• Blodkar og nerver gennem gl. parotidea

    På tegningen her ses at der løber adskillige vigtige blodkar og nerver gennem gl. parotidea. En del af kirtelvævet er fjernet. Nerverne er farvet gule og blodkarrene er blå og røde.
    Fra kirtlens forreste kant afgår udførselsgangen. Den er sortfarvet og ses over pilehovedet. Udførselsgangen, ductus parotideus, løber herover m. masseter og igennem regio buccalis.

  • Ductus parotideus

    Forløbet af ductus parotideus ses godt på et horisontalsnit. Den er her farvet blå og markeret med pilehoveder. Vi kan lige se forløbet omkring forkanten af m. masseter (m) og derefter er det muligt at følge ductus gennem regio buccalis, hvor den til slut perforerer m. buccinator, den røde streg, og munder på kinders indside. Det sker udfor anden molar i overkæben, på papilla ductus parotidei.

  • Gl. submandibularis

    Underkæbespytkirtlen, gl. submandibularis, er en blandet sero-mukøs kirtel.

  • Gl. submandibularis

    Vægten er ca. 15 g. Det er ca. dobbelt så meget som vægten af undertungespytkirtlen, gl. sublingualis.

  • Gl. submandibularis

    Formen er lidt vanskelig at beskrive, fordi m. mylohyoideus, der er farvet rød, med sin bagkant danner en dyb indskæring i gl. submandibularis.
    Man plejer dog at sammenligne kirtlen med en bøjet kolbe. Det skal også nævnes, at overfladen er gullig og fint lobuleret. Og at kirtelvævet er blødt, så det er umuligt at føle den gennem huden under normale omstændigheder.

  • Frontalsnit gennem mundbundens ene side

    Tegningen her er et frontalsnit gennem mundbundens ene side. Kirtlen er omgivet af en kapsel. Kapslen er rødlig og ses udfor pilehovederne. Kapslen dannes af halsfascien og er meget løst bundet til kirtlens overflade.

  • Gl. submandibularis

    Kirtlen findes i to vigtige regioner. Den skraverede del, som ligger over og foran bagkanten af m. mylohyoideus, ligger i regio sublingualis. Resten, og det er størstedelen af kirtlen, ligger i trigonum submandibulare.

  • Trigonum submandibulare

    Her er trigonum submandibulare skraveret.

  • Gl. submandibularis

    Den del af kirtlen, som ligger i trigonum submandibulare, er placeret i et hul, en loge, submandibularislogen, der beskrives med en lateral- og en medialvæg.
    Lateralvæggen dannes af corpus mandibulaes indside (1) og indsiden af m. pterygoideus internus (2), som ligger på indsiden af ramus mandibulae.
    Medialvæggen dannes af muskler (3, 4, 5) og tungeben (6). Musklerne er: M. mylohyoideus (3), m. hyoglossus (4) og svælgmuskler (5).

  • Ductus submandibularis

    Udførselsgangen, ductus submandibularis, fører spyt fra kirtlen, den ligger over m. mylohyoideus og fortsætter gennem regio sublingualis til caruncula sublingualis i mundbunden, bag fortænderne

  • Gl. sublingualis

    Undertungespytkirtlen, gl. sublingualis, er en blandet, mandelformet kirtel.
    Overfladen har samme udseende som de andre spytkirtler. Den er gullig, fint lobuleret og blød.

  • Gl. sublingualis

    Gl. sublingualis er den mindste af de tre spytkirtler. Den vejer kun 7-8 g.

  • Kirtlen mangler fuldstændig kapsel

    Her ses et frontalsnit gennem mundbunden. Gl. sublingualis er den ovale grønne klump. Den ligger i regio sublingualis, altså “ovenpå” m. mylohyoideus.
    Kirtlen mangler fuldstændig kapsel i modsætning til gl. submandibularis og gl. Parotidea.

  • Frontalsnit gennem mundbunden

    Tegningen viser placeringen af gl. sublingualis i højre og venstre side på et frontalsnit gennem mundbunden.
    Kirtlerne hører til regio sublingualis fordi de ligger på øvre flade af m. mylohyoideus.
    Kirtlerne ligger langs indsiden af corpus mandibulae og under slimhindefolden i mundbunden, plica sublingualis.
    Husk regio sublingualis er en uparret region.

  • Gl. sublingualis har ingen hovedudførselsgang

    Gl. sublingualis har ingen hovedudførselsgang. Den tømmer i stedet sit sekret gennem 12-15 mindre udførselsgange, der munder på plica sublingualis og caruncula sublingualis.

  • Gl. parotidea ligger i parotidealogen

    Selve kirtlen ligger i en fordybning, der kaldes parotidealogen.
    Kirtlens omkreds er trukket op med grøn farve. Parotidealogen strækker sig ind i dybden mellem ramus mandibulae med muskler fortil, og m. sternocleidomastoideus bagtil.
    Medialt når logen ind til spatium lateropharyngeum.
    Processus styloideus og stylomuskler der ses på tegningen ligger i spatium lateropharyngeum, medialt for parotidealogen.

  • Pancreas

    Kirtlen vejer ca. 100 g og farven ligner fedtvæv, dvs. kirtelvævet er gulligt.
    Man kan se, at overfladen er groft lobuleret og tilsvarende udseende vil snitflader have.
    I øvrigt er kirtelvævet blødt og kirtlen har ingen kapsel. Den er kun beklædt med peritoneum på forfladen.

  • De sekundært retroperitoneale organer

    Pancreas (PA) hører til de sekundært retroperitoneale organer, der desuden omfatter duodenum (DU),
    colon ascendens (CA) og
    colon descendens (CD),
    der alle ses her.
    Pancreas ligger i spatium retroperitoneale og er fast bundet til duodenum, bl.a. takket være udførselsgangen, der fører bugspyttet fra pancreas til duodenum.

  • Pancreas ligger bag ventriklen og foran de primært retroperitoneale organer på bageste bugvæg

    Pancreas ligger bag ventriklen (der er løftet op på plexiglasplade).

  • Pancreas ligger bag ventriklen og foran de primært retroperitoneale organer på bageste bugvæg

    Pancreas ligger foran de primært retroperitoneale organer på bageste bugvæg. Her ses venstre nyre, der er brun, og venstre binyre der er lyserød.

  • Pancreas ligger foran de store kar aorta og v. cava inferior

    Desuden ligger pancreas også foran de store kar, aorta og v. cava inferior, der begge følger columna.

  • Pancreas inddeles i 4 afsnit

    Pancreas inddeles i 4 afsnit. Den del, der ligger i duodenums konkavitet hedder caput (1). Dernæst følger collum (2) og corpus (3). Cauda (4) ligger længst til venstre ved milten. Her er kirtlens j-form, et liggende j, tydelig.

  • Pancreasgangen

    Hovedudførselsgangen fra pancreas, pancreasgangen er markeret (2).
    Ductus pancreaticus, gennem-løber pancreas fra cauda til caput, hvorefter den i duodenums væg løber sammen med galdegangen og danner en udvidet fællesgang, kort før den fælles udmunding på papilla duodeni major.

  • KIRTLER KNYTTET TIL FORDØJELSESKANALEN 1. trin Lektion 1: spytkirtler

    Manuskript nr. 154 / dias 17
    Bearbejdet af
    Henrik Løvschall og Erik Christophersen
    Anatomisk afsnit
    Århus Tandlægeskole
    Århus Universitet

  • Til fordøjelseskanalen er knyttet flere kirtler

    Til fordøjelseskanalen er knyttet flere kirtler, som ligger udenfor kanalen, men som tømmer deres sekret i kanalen via udførselsgange. Det drejer sig om spytkirtler øverst, lever der er størst og bugspytkirtlen.

  • Vi tre store spytkirtler på hver side af hovedet

    Af spytkirtler med selvstændige udførselsgange har vi tre store på hver side af hovedet:
    ørespytkirtlen,
    Gl. parotidea (1),
    underkæbespytkirtlen,
    Gl. submandibularis (2)
    undertungespytkirtlen,
    Gl. Sublingualis (3).

  • Gl. parotidea

    Gl. parotidea er en pyramideformet, rent serøs kirtel, der ligger med spidsen ved angulus mandibulae og basis mod basis cranii, lige bag kæbeleddet.

  • Gl. parotidea er den største af de tre spytkirtler

    Gl. parotidea er den største af de tre spytkirtler.
    Den vejer ca. 30 g, dvs. mere end Gl. submandibularis og Gl. sublingualis tilsammen.

  • Pancreas

    Bugspytkirtlen, pancreas (5) er både en exocrint og en endokrint secernerende kirtel.

  • Gl. parotidea

    Kirtlen er gullig og tegningen viser at den har en fint lobuleret overflade. Kirtlen har normalt en blød konsistens, så det er muligt at føle den gennem huden.

  • Det eksterne sekret er pancreassaft

    Det exocrine sekret, bugspyt eller pancreassaft, indeholder enzymer af betydning for fordøjelsesprocesserne i tarmkanalen.

  • Gl. parotidea

    Gl. parotidea er omgivet af en tynd kapsel (B), der er fast bundet til kirtelvævet.
    Kapslen fortsætter i fascierne over m. masseter (C), og m. sternocleidomastoideus (A).

  • Det interne sekret er insulin

    Det endokrine sekret indeholder insulin. Insulin er af betydning for sukkerstofskiftet.

  • Gl. parotidea hører til regio parotideomasseterica

    Gl. parotidea hører til regio parotideomasseterica.
    Regionens udstrækning på hudoverfladen er vist med den røde stilling.

  • Pancreas har form som et J

    Pancreas (5) har form som et liggende J med den krogformede, største del, liggende til højre i duodenums (1) konkavitet.
    Her er krogen ikke tydelig.

  • H-figur

    Den lodrette streg til venstre i H-et danner grænse mellem den store leverlap til højre og den lille leverlap til venstre. Adskillelsen dannes af to smalle furer med ligamenter. De ses udfor de to pilehoveder til venstre. Ligamenterne er rester af fostervener, som kun fungerer hos fosteret.

  • Porta hepatis

    Gennem leverporten porta hepatis går levergangen, (6) ductus hepaticus, der fører galden væk fra leveren.
    Endvidere er der leverens to tilførende blodkar portåren, (4) v. portae, og leverarterien, (5) a. Hepatica.

  • Vv. hepaticae

    På tegningen her ses leverens fraførende kar, levervenerne udfor pilen. Levervenerne, vv. hepaticae, løber altså ikke gennem porta hepatis, men tømmer sig direkte i v. cava inferior i bunden af den fure, hvori v. cava inferior ligger.
    Vi kan kun se vv. hepaticae, fordi v. cava inferior er trukket opad og væk fra den dybe fure i leveren.

  • Galdevejene

    Galdevejene omfatter:
    (1) galdeblæren – vesica biliaris
    (2) galdeblæregangen – ductus cysticus
    (3) levergangen – ductus hepaticus
    (4) galdegangen – ductus choledochus

  • Galdeblæren

    Galdeblæren er pæreformet og ligger næsten helt skjult på leverens facies visceralis. Kun det bredeste parti stikker frem fortil-nedadtil (sort pilhoved for neden). Fra galdeblæren (g) og galdeblærens hals opadtil afgår galdeblæregangen (til venstre).

  • Galdeblæregangen løber sammen med levergangen, de danner galdegangen

    Galdeblæregangen (2) løber sammen med levergangen (3). De danner galdegangen (4). Sammenløbet mellem galdeblæregang og levergang ligger under porta hepatis.

  • Galdegangen er 7-8 cm lang

    Galdegangen (4) er 7-8 cm lang og strækker sig fra porta hepatis til duodenum.

  • Galdegangen

    Galdegangen ligger først over duodenum, dernæst bagved duodenum og senere bagved pancreas.

  • Leveren hører til spatium peritoneale

    Leveren (12) ligger øverst i bughulen, lige under diafragma.
    På tegningen ses spalten mellem peritoneums to blade der ligger rundt om leveren (12).
    Leveren hører til spatium peritoneale ligesom andre organer

  • Papilla duodeni major

    Slutstykket ligger i duodenums væg, hvor galdegangen (1) løber sammen med pancreasgangen – (2) ductus pancreaticus.
    De danner tilsammen en udvidet fællesgang, der er omgivet af en ringmuskel og som åbner sig på papilla duodeni major, på indsiden af duodenums væg.

  • Leveren dækkes delvist af ribben

    På grund af diafragmas kuppelform, når leveren så højt op at en stor del dækkes af ribbenene.

  • Galden dannes kontinuerligt i leveren

    Galden dannes kontinuerligt i leveren og kan, som det er vist her, løbe direkte gennem levergang (3) og galdegang (4) til duodenum (7).

  • Leveren ligger foran ventriklen

    I forhold til midtlinien ligger den største del af leveren (5) til højre.

    Endvidere ligger leveren foran ventriklen (3) og foran en del af de retroperitoneale organer.

    Det er duodenum ved (4), flexura coli dextra ved (6), samt højre nyre (5).

  • Galdeblæren

    Når ringmusklen i duodenum er kontraheret løber galden imidlertid en anden vej, nemlig fra levergang (3) gennem galdeblæregang (2) til galdeblæren (1), hvor galden opbevares og koncentreres.

  • Leveren ligger foran de store karstammer

    Leveren ligger foran de store karstammer på bageste bugvæg. Det er legemspulsåren aorta (til venstre), og nedre hulvene, v. cava inferior (til højre).
    Venen ligger i øvrigt – som vi senere skal se – i en dyb fure opadtil på leverens bagside.

  • Galdeblæren tømmes

    Når galdeblæren tømmes, løber galden gennem galdeblæregang (2) og galdegang (4) til duodenum (7).

  • Facies diafragmatica

    Leverens forreste, øverste, bageste og højre flader går jævnt over i hinanden.
    De jævne, buede flader passer fuldstændigt til diafragmakuplens form og kaldes under et for facies diafragmatica.

  • Facies visceralis

    Den nedadrettede flade, hvor man har ført fingrene lidt ind på, har relation til forskellige bugorganer, viscera, og kaldes facies visceralis.

  • H-figur

    På leverens nedre og bageste flade findes forskellige furer, der tilsammen danner en H-lignende figur. H-ets tværstreg dannes af leverporten, porta hepatis.

  • H-figur

    Den lodrette streg til højre dannes af furen til v. cava inferior opadtil (7) og nedadtil af furen til galdeblæren (2).

  • KIRTLER KNYTTET TIL FORDØJELSESKANALEN 1. trin – lektion 2: lever og pancreas

    Manuskript nr. 35 / dias 298
    Bearbejdet af
    Henrik Løvschall og Erik Christophersen
    Anatomisk afsnit
    Århus Tandlægeskole
    Århus Universitet

  • Hepar

    Leveren, hepar, er legemets største kirtel. Vægten er ca. 1½ kg. Leveren danner galde og er af betydning for det intermediære stofskifte, dvs. omsætning af næringsstoffer i organismen.

  • Formen er uregelmæssigt kileformet

    Formen er uregelmæssigt kileformet med kilens skarpe kant rettet nedad.

  • Leveren er rødbrun

    Leveren er rødbrun, og overfladen er blank og glat, fordi leveren næsten overalt er beklædt med peritoneum.

  • Levervævet er sprødt

    Ved snit i levervævet kommer der kraftig blødning, og først når blodet tørres væk ses enkeltheder. Levervævet er sprødt og går let i stykker.