• HØRE OG LIGEVÆGTSORGANET      Lektion 2

    Manuskript nr. 168 / dias 22, Bearbejdet af Henrik Løvschall og Erik Christophersen, Anatomisk afsnit, Århus Tandlægeskole, Århus Universitet

  • Det indre øre

    Billedet viser det indre øre. Vi ser basis cranii interna på hver side af foramen magnum. I nogen afstand fra hullet ligger pars petrosa. Den er gennemsigtig, og inde i den ligger en model af det indre øre. Længst lateralt og bagtil ligger de tre buegange. De er markeret i teksten langs billedets højre kant. Der er: •en lateral buegang, der står horisontalt; •der er en øvre, der står vinkelret på pars petrosas længdeakse, altså næsten sagittalt, og endelig er der •en bageste, der nærmest står frontalt. Dermed er de tre vigtigste planer dækket ind (fortsættes).

  • Sneglen

    Den forreste del af modellen af det indre øre, dannes af sneglen, cochlea, navnet står øverst til højre. Den del, der ligger imellem cochlea og buegangene, er forgården. Sneglen ligner grangiveligt et sneglehus. Sneglehuset ligger ned, som det ses, med spidsen pegende fremad. Den del af det indre øre, der er vanskeligst at forestille sig rumligt, er forgården mellem buegangene og snegl. Der er det nemmest at tænke på en hulhed, der minder om et æg.

  • Model af det indre øre – forfra

    Tegningen viser en isoleret model af det indre øre. Vi ser modellen forfra. Det fremgår uden videre, når vi tænker på, at sneglen ligger ned og spidsen peger fremad. Sneglen ses til højre markeret cochlea, og sneglespidsen peger lige ud mod os. De tre buegange er lette at identificere, og det mellemliggende stykke er forgården.

  • Model af det indre øre – bagfra

    Denne model af den benede labyrint er samme model som før blot set bagfra. Vi identificerer let de tre buegange; det er sneglens basis, vi ser ind på; set fra denne synsvinkel, er det stykke af det indre øre, der ligger imellem snegl og buegang, med lidt god vilje ægformet. Det ses uden videre, at de tre buegange åbner sig i den ægformede forgård, samt at sneglen står i forbindelse med den anden side af den ægformede forgård.

  • Skematisk snit igennem det indre øre

    Tegningen er et meget skematisk snit igennem det indre øre. Der er kun vist en enkelt buegang længst til venstre. Sneglen er synlig til højre, og det mellemliggende sorte område er forgården. Det sorte markerer den benede labyrints lumen, mens det hvide, der er tegnet i det sorte, og markeret med tal, f. eks er buegangen markeret med 2-tal, udgør den membranøse labyrint. Den membranøse labyrint eller hindede labyrint, er en miniaturekopi af den benede. Den ligger inden i den benede, og er skilt fra dens vægge af perilymfe. (fortsættes)

  • Skematisk snit igennem det indre øre

    Den membranøse labyrint indeholder selv en væske. Det er endolymfen. De to væsker er helt adskilte. De membranøse buegange har en udvidelse, der svarer til udvidelsen på de benede buegange. Udvidelsen hedder ampulla, og det er her, sanseepitelet er anbragt. En af ampullerne er markeret med (3) til venstre. I forgården ligger to forgårdssække, der er forbundet med en tynd kanal; den er ikke tegnet på. Forgårdssækkene er markeret (4) og (5). Den forgårdssæk, der er markeret (5), står i forbindelse med sneglen gennem en ganske fin kanal. (fortsættes)

  • Skematisk snit igennem det indre øre

    I forgårdssækkene findes områder bestående af sanseepitel. Endelig ses den spiralformede hvide figur til højre i billedet. Det er den membranøse snegl. Den følger naturligvis den benede snegle spiral, men er væsentlig mindre end den. (11) viser stigbøjlen, der sidder i det ovale vindue, og (10) svarer til det runde vindue med den sekundære trommehinde. Når stigbøjlen presses ind mod det ovale vindue, overføres dens bevægelser til perilymfen i det sorte rum. Perilymfen sættes i bevægelse op langs sneglegangen og derved overføres bevægelserne til den membranøse snegl.

  • Sanseepitelet i forgårdssække og buegange

    Tegningen viser sanseepitelet i forgårdssækkene. Billedet gælder desuden for sanseepitelet i buegangene. Der er støtteceller, det er de røde, og sanseceller, det er de blå celler, der er markeret (H) og forsynet med nogle lange hår, der stikker op i en geleagtig masse. Når den tykflydende geleagtige masse, der på tegningen er gul, sættes i bevægelser på grund af bevægelse af hovedet, påvirkes sansehårene, og dermed de nerver, der grener sig omkring sansecellerne.

  • Påvirkning af sanseceller

    Tegningen viser, hvorledes påvirkningen foregår ved forskellige stillinger. Længst til venstre er tegnet en lille mand i stående stilling. Det giver en bestemt påvirkning af sanseceller, vist indenfor cirklen. Når han lægger sig ned (2) fås en anden påvirkning af sanseepitelet, idet den geleagtige masse nu ligesom rutcher nedad. Og går han til yderligheder, og hænger i benene, så hænger den geleagtige masse ned, og udøver et meget kraftigt træk i sansecellerne. Alle disse påvirkninger registreres gennem nerverne og spiller en rolle for opretholdelsen af ligevægten.

  • Snit gennem sneglen

    Billedet viser et snit gennem sneglen. Man har ramt sneglens midterste akse og ser sneglegangen skåret på begge sider af aksen. Hver gang sneglegangen rammes ses tre mindre lumina. Det midterste af de tre lumina er trekantet på snit (her gråt). Det får man udmærket indtryk af, hvis man opsøger navnet til venstre på billedet. Der står stria vascularis. Pilen fører ind til ydervæggen af det trekantede lumen. Det trekantede lumen er den membranøse sneglegang. De to andre lumina er dele af den benede snegl og indeholder perilymfen. De svarer til det sorte rum på en tidligere tegning.

  • Den membranøse sneglegang

    Tegningen viser den membranøse sneglegang med nærmeste omgivelser i stor forstørrelse og tegnet lidt i perspektiv. (W) svarer til ydervæggen af den membranøse sneglegang. Det svarer til navlestrengen på forrige tegning, og det trekantede rum er let at identificere (dC) (fortsættes)

  • Det Cortiske organ

    Det farvede rum nedadtil er det mest interessante område i den membranøse snegl. Det er det Cortiske organ med tilbehør. Det svarer til sanseområderne i forgårdssække og buegangsampuller, men er udformet på en lidt anden måde, og har som bekendt også en anden funktion, idet det står i høresansens tjeneste. Det Cortiske organ hviler på en basalmembran (b), det er det nederste bogstav under området med røde og grønne farver. Den hedder lamina basilaris, og er sammensat af et meget stort antal strenge, der kaldes hørestrenge. (fortsættes)

  • Membrana tectoria

    Den mørke struktur over det Cortiske organ, er en membran. Den hedder membrana tectoria, fordi den dækker organet. Den har samme funktion, som den geleagtige masse i forgårdssække og i buegange, idet den skal påvirke sansecellerne i det Cortiske organ. Den rumlige tegning gør det forståeligt, at det Cortiske organ i virkeligheden er en kam eller forhøjning, der strækker sig igennem hele sneglen.

  • Membrana tectoria og membrana basilaris

    Lad os prøve at tegne det Cortiske organ. Tegningen viser her først membrana tectoria (T) og membrana basilaris (B).

  • Vigtige støtteceller

    Tegningen viser her desuden nogle vigtige støtteceller. De er anbragt som tagspær, idet de mødes i en spids under membrana tectoria.

  • Andre vigtige støtteceller

    Tegningen viser her andre vigtige støtteceller.

  • Endnu en serie støtteceller

    Og længst til højre ses igen en serie af andre støtteceller. Der findes forskellige typer af støtteceller.

  • Sansecellerne anbragt i forhold til støttecellerne

    Billedet viser sansecellerne anbragt i forhold til støttecellerne. Det bemærkes at sansecellernes hår når undersiden af membrana tectoria. Når hørestrengene i membrana basilaris svinger, glider hårerne mod membrana tectoria. Derved fremkaldes en impuls, som gennem nerverne ledes til hørekernerne. Membrana tectoria er svovlet og hårerne tændstikkerne,- og når ”gnisten” opstår omsættes den til nerveimpulser.

  • Nerverne i forhold til sansecellerne

    Billedet viser nerverne i forhold til sansecellerne. Nervetrådene har trofisk centrum i ganglier inde i sneglen, og altså ikke i sansecellerne.