• KIRTELEPITEL 1

    Manuskript nr. 134 / dias 85
    Bearbejdet af
    Henrik Løvschall og Erik Christophersen
    Anatomisk afsnit
    Århus Tandlægeskole
    Århus Universitet

  • Eksokrine kirtler og endokrine kirtler

    Kirtler er organer, der er særlig udviklet med henblik på sekretion. Det vigtigste væv i en kirtel er kirtelepitel. Kirtler deles i eksokrine kirtler mærket C1 og endokrine kirtler mærket C2, samt kirtler, der indeholder både eksokrine og endokrine afsnit. De sidste er ikke vist på dette billede. På fig. C1, hvor de secernerende kirtelepitelceller er farvet blågrønne, danner de blå dækepitelceller et rør. Gennem dette transporteres sekretet til overfladen. På fig. C2 ses en endokrin kirtel. De secernerende celler er blågrønne, men der er ingen forbindelse mellem cellerne og overfladen. Der er altså ikke noget gangsystem, og sekretet føres i stedet bort med blodet. Secernerende kirtelepitelceller ligger grupperet omkring tynde kar.

  • Eksokrine kirtler

    Eksokrine kirtler inddeles efter forskellige principper, for det første efter antallet af celler. Man skelner mellem encellede eller unicellulære og mangecellede eller multicellulære kirtler. Unicellulære kirtler består af en enkelt kirtelepitelcelle og findes som bægerceller. Øverste tegning viser en bægercelle omgivet af fire prismatiske dækepitelceller. Sekretet, der er rødt, er ved at udstødes på overfladen. Bægerceller er eneste eksempel på en unicellulær kirtel, alle andre kirtler er multicellulære.

  • Eksokrine kirtler

    Fig. A viser den enkleste multicellulære kirtel. Den består af et lag epitelceller på overfladen, der alle secernerer. Mavesækkens overfladeepitel er et eksempel på et secernerende epitellag. Når en kirtel skal producere store mængder sekret må den, som vist på fig. C, indeholde mange secernerende celler. Det betyder, at de fleste kirtler af pladsmæssige grunde kommer til at ligge udenfor epitelet, idet de mange celler ikke “kan være” i overfladeepitelet. Kirtler, der ligger udenfor epitelet kaldes ekstraepiteliale. Det gælder de fleste kirtler, f. eks. Spytkirtler.

  • Eksokrine kirtler inddeles efter sekretets art

    Eksokrine kirtler inddeles efter sekretets art. Er det vandigt, som den væske, der hældes ud af reagensglasset, (S), er kirtlen serøs. I (M) er sekretet tyktflydende på grund af slim, og kirtlen, der har produceret det, er mucøs. En kirtel, der producerer en blanding af serøst og mucøst sekret, som i (SM), er blandet. Denne inddeling er ikke anvendelig for alle eksokrine kirtler, men er god for spytkirtlerne.

  • Endestykke

    Ved et endestykke forstås en samling secernerende celler, grupperet omkring et lumen. Et endestykke kan være rørformet som vist til venstre eller drueformet som vist på fig. A; og efter sekretets art kan det være serøst, mucøst eller blandet.

  • Sekretet transporteres bort gennem kirtelgange

    Sekretet, der dannes i kirtelendestykkerne transporteres bort gennem kirtelgange med stadig voksende diameter. Fra endestykket (E) løber sekretet først gennem tynde rør med forskellig diameter(F) og (G). De øverste tegninger viser rørene på tværsnit mens den nederste tegning er et længdesnit. De tynde gange løber sammen og danner mindre udførselsgange, (H), der længere til højre i billedet skulle tømme sig i en større gang, der ikke er vist.

  • Lobulus

    I en kirtel er endestykker og udførselsgange samlet i enheder; hver enhed kaldes en lobulus. En kirtel kan sammenlignes med en drueklase, hvor druerne er endestykker og stilkene gangsystem. Druesaksen er ved at klippe et lille bundt druer af.

  • Lobulus

    Viser et lille bundt til højre; det svarer til en lobulus. Den består af en mindre udførselsgang, hvorfra der afgår finere gange til endestykkerne. En mindre udførselsgang svarer til stilken, der skimtes på det lille druebundt, og de finere gange svarer til de tynde stilke, der går til de enkelte druer.

  • Symboliserer en lobulus omgivet af bindevæv

    Det lille druebundt er her pakket ind og symboliserer en lobulus omgivet af bindevæv. Da bindevævet ligger mellem lobuli kaldes det interlobulært bindevæv.

  • Snit gennem en kirtel

    Viser et snit gennem en kirtel. Yderst findes kirtlens kapsel (C). Derfra strækker der sig interlobulært bindevæv (I) ind i kirtlen mellem lobuli. Lobuli (L) er opbygget omkring gangsystemet. En lobulus består af en mindre udførselsgang mærket (nu) og mange fine rør, (i), samt de endestykker, der hører dertil. De mindre udførselsgange, (uu), samler sig i større udførselsgange, (SS), der tømmer sig i hovedudførselsgangen nederst.

  • Tre forskellige endestykker

    Viser tre forskellige endestykker (S), (M) og (SM). (S) er et serøst endestykke, hvor man ser 6 ens celler. 4-tallet viser grænsen mellem 2 celler. Et serøst endestykke karakteriseres ved at kernerne, der ses ved 2-tallet, er runde og ligger omtrent midt i cellen. Lumen, (3), er endvidere lille, og cellernes cytoplasma, (5), er mørkt granuleret. (M) er et mucøst endestykke, hvor 1-tallet mellem de to pile viser en celle, og 4-tallet grænsen mellem to celler. Et mucøst endestykke karakteriseres ved at kernerne, (2), er skålformede eller flade og ligger basalt i cellen. Desuden er lumen, (3), stort, og cellernes cytoplasma, (5), er lyst, ofte skumagtigt. (SM) viser et blandet endestykke, hvor der produceres et blandet sekret.
    (fortsættes)

  • Tre forskellige endestykker

    Her ses både serøse celler, (S), og mucøse celler, (M). Cellerne ligger ikke tilfældigt mellem hinanden, idet de serøse celler er samlet i endestykkets blinde ende. I histologiske præparater skæres endestykkerne ofte på en sådan måde, at den serøse del af endestykket danner en halvmåne, som vist på billedet.

  • Den trabekulære type og den follikulære type

    Viser to typer endokrine kirtler. (T) er den trabekulære type og (F) den follikulære type. I modsætning til de eksokrine kirtler har de endokrine ingen udførselsgange, og deres opbygning er mere simpel. De enkelte celler er kubiske og vil i den trabekulære form, (T), danne epitelstrenge, der anastomoserer og danner et uregelmæssigt net; i maskerne ligger mange hårkar, (K). Pilene antyder, at de dannede sekreter afgives til karrene.
    (fortsættes)

  • Den trabekulære type og den follikulære type

    Den follikulære type (F) består af en række follikler. En follikel er en sæk, (S), der er lukket til alle sider. Sekretet kan gå direkte til karrene, (K), eller deponeres i folliklens lumen for senere at afgives til blodet. Dvs. sekretet først går i de hvide piles retning til follikelhulen, (S), for derefter, når der er brug for det, at følge den retning de sorte pile angiver, tilbage igennem cellerne og til karrene.

  • Kirtel med både eksokrin og endokrin funktion

    Viser en kirtel med både eksokrin og endokrin funktion. Serøse endestykker ses til højre og venstre i billedet. Sekretet samles i endestykkernes lumen og føres videre gennem gangsystemet. (D) er det endokrine afsnit, der hører til den trabekulære type. Cellerne secernerer ind i hårkarrene, (K). Denne opbygning findes f. eks. i bugspytkirtlen.