• MUNDHULENS SLIMHINDERELIEF 1. lektion

    Manuskript nr. 289/ dias 234
    Bearbejdet af
    Henrik Løvschall og Erik Christophersen
    Anatomisk afsnit
    Århus Tandlægeskole
    Århus Universitet

  • Vestibulum oris

    Mundens forgård, vestibulum oris, er en spalte, der ligger mellem på den ene side tandrækkerne, processus alveolaris med gingiva og på den anden læber og kinder. Spalten er hesteskoformet, idet dem følger tandrækkerne, og den er vertikal. Det er vist ved plastikpinden, der anes til højre for navnet.

  • Vestibulum oris

    Her vises forreste del af vestibulum oris ud for overkæben. Lidt over pilen og næsten parallelt med den ses øvre begrænsning af vestibulum oris. Begrænsningen dannes af omslagsfolden; den opstår, idet slimhinden fra gingiva slår sig over på indsiden af læbe og kind. Pilespidsen peger på et fremspring, en slimhindefold nær omslagsfolden. Det er øvre læbebånd.

  • Omslagsfold

    Her løftes kinden ud, så vi ser øvre omslagsfold længere tilbage. Også her er der fremspringende slimhindefolder.
    Pilen peger på en af de mindre folder i præmolarområdet. Læg mærke til den livlige farve, slimhinden har i omslagsfolden.

  • Omslagsfolden i underkæben

    Her trækkes underlæben ned for at vise omslagsfolden i underkæben. Den ligger umiddelbart under de to pilehoveder. Pilehovedet til højre peger på nedre læbebånd, og pilehovedet til venstre peger på en mindre slimhindefold i hjørnetandområdet. Såvel læbebånd som slimhindefolder er af stor interesse, når der tages aftryk til en protese, idet protesekanten skal have indhak til folderne.
    Læg igen mærke til den livlige farve i omslagsfolden. I sammenligning hermed virker det normale tandkød meget blegt. Hvis tandkødet antager samme farve som slimhinden i omslagsfolderne, er det tegn på betændelse (gingivitis).

  • Ørespytkirtlens udførselsgang

    På indsiden af kindslimhinden munder ørespytkirtlens udførselsgang, ductus parotideus. Det sker på en slimhindeforhøjning, papilla ductus parotidei, der ligger ved spidsen af den gule sonde.
    Den ligger ud for anden molar i overkæben. Anden molar er markeret med et 7-tal. Det er et vigtigt område, og relieffet er karakteristisk.
    (fortsættes)

  • Ørespytkirtlens udførselsgang

    Selve udførselsgangens åbning er kun en lille prik på toppen af slimhindepapillen. Slimhinden på kindens indside og på læbernes indside fugtes i øvrigt af talrige små spytkirtler, der ligger i tela submucosa, og som sender deres sekret gennem ganske små udførselsgange til indsiden af både kind og læbe.
    Fugtigheden på gingiva stammer fra de samme kirtler. Gingiva selv har ingen kirtler.

  • Bageste del af vestibulum oris

    Her ses den bageste del af vestibulum oris. De tre pilehoveder peger på slimhinden over forreste del af m. masseter. Musklens forkant kan her palperes, og det gøres lettest, når patienten spænder musklen ved at bide sammen. Medialt for m. masseter dækker slimhinden over tilhæftningen af m. temporalis. Det svarer til området med de tre kryds. Det er vigtigt at kunne orientere sig i dette område, når man skal palpere musklerne hos patienter med muskelsmerter, og når man skal bedøve de store nerver til underkæbens tænder og tandkød.

  • Slimhindefold

    Lidt længere medialt ses en slimhindefold, der er markeret med tre prikker. Den dannes af raphe pterygomandibularis, der strækker sig fra hamulus pterygoideus til mandibula bag sidste molar. Fra raphen udspringer m. buccinator.
    Slimhindefolden over raphen bruges til orientering, når kanylen stikkes igennem slimhinden ved bedøvelse af nerverne til underkæbens tænder og tandkød.

  • Cavitas oris propria

    Inden for tandrækkerne ligger den egentlige mundhule, cavitas oris propria.

  • Isthmus faucium

    Bagtil står cavitas oris propria i forbindelse med svælget. Åbningen mellem mundhule og svælg er isthmus faucium. Den begrænses opadtil af den bløde gane ved den tynde streg. Til siderne danner forreste ganebue i hver side grænse. Ganebuen er i begge sider forsynet med prikker.
    Nedre grænse af isthmus faucium er tungen ved de to pilehoveder. Alt hvad der ligger bagved isthmus faucium hører til svælget.
    (fortsættes)

  • Fauces

    Den del af mundsvælgrummet, der kan ses gennem isthmus faucium, hedder i det kliniske fagsprog fauces. Det er et vigtigt og hyppigt anvendt udtryk.
    Ved den kliniske undersøgelse af en patient, er man specielt interesseret i, om slimhinderne i fauces er meget livligt røde som tegn på infektion. Her har slimhinderne den normale farve. I journalen ville man skrive fauces naturlig. Slimhinden længst tilbage ligger i svælgets bagvæg.

  • Tonsilla palatina

    Det vigtigste organ i fauces er tonsilla palatina ved pilespidsen. Tonsilla palatina ligger mellem forreste ganebue, der er vist ved prikker, og bageste ganebue, der er vist ved den stiplede linie. Når man presser tungen ned, kontraherer patienten reflektorisk svælgmuskulaturen, hvorved tonsillen springer mere frem fra tonsillejet mellem de to ganebuer. Det bliver derved nemmere at undersøge den. De to ganebuer konvergerer mod den bløde gane, hvor de mødes i bagkanten. Kanten fortsætter til uvula i midtlinien. Uvula er markeret u. Tonsillens overflade præges af indgangen til krypterne, der ikke ses på dette billede.

  • Ganen

    Loftet i cavitas oris propria dannes af ganen, der ses på dette billede. Endvidere fremgår det, at indsiden af processus alveolaris med gingiva og tænder danner den forreste og laterale begrænsning af mundhulen. Denne begrænsning er bueformet.

  • Tungen

    Bunden i mundhulen dannes af tungen der ses her, samt

  • Regio sublingualis

    af regio sublingualis, undertungeregionen, der ses, når tungespidsen løftes. På tungens underside er anbragt prikker. Fra de nederste prikker fortsætter slimhinden over mundbunden frem til tandkødet på indsiden af processus alveolaris. Hele området, der ses her, altså tungens underside og slimhinden i mundgulvet, er den overfladiske del af regio sublingualis.

  • Palatum durum og palatum molle

    Ganen omfatter den hårde gane, palatum durum, og den bløde gane, palatum molle. Overgangen mellem de to ganeafsnit betegnes AH-linien. Den ligger lidt over bogstaverne i palatum molle.
    Linien har fået sit navn, fordi den bliver tydelig, når man beder patienten sige ah. Så bevæger den bløde gane sig, mens den hårde gane naturligvis holder sig i ro.

  • Papilla incisiva

    Krydset lige bag fortænderne markerer papilla incisiva. Læg mærke til papillens langagtige form hos denne patient. Langs den stiplede linie i ganens midte findes i dette tilfælde en forhøjning, i andre tilfælde kan der være en fure. De to gange fire prikker fortil/lidt fra midtlinien i hver side markerer tværstillede slimhindefolder.
    Papilla incisiva, forhøjningen langs midtlinien, og de tværstillede folder fortil er de vigtigste enkeltheder på den hårde gane.

  • Små spytkirtler

    Små spytkirtler findes mange steder i mundhulen. Blandt andet på bageste halvdel af den hårde gane. Udførselsgangene er ofte så store, at de kan ses med det blotte øje. De to cirkler viser udførselsgange. I forreste halvdel af den hårde gane er der ingen kirtler. Her er tela submucosa i stedet udfyldt af fedt. Prikken nederst til venstre i billedet markerer foramen palatinum majus området; her gøres indstik, når slimhinden på ganen og tandkødet på ganesiden skal bedøves.