget pladeepitel af samme type som det epitel, der beklæder hornhindens bagflade, og (O) er regnbuehindens løse bindevæv. Den blinde del af retina, (nethinden) er mærket (P), og et lille udsnit er forstørret på næste billede. Retina består af to lag pigmen-terede kubiske celler, der når helt til pupilkanten til venstre i billedet.

  • Opbygningen af synsdelen af retina

    Billedet viser opbygningen af synsdelen af retina. Retina omfatter 2 hovedlag, et pigmentlag (P) og et tykt hjernelag (H), der udgør resten. Hjernelaget består af et utal af neuronkæder. Hver neuronkæde består af 3 neuroner og de 3 neuroner danner hver sit lag i retina. 1. Neuronlag, består af stav- og tapceller. 2. Neuronlag, er bipolare nerveceller og 3. Neuronlag, er multipolare nerveceller. Neuriten fra de multipolare nerveceller fortsætter i n. opticus, der ses ved (N). Hjernelaget indeholder desuden en særlig form for gliaceller, som ses på næste billede.

  • Stav- og tapcellelaget

    Tegningen viser stav- og tapcellelaget samt de specielle gliaceller. (T) er en tapcelle, (S) en stavcelle og (M) en gliacelle (støttevæv). Hvis man følger cellen opad, vil man se, hvor uregelmæssig den er.

  • Øjenbaggrunden

    Tegningen viser øjenbaggrunden set i øjenspejl, ophthalmoskop. Undersøgelse af øjenbaggrunden kaldes ophthalmoskopi. Til højre i billedet ses et område, hvor kar og synsnerve træder ind i øjeæblet. Det er den blinde plet eller papilla nervi optici. Da synsnerven er omgivet af de 3 hjernehinder, vil et forøget tryk i kraniehulen presse papilla nervi optici frem. Dette kan iagttages ved ophtalmoskopi, og symptomet kaldes stasepapil. (fortsættes)

  • Øjenbaggrunden

    De mange kar, der er forgreninger af a. og v. centralis retinae (ses til højre), forsyner den inderste del af retina, medens yderste del ernæres fra årehinden. Ved visse sygdomme, f. eks. åreforkalkning, sukkersyge og visse nyrelidelser, ser man forandringer i øjenbaggrunden. Der kan f. eks. være blødning og snævre eller uregelmæssige kar. (fortsættes)

  • Øjenbaggrunden

    Til venstre i billedet ses ”den gule plet” med den mørke centralgrube. Nb! pletten er dog mindre gul end den blinde plet.

  • Forreste og bageste øjenkammer, linsen og glaslegemet

    Billedet er tidligere beskrevet. Kernen omfatter 1) forreste og bageste øjenkammer med kammervæsken, 2) linsen og 3) glaslegemet. Forreste øjenkammer (a) ligger mellem bagfladen af hornhinden (C) og forfladen af regnbuehinden. Bageste øjenkammer (B) ligger bagved regnbuehinden mellem linsen og strålelegemet. (i) er processus ciliares, hvor kammervæsken produceres. Den løber ud i bageste øjenkammer, gennem pupillen til forreste øjenkammer og videre ud i canalis Schlemmi (CS), der ligger forrest i senehinden (S).

  • Linsen

    Linsen består af lange prismatiske tråde (C). Den er omgivet af en kapsel (A). Ved grå stær bliver linsen uklar. Resten af øjets indre udfyldes af en geleagtig masse, der kaldes glaslegemet. Dets udstrækning svarer til synsdelen af retina.