• Tyndtarmsvæg i perspektiv

    Tegningen viser et stykke tyndtarmsvæg i perspektiv. Væggen præges af utallige tarmtrævler, villi intestinales. De findes overalt på overfladen, både på de cirkulære folder og imellem dem. De danner en slags skov, hvor stammerne, som mangler grene, står tæt. I skovbunden mellem tarm-trævlerne findes mange huller, det er indgangen til rør, der ligner mavetragte. De kaldes tarmkrypter eller Lieberkühnske krypter.
    (fortsættes)

  • Tyndtarmsvæg i perspektiv

    Ligheden mellem mavetragte og tarmkrypter gælder kun formen. Mens mavetragtene er udførselsgange for kirtlerne i lamina propria, så er tarmkrypterne selv kirtler. Tarmkirtlerne har ikke nogen udførselsgang, idet selve kirtelrørene, altså krypterne, åbner sig direkte på overfladen mellem villi.

  • Snit igennem tyndtarmen og tolvfingertarmen

    Her er to snit igennem tyndtarmen. På begge sider ses villi intestinales skåret igennem på langs og Lieberkühnske krypter som de tager sig ud i mikroskopet. Krypterne strækker sig helt ned til det grønne lag, der er lamina muscularis mucosae. Snittet til venstre er fra tolvfingertarmen. Det fremgår af kirtlerne i det gule lag, dvs. tela submucosa. Tolvfingertarmen er det eneste tarmafsnit, hvor der er kirtler i tela submucosa. Ellers er tarmene kirtler identisk med tarmkrypter.

  • Tarmene indside

    På dette tarmstykke er venstre del klippet igennem og bredt ud, så man kan se tarmene indside. I tyktarmen findes tværstillede halvmåneformede folder. To af dem er markeret med pile. De er væsentlig kortere end de cirkulære folder i tyndtarmen, hvor hver fold danner det meste af en cirkel.

  • Længdegående muskulatur i tyktarmen

    Den længdegående muskulatur i tyktarmen er ordnet i tre muskelbånd. På tegningens højre halvdel ses et muskelbånd på udsiden. På det opklippede stykke ses muskelbåndenes beliggenhed i forhold til de halvmåneformede folder.

  • Udsiden af tyktarmen

    På udsiden af tyktarmen findes store afrundede udposninger, som er meget karakteristiske for dette tarmafsnit. Pilene peger på to udposninger. Mellem dem ligger furer; de svarer til de halvmåneformede folder på indsiden.

  • Små dråbeformede sække

    På udsiden af tyktarmen findes mange små dråbeformede sække. To er vist med pile. Sækkene er fyldt med fedt, og sækkenes væg dannes af bughinden.

  • Overfladen mangler villi

    På dette udsnit af tyktarmens væg i perspektiv fremgår det, at overfladen mangler villi. Den sidste villus findes i tyndtarmen umiddelbart før indmundingen i tyktarmen. Hvis man sammenligner tyndtarmens overflade med en skov af tætstillede stammer, hvor der mellem stammerne er huller i skovbunden, så må man for tyktarmens vedkommende sige, at her findes en glat overflade uden stammer, men med lige så mange huller på overfladen som i tyndtarmen; hullerne er indgang til tarmkrypter.

  • Tarmkrypter

    På dette snit gennem tyktarmsvæggen peger pilene på tarmkrypter. De har samme funktion som i tyndtarmen, dvs. det er kirtler. De strækker sig igennem hele lamina propria ned til det grønne lag, lamina muscularis mucosae.

  • Tyndtarm og tyktarm

    Fig. 1 viser et stykke tyndtarm og fig. 2 et stykke tyktarm. Tyktarmen adskilles let fra tyndtarmen ved hjælp af tre karakteristiske træk. For det første de længdegående muskelbånd. Der er tre og det ene er markeret (Y). For det andet på udposningerne (X), og for det tredje på de små sække (Z), de indeholder fedt, og deres væg er dannet af bughinden.
    (fortsættes)

  • Tyndtarm og tyktarm

    Tyndtarmens ydre overflade på fig. 1 har ingen udposninger og mangler fedtsække; det længdegående muskellag ligger jævnt fordelt og danner ikke bånd. Det var de 3 grovere adskillelsestegn mellem tyndtarm og tyktarm. Ser man på finere strukturer må fremhæves, at villi findes i tyndtarmen, men mangler i tyktarmen. Tarmkrypter, der er kirtler, findes derimod både i tyndtarm og tyktarm.

  • Slimhinde overalt i mundhulen

    Der er slimhinde overalt i mundhulen undtagen på tænderne. Slimhinden deles efter bygning og funktion i tre typer. Den første er simpel slimhinde. Den findes på læber og kinder som vist her.

  • Slimhinde med udpræget mekanisk funktion

    Den anden type er slimhinde med udpræget mekanisk funktion. Den findes som tandkød, gingiva, og på den hårde gane.

  • Differentieret slimhinde

    Den tredje type er særlig differentieret slimhinde. Den findes på bl.a. tungeryggen. Denne slimhindes differentiering eller specialisering viser sig ved udvikling af tungepapiller med smagsløg. Slimhinden er her specialiseret med henblik på registrering af smagsindtryk.

  • Løst bindevæv minder i sin konsistens om vat

    Tela submucosa består af løst bindevæv, når den binder slimhinden list til underlaget. Løst bindevæv minder i sin konsistens om vat, og man kan lige så let plukke det i småstykker, som man kan plukke vattotter ud af en pakke vat.

  • Fast bindevæv kan bedst sammenlignes med et stykke lærred

    Når tela submucosa består af fast bindevæv, binder den slimhinden fast til underlaget. Konsistensen af fast bindevæv kan bedst sammenlignes med et stykke lærred. Det er vanskeligt at rive i stykker.

  • Tunica muscularis

    Det tredje hovedlag i fordøjelseskanalen er muskelkappen, tunica muscularis. Den må ikke forveksles med det tynde muskellag, der hedder lamina muscularis mucosae, og som er en del af slimhinden fra og med oesophagus. Muskellaget, der hører til slimhinden, altså lamina muscularis mucosae, består uden undtagelse overalt af glat muskulatur. Muskelkappen, tunica muscularis, består af tværstribet muskulatur i de tværskraverede områder. Det vil sige, at der er tværstribet muskulatur i svælget, og i en del af spiserøret samt kort før endetarmsåbningen. I hele resten af fordøjelseskanalen, og det vil sige mange meter, består tunica muscularis af glat muskulatur.

  • Stratum circulare og stratum longitudinale

    Tunica muscularis består af to lag, et inderste cirkulært, stratum circulare, og et yderste længdegående, stratum longitudinale. Stratum circulare er næsten overalt det tykkeste.

  • I tyktarmen er stratum longitudinale samlet i tre bånd

    I tyktarmen er stratum longitudinale samlet i tre bånd, der ligger med regelmæssige mellemrum, som vist på tegningen. Mellem lagene består tunica muscularis kun af stratum circulare. De tre bånd findes kun i tyktarmen. I tyndtarmen danner den længdegående muskulatur et jævnt lag udenpå det cirkulære lag.

  • Tela submucosa indeholder kirtler

    Væggene i mundhule og svælg består inderst af tunica mucosa. Den omfatter kun lamina epithelialis og lamina propria, idet lamina muscularis mucosae hverken eksisterer i mundhule eller i svælg. Overgangen til det næste lag, tela submucosa, der er tydelig på tegningen på grund af farverne, er i virkeligheden uskarp. Det er først når man møder kirtler, at man ved, at man er i tela submucosa. Tela submucosa defineres som det bindevævslag, der indeholder kirtler.

  • Efter tela submucosa følger tværstribet muskulatur

    Efter tela submucosa følger tværstribet muskulatur. Billedet angiver princippet for opbygningen af væggene i svælg og mundhule. Den nærmere udformning af muskulatur i mundhulens vægge, dvs. kind, læber, mundbund med tunge samt gane er temmelig speciel og gennemgås ikke nu.

  • Hårde gane og processus alveolaris

    Endvidere udmærker mundhulen sig ved at have ret store områder, hvor der overhovedet ikke er muskulatur i væggen. Det gælder hårde gane og processus alveolaris, som vist her.

  • FORDØJELSESKANALENS VÆGGE Lektion 3: overfladerelief

    Manuskript nr. 269 / dias 79
    Bearbejdet af
    Henrik Løvschall og Erik Christophersen
    Anatomisk afsnit
    Århus Tandlægeskole
    Århus Universitet

  • Oesophagus

    Slimhindens overfladerelief er stærkt varierende gennem fordøjelseskanalen. Dette tværsnit af spiserøret viser, at lumen er lille og stjerneformet. Stjerneformen skyldes længdegående slimhindefolder. Det er med andre ord ligegyldigt, hvor man lægger tværsnit gennem spiserøret, så får man altid det samme uregelmæssige billede. De længdegående slimhindefolder i spiserøret opstår på grund af slimhindens meget løse binding. Det vil igen sige, at tela submucosa består af bindevæv der er meget løst. Tegningen viser oesophagus på et tidspunkt, hvor der ikke passerer føde igennem.

  • Oesophagus

    Når der passerer føde igennem oesophagus, udvides lumen og folderne udslettes. Så bliver overfladen glat, som vist på dette udsnit af spiserørets væg, hvor lumen er opadtil.

  • Mavesækkens indside

    Her er mavesækkens indside. Slimhinden danner kraftige folder, hvoraf de fleste er længdeforløbende ligesom i oesofagus. Som helhed er folderne her mere uregelmæssige end i oesofagus.

  • Mavetragte

    Overalt på overfladen af ventrikelvæggen, både på folder og i furerne mellem folderne findes ganske fine åbninger. Åbningerne er udgange for korte rør, der kaldes mavetragte.

  • På tungeryggen er slimhinden fast bundet

    På tungeryggen er slimhinden fast bundet, og her er det umuligt at få fat i en fold. Det svarer til hudens faste binding i håndfladen. Når hånden er strakt, er det vanskeligt overhovedet at få fat i en hudfold.

  • Snit gennem ventrikelvæggen

    Her er et snit gennem ventrikel-væggen på to forskellige steder. Til venstre peger pilen ned i en mavetragt, hvis bund eller blinde ende ligger lidt under pilespidsen. På tegningen til højre peger pilen i en mavetragt, der er væsentlig dybere. Tragten ender en lille smule under pilespidsen. De fine kanaler, der fortsætter fra tragtens bund og ned til det grønne lag, er ventrikelslim-hindens rørformede kirtler. Det grønne lag er lamina muscularis mucosae. Det vil sige, at kirtlerne i ventriklen ligger i lamina propria.
    (fortsættes)

  • Hvor slimhinden er løst bundet kan man uden at det gør ondt, sprøjte væske ind i underslimhinden

    Det har stor praktisk betydning at være klar over, hvorledes slimhinden er bundet de forskellige steder i mundhulen. På de steder, hvor slimhinden er løst bundet og tela submucosa består af løst bindevæv, kan man uden at det gør ondt, sprøjte væske ind i underslimhinden. Det sker f. eks. ved lokalbedøvelse.

  • Snit gennem ventrikelvæggen

    Dette er i modsætning til f. eks. mundhule og svælg, hvor kirtlerne ligger i tela submucosa. Som det fremgår af tegningen, ligger kirtlerne meget tæt. Det bevirker, at bindevævet i lamina propria er sparsomt. Mavetragtenes opgave er at fungere som udførselsgange for kirtlerne.

  • Når slimhinden er fast bundet er det vanskeligere at sprøjte væske ind

    Når slimhinden er fast bundet, og tela submucosa følgelig består af fast bindevæv, er det vanskeligere at sprøjte væske ind i tela submucosa og det gør ondt.

  • Opklippet tyndtarmsstykke

    Venstre halvdel af dette tyndtarmsstykke er klippet op. Derved ses de store folder, der præger tyndtarmens indside. Folderne er cirkulære og de er kraftigst i den halvdel af tyndtarmen der ligger nærmest mavesækken. Det vil sige tolvfingertarmen og et stykke af det efter følgende afsnit.

  • Svar

    Hvad består reticulært bindevæv af?
    Reticulumceller, reticulintråde og frie celler. I tarmen er de fleste frie celler lymfocyter. I ventrikelslimhinden indeholder lamina propria kirtler i meget stort antal. Bindevævs-mængden er sparsom, fordi kirtlerne næsten fylder hele lamina proprialaget ud. Altså, under slimhindens lamina epithelialis findes altid et bindevævs-lag, lamina propria. Det er fast bindevæv ind til mavesækken, og derefter en blanding af løst og reticulært bindevæv. I mavesækken er der næsten ingen bindevæv i lamina propria på grund af enormt mange kirtler, der fortrænger bindevævet.

  • Lamina muscularis mucosae

    Den grønne farve begynder på overgangen mellem svælg og spiserør. Den illustrerer det tredie lag, muskellaget, der kan findes i slimhinder. I mundhulen og i svælget består slimhinden kun af to lag lamina epithelialis og lamina propria. Fra og med spiserøret omfatter slimhinden tre lag; foruden lamina epithelialis og lamina propria er der tillige et lag glat muskulatur, lamina muscularis mucosae.

  • Lamina muscularis mucosae

    Lamina muscularis mucosae kan bevæge slimhindeoverfladen ved sin kontraktion. Man kan sammenligne det med en slange, der ligger under epitel og bindevæv.

  • Lamina muscularis mucosae

    Ved sine bugtninger får den overfladen til at bevæge sig. Derved kan slimhinden få kontakt med nye dele af indholdet i lumen; det vil f. eks. spille en rolle i tarmen under resorption. Vi afslutter gennemgangen af slimhinden i fordøjelseskanalen med at resumere. En slimhinde består altid af et lag dækepitel og et lag bindevæv. Hertil kommer i det meste af fordøjelseskanalen tillige et lag glat muskulatur. Epitelet hedder lamina epithelialis, bindevævet lamina propria og den glatte muskulatur lamina muscularis mucosae.

  • FORDØJELSESKANALENS VÆGGE Lektion 2: tele submucosa og muskellag

    Manuskript nr. 268 / dias 78
    Bearbejdet af
    Henrik Løvschall og Erik Christophersen
    Anatomisk afsnit
    Århus Tandlægeskole
    Århus Universitet

  • Snit gennem slimhinde og tele submucosa

    Dette er et snit gennem slimhinde og tele submucosa fra mundhule eller svælg. Slimhinden, tunica mucosa, består af det lilla lag, lamina epithelialis, og det røde lag, lamina propria. Da lamina muscularis mucosae mangler i mundhule og svælg er der ikke nogen skarp grænse mellem lamina propria og tela submucosa. Det er med andre ord en kunstig grænse, der opstår, når man som her farver lamina propria rød og tela submucosa gul.
    (fortsættes)

  • Snit gennem slimhinde og tele submucosa

    Den eneste mulighed man har for at afgrænse de to lag fra hinanden er ved hjælp af kirtlerne i tela submucosa. I mundhule og svælg defineres tela submucosa som det kirtelførende lag. Plus-tegnet udfor tela submucosa viser, at der er kirtler, og minus-tegnet udfor lamina propria viser, at kirtler mangler.

  • Tela submucosa indeholder kirtler

    I det røde område mangler lamina muscularis mucosae. Her defineres tela submucosa som det lag der indeholder kirtler. Når man skærer igennem slimhinden i det røde område, passerer man først lamina epithelialis, dernæst lamina propria, der mangler kirtler, og når de første kirtler viser sig, er man i tela submucosa.

  • Tunica mucosa og tela submucosa

    I mundhule og svælg er der ingen skarp grænse mellem tunica mucosa og tela submucosa. Der mangler en grænsebom. Her må man holde sig til at tela submucosa har kirtler, mens tunica mucosa, dvs. lamina propria, mangler kirtler.

  • Hvor der er lamina muscularis mucosae, er bindingen løs

    Tela submucosa har overalt i fordøjelseskanalen til opgave at binde tunica mucosa til underlaget. I det røde område på tegningen er denne binding nogle steder løs, andre steder fast. Det vil sige, at i det område, hvor lamina muscularis mucosae mangler, kan bindingen variere. I hele resten af fordøjelseskanalen, vist ved den gule farve, binder tela submucosa slimhinden løst til underlaget. Det vil altså sige, at overalt hvor der er lamina muscularis mucosae, er bindingen løs.

  • Kan modstå mekanisk påvirkning

    Flerlaget pladeepitel er det eneste epitel, der virkelig kan modstå mekanisk påvirkning. Det findes de steder, hvor den mekaniske påvirkning af fordøjelseskanalens vægge er stor, nemlig mundhule, svælg og spiserør. Det beskytter simpelthen ved sine mange lag. Man kan sige at det beskytter ved at være der, men det er passivt; det producerer ikke noget.

  • Bindingen af slimhinden er løs

    Her vises et eksempel fra mundhulen, hvor bindingen af slimhinden er løs. Det er på tungens underside nær midtlinien. Ved hjælp af en pincet kan man løfte den løse slimhinde op i en fold på samme måde som huden på håndryggen kan foldes. Når en slimhinde er løst bundet som her, betyder det, at tela submucosa består af løst bindevæv. Det svarer til, at underhuden i et område med løst bundet hud, består af løst bindevæv.

  • Uegnet til at modstå kraftig mekanisk påvirkning

    Det ville være en katastrofe med prismatisk epitel i de øverste afsnit af fordøjelseskanalen. Det prismatiske epitel er helt uegnet til at modstå kraftig mekanisk påvirkning. Det ville bogstavelig talt blive tromlet ned.

  • Spørgsmål

    Hvorledes fastlægges grænsen mellem lamina propria og tela submucosa i mundhule og svælg?

  • Epitel i mavesækken beskytter aktivt ved at producere slim

    Epitel i mavesækken beskytter aktivt ved at producere slim der danner et lag på overfladen. Det er en anden form for beskyttelse end flerlaget pladeepitel.

  • Svar

    Hvorledes fastlægges grænsen mellem lamina propria og tela submucosa i mundhule og svælg?
    Der er ikke nogen naturlig grænse, idet lamina muscularis mucosae mangler. Man har derfor vedtaget, at definere tela submucosa som det lag, der indeholder spytkirtler. Tela submucosas opgave – foruden at indeholde kirtler – er at binde slimhinden til underlaget. Bindingen er løs, hvis tela submucosa består af løst bindevæv. Bindingen er fast, hvis tela submucosa består af fast bindevæv.

  • Flerlagede pladeepitel er ca. 10 gange så tykt som prismatisk epitel

    Her ses tykkelsesforholdet mellem flerlaget pladeepitel til venstre og en prismatisk celle fra tarmen til højre. Det flerlagede pladeepitel er ca. 10 gange så tykt som prismatisk epitel. Det vil sige, at det flerlagede pladeepitel består af mange cellelag og er allerede af den grund helt uegnet til resorption. Enlaget prismatisk epitel har derimod en passende tykkelse til effektiv resorption.

  • En slimhinde består altid af lamina epithelialis og lamina propria

    En slimhinde består altid af lamina epithelialis og et underliggende bindevævelag, lamina propria. Lamina propria er altid bindevæv men typen varierer. I mundhule, svælg og spiserør er det fast bindevæv. Dvs. at flerlaget pladeepitel og fast bindevæv følges ad.

  • Spørgsmål

    I resten af fordøjelseskanalen, dvs. mavesæk og tarm, er lamina propria en blanding af reticulært og løst bindevæv. Det reticulære bindevæv er markeret ved mørke prikker. Det fremgår, at mængden af reticulært bindevæv tiltager i anal retning. I tyktarmen er lamina propria næsten udelukkende dannet af reticulært bindevæv.
    Hvad består reticulært bindevæv af?

  • Stratum circulare og stratum longitudinale

    Tunica muscularis består de fleste steder af et inderste stratum circulare, og et yderste stratum longitudinale.

  • Adventitia

    Fjerde og sidste hovedlag er et lag bindevæv, adventitia; det erstattes for en række bugorganers vedkommende af bughinden, peritoneum. Den danner tunica serosa. Adventitia eller tunica serosa er fjerde hovedlag, og dermed det yderste lag i fordøjelseskanalen. Muskelkappen, tunica muscularis, er 3. hovedlag. Andet hovedlag, tele submucosa, er her gult; første hovedlag, nærmest lumen, er tunica mucosa.

  • Lamina epithelialis

    Tunica mucosa består altid af et lag dækepitel nærmest lumen. Laget hedder overalt lamina epithelialis, men epiteltypen veksler med funktionen af det pågældende afsnit af fordøjelseskanalen. De steder, hvor der er stærk mekanisk påvirkning kræves et solidt epitel i lamina epithelialis. Det er som vist her flerlaget pladeepitel.

  • Enlaget prismatisk epitel

    I mavesækken består lamina epithelialis af enlaget prismatisk epitel. Samtlige celler secernerer slim. Slimlaget beskytter mavesækkens overflade mod de stærke sekreter, saltsyre og enzymer, der udskilles af mavesækkens kirtler.

  • Enlaget prismatisk epitel med børstesøm

    I tyndtarm og tyktarm foregår resorption. Her findes et enlaget prismatisk epitel med børstesøm. Børstesømmen består af ganske fine cytoplasmaudløbere, der ligger meget tæt, ligesom hårene på en børste.

  • Bægercellerne producerer slim

    Mellem de prismatiske celler i tyndtarm og tyktarm ligger bægerceller. Her er en enkelt vist mellem fire prismatiske celler. Bægercellerne producerer slim.

  • Fordøjelseskanalen

    I det meste af fordøjelseskanalen består væggen af fire hovedfag.

  • Flerlaget pladeepitel

    I mundhulen, svælg og spiserør er der stærk mekanisk påvirkning. Her består lamina epithelialis af flerlaget pladeepitel. Det flerlagede pladeepitel standser brat ved indgangen til mavesækken. Epitelet er velegnet til at beskytte mod mekanisk påvirkning men uegnet til resorption.