• TANDHISTOLOGI 1, lektion 2

    Manuskript nr. 228 / dias 68
    Bearbejdet af
    Henrik Løvschall og Erik Christophersen
    Anatomisk afsnit
    Århus Tandlægeskole
    Århus Universitet

  • Dannelse af de enkelte væv

    Vi skal se på dannelsen af de enkelte væv. Den gule farve øverst illustrerer emaljeorganet. Bindevævet i det klokkeformede organs konkavitet, altså tandpapillen, er her ufarvet. De yderste bindevævsceller i tandpapillen omdannes til odontoblaster, der danner dentin. Området indenfor den lille firkant er forstørret på nederste tegning. Det fremgår her, at odontoblasterne er prismatiske celler, der lejrer sig tæt i et enkelt lag på klokkens konkavitet. De udskiller fibriller og amorf grundsubstans. Grundsubstansen mineraliserer, og vævet bliver dentin. På det stadium af udviklingen, der ses her, er der dannet odontoblaster, men endnu ikke dentin.

  • Odontoblastudløbere

    Odontoblasterne har dannet amorf grundsubstans og fibriller ved (D). Odontoblasternes cellelegemer bliver ikke indlejret i den substans, de danner, men forskydes mod tandpapillens midte. De efterlader blot en udløber i dentinen. Det er ”odontoblastudløberen”. En er mærket (O). Odontoblastudløbere ligger i rør; det er dentinkanaler. Væggen i kanalerne er vist ved en kraftigere gul farve. Odontoblasternes cellelegemer holder sig hele tiden på overfladen af den dentin, de danner. Efterhånden som dentinlaget bliver tykkere, bliver odontoblastudløberen længere.

  • Tværsnit af odontoblastudløbere

    Her ses et tværsnit igennem en række odontoblast udløbere i deres kanaler. Den kraftigere gule farve mellem de to tykke mørke linier er den dentin, der dannes i dentinkanalens væg.

  • Tandpapil

    Den gule farve viser, at der nu er dannet et tykt lag dentin. Den rest af tandpapillen, der bliver tilbage, danner pulpa. Det røde område er kronepulpa. Efterhånden som dentindannelsen skrider frem i roden, får vi dannet rodpulpa af resten af tandpapillen. Altså tandpapil danner dentin og pulpa. Tegningen viser endvidere, at der nu er dannet emalje og de sorte linier, mærket (H), på overfladen viser emaljehinden. Vi vender imidlertid tilbage til et mere primitivt stadium og ser, hvorledes emaljen dannes.

  • Odontoblaster og ameloblaster

    På den øverste lille tegning er de grønne celler med røde kerner odontoblaster. De har dannet et par lag dentin vist ved den lysegule farve. Epitelcellerne i emaljeorganet nærmest konkaviteten er blevet til høje prismatiske celler, der er farvet blå med hvid kerne. Det er ameloblaster, der danner emalje. På den store tegning, der er en forstørrelse af området inden for den lille firkant ses odontoblaster med grønt cytoplasma og rød kerne. Odontoblastudløberne strækker sig igennem dentinen, der er dannet af odontoblasterne. Udløberne ligger i dentinkanaler. Den meget tykke sorte linie midt i tegningen angiver indre begrænsning af emaljeorganet, det vil altså sige, den svarer til emaljeorganets inderste konkave flade. De blå celler med de hvide kerner er ameloblaster ved stor forstørrelse. De er endnu ikke begyndt at danne emalje. Der dannes altid først dentin og dernæst emalje.

  • Emaljedannelse

    Her har ameloblasterne dannet en del emalje, der er tegnet lyseblåt. Cellerne udskiller en amorf substans, der senere mineraliserer, og som det fremgår, forskydes de mørkeblå celler på overfladen af den emalje, de danner. Cellerne forskydes i modsat retning af odontoblasterne i pilenes retning. Når ameloblasterne har dannet et tilstrækkeligt tykt lag emalje, slutter de deres virksomhed med at danne emaljehinden, der beklæder kronen. Emaljehinden er markeret (H) og symboliseret ved to tætliggende sorte linier.
    (fortsættes)

  • Emaljedannelse

    Altså, odontoblasterne, der dannes af tandpapillens bindevævsceller, udskiller dentin. De holder sig på overfladen af det dentinlag, de danner, bortset fra den cytoplasmaudløber, der indlejres. Odontoblasterne forskydes mod tandpapillens midte. Ameloblasterne, der udvikles af de epitelceller i emaljeorganet, der ligger nærmest klokkens konkavitet, udskiller emalje, men indlejres ikke. De forskydes på emaljens overflade ud mod emaljeorganets ydre grænse. Når de er færdige med at danne emalje, afslutter de deres virksomhed med at danne emaljehinde.

  • Emaljedannelsen

    Længdesnittet af tanden viser, at emaljedannelsen er afsluttet. Emaljehinden er den yderste mørke linie på overfladen af det lyseblå område, der markerer emalje. Kronens dentin er i det væsentlige færdigdannet, men i roden mangler der endnu dentin. Odontoblasterne er i fuld aktivitet på roddentinens indside ind mod den vordende pulpa. På roddentinens udside er der en anden virksomhed i gang. Her ligger en række kubiske celler med rødt cytoplasma og gule kerner. De stammer fra tandsækken og har produceret et tyndt lag cement, der er lysebrunt.
    (fortsættes)

  • Emaljedannelsen

    Området indenfor den lille firkant er forstørret og viser de cementdannende celler på overfladen af det brune cementlag. Cellerne er kubiske og hedder cementoblaster. Nogle af cementoblasterne indlejres i den substans, de har dannet, og ændrer form. De kaldes cementocyter og er stjerneformede. Denne proces svarer nøje til den, der foregår ved knogledannelse, hvor osteoblasterne danner et kubisk lag på overfladen af det knoglevæv, de danner, men hvor nogle af cellerne indlejres og bliver til stjerneformede osteocyter.
    (fortsættes)

  • Emaljedannelsen

    Det er værd at bemærke, at mens cementoblasterne kan indlejres og blive til cementocyter, så vil ameloblasterne holde sig helt fri af emaljen, mens odontoblasterne holder sig delvis fri af dentinen, idet kun odontoblastudløberen indlejres.

  • Rodhindens dannelse

    Under oversigten slog vi fast, at tandsækken, der omgiver emaljeorganet, danner rodhinde og cement. Her vises rodhindens dannelse. Den består i, at kollagene fibriller udvikles og organiseres.

  • Alveoleknoglen

    Alveoleknoglen, der er tegnet gul med en række huller, udvikles ligesom gingivas lamina propria af bindevæv uden om tandsækken. Lamina propria er grønt. Gingivas epitel, der er ensfarvet mørkegult, udvikles fra kæbevoldens epitel.

  • Udvikling af tandanlæg

    Vi ser den hesteskoformede tandliste fra den frie kant. De primære tandanlæg er farvet grønne. De permanente tandanlæg udvikles dels udfor de primære tandanlæg dels på en forlængelse af tandlisten, der skyder sig bagud. Fra listens forlængelse udvikles de bageste tre røde anlæg, der svarer til de permanente molarer. Sammenfattende kan man sige, at samtlige primære tandanlæg samt de permanente tandanlæg til og med præmolarerne kommer fra selve tandlisten, mens de permanente molarer, der ikke afløser primære tænder, udvikles på en forlængelse af tandlisten.

  • Anlæg af primære og permanente tænder

    Alle primære tænder og de fleste permanente anlægges, før barnet fødes.

  • Mineralisering af primære og permanente tænder

    Billedet til venstre skal illustrere, at før fødslen begynder samtlige primære tænder at mineralisere. Tegningen til højre skal illustrere, at de permanente tænder begynder at mineralisere efter fødslen. Der er dog en enkelt undtagelse.

  • Tandfrembrud

    Øverste billede viser, at den første primære tand bryder frem, når barnet er ½ år, mens de øvrige bryder frem, inden barnet er 3 år. Det nederste billede viser, at frembruddet af de permanente tænder finder sted fra 6-12 år. Visdomstanden kommer dog senere.

  • Tandfrembrud

    Frembruddet finder sted, før roden endnu er færdigdannet. På tegningen vises, at en del af kronen er brudt frem, men roden mangler endnu et betydeligt stykke i at være færdig. Det skal understreges, at tanden baner sig vej igennem slimhinden, uden at der udgydes blod, og at forskellige kræfter driver tanden mod overfladen. Måske lettes frembruddet ved, at rester af emaljeorganet danner enzymer, der blødgør vævet, hvorved modstanden mindskes under frembruddet.

  • Fældning og frembrud

    Når de primære tænder har siddet et stykke tid, begynder deres rødder at blive resorberet. Efterhånden løsnes tænderne og fældes. Ofte resorberes tanden helt op til eller et stykke op i kronen. Nedadtil i billedet med vejarbejdsskiltet ses den permanente tand i umiddelbar nærhed af den primære. Når den primære tand er fældet, er der plads til, at den permanente kan bryde frem.