• Øjeæblet

    Pigmentlaget (p), som pilen fra bogstavet p ikke når helt ind til, bliver til nethindens pigmentlag, og (n), der er den tykke blå del af det oprindelige øjenbæger, bliver til nethindens hjernedel eller nervedel. Den del af nethinden, der beklæder (I) altså iris, og (B) strålelegemet, ligger i skygge. Den kan med andre ord ikke fungere og bliver til den blinde del af nethinden. Det skal endnu engang erindres, at conjunctivalsækken dannes ved, at øjelågene som gardiner trækkes hen over overfladen. Derimod dannes forreste øjenkammer som en spaltedannelse i bindevævet. Denne spaltedannelse kan egentlig bedst sammenlignes med det, der sker, når ledspalter opstår.

  • N. opticus

    Billedet viser, at der fra nethindens hjernelag (n) vokser neuritter bagud gennem den oprindelige hule øjenstilk. Derved omdannes den til den kompakte n. opticus. Trådene er markeret (on). Da nervetrådene vokser ud fra nethinden, er det klart, at de må have trofisk centrum i nethinden, altså her må deres cellelegeme ligge, og det trofiske centrum for n. opticus tråde er multipolare nerveceller i nethinden.

  • Dannelsen af forreste øjenkammer

    Billedet viser igen conjunctivalsæk og glaslegeme, henholdsvis (CS) og (V). Endvidere ses dannelsen af forreste øjenkammer. Øjenkammeret opstår som en spalte i bindevævet, spalten er tegnet sort og markeret (ca). Det er nu temmelig klart, at det væv, der er tilbage mellem conjunctivalsæk og forreste øjenkammer, må blive til hornhinde.(fortsættes)

  • Hornhinde, nethinde og iris

    Det er endvidere klart, at det væv, der er tilbage mellem linsen (l) og øvre og nedre del af forreste øjenkammer (ca) må blive til iris. Det fremgår desuden, at iris bagflade er beklædt med øjenbægeret, det vil altså sige med nethinden, og det er den del af nethinden, der ligger i skygge og bliver til den blinde del. På grundlag heraf kan det endnu lettere forudses, at de resterende hinder, årehinde og senehinde, må dannes af bindevævet udenom.

  • Hornhinden

    Den grønne farve illustrerer, at det oprindelige løse bindevæv hos fosteret nu bliver fast, og danner det solide bindevæv i hornhinden (C). (fortsættes)

  • Hornhinden

    På overfladen er hornhinden beklædt med det oprindelige epitel, (ep) og da det er en beklædning af den oprindelige overflade og det stadig udgør en del af legemsoverfladen, kan det ikke undre, at epitelet er flerlaget pladeepitel, idet vi på legemsoverfladen kun har flerlaget pladeepitel. Der er blot den forskel på hornhindens flerlagede pladeepitel sammenlignet med den øvrige overflade, at hornhindens epitel er uforhornet. Det er endvidere i den sammenhæng værd at huske, at øjelågene simpelthen dannes ved, at et par hudfolder som gardiner trækkes mod hinanden.

  • Iris

    Den orange farve (I), viser iris. Iris består, foruden af det orange bindevæv, tillige af de to tynde lag i øjenbægeret, der ligger mellem (I) og linsen (L). Kort sagt, iris er på bagfladen beklædt med den blinde del af nethinden. Det kan også udtrykkes på en anden måde, idet man kan sige, at nethinden når helt frem til pupilåbningen, og det bliver den ved med. Pupilåbningen svarer til det stykke af linsen, der vender mod forreste øjenkammer (ca). Tegningen angiver dermed første skridt i retningen af dannelsen af den mellemste øjenhinde. Den mellemste øjenhinde består som bekendt af iris, strålelegeme og årehinde.

  • Dannelsen af resten af den mellemste øjenhinde

    Den gule farve viser dannelsen af resten af den mellemste øjenhinde. (B) bliver til strålelegemet, der ligger i fortsættelse af iris, (CH) bliver til årehinden, der ligger i fortsættelse af strålelegemet. N. opticus, der dannes ved (O) går igennem et hul i den mellemste øjenhinde. Det fremgår tydeligt, idet den gule farve omgiver nerven, dvs., der er to huller i den mellemste øjenhinde, de er begge cirkulære, det ene ligger fortil, det er pupillen, og det andet bagtil, det er hullet, hvorigennem nerven går.

  • Øjeæblet

    Tegningen viser, at det bindevæv, der ligger udenpå strålegemet (B) og udenpå årehinden (CH), danner senehinden (R). Den er farvet mørkegrøn. Den mørkegrønne farve går fortil over i den lysegrønne, der markerer bindevævet i hornhinden. Det er rimeligt at tegne det på den måde, fordi hornhinden og senehinden som bekendt tilsammen udgør den ydre øjenhinde, og hovedbestanddelen af den ydre øjenhinde er organiseret bindevæv. Dermed er øjeæblet i virkeligheden færdigdannet.(fortsættes)

  • Øjenbægerets dannelse af øjenblæren

    Tegningen viser øjenbægerets dannelse af øjenblæren. Der er nu en tydelig indkærvning, bægeret er ganske vist endnu temmelig fladt. Samtidig sker der ændringer i overfladeepitelet udfor øjenbægeret. Epitelet bliver tykt, og der dannes en fordybning (Lb). Det er begyndelsen til linsen, den opstår som en linsegrube, der minder om lugtegruben under ansigtets dannelse.

  • Øjenbægeret samt linseblæren

    Billedet viser øjenbægeret, hvor bægerformen er tydelig, samt linseblæren. Den er dannet ved en afsnøring fra overfladen i lighed med den, vi kender fra neuralrørets dannelse. Linseblæren synker ned i bægeret.

  • Øjenbægeret samt linseblæren

    Her ses de samme processer, der er tegnet på en anden måde. Bægeret ses halvt i perspektiv, og halvt skematisk. Linseblæren er på dette billede ikke helt afsnøret fra overfladen, men det er lige ved at ske. Og som det fremgår, ligger den allerede i bægeret.

  • Øjenbægeret

    Indgangen til bægeret bliver mindre og mindre, så bægeret mest af alt ligner et cognacglas med en lille åbning. Før åbningen bliver lille, er linseblæren smuttet igennem den, som vist på de tidligere billeder, og ligger altså inde i bægeret. På denne tegning er linsen dog ikke taget med. Vi ser her bægeret i perspektiv og kigger ned i bægeret.

  • Linseblæren bliver til en kompakt linse

    Her er vist en detalje, der i øjeblikket er uden særlig interesse. Det viser blot, at linseblæren bliver til en kompakt linse ved at cellerne i bagvæggen vokser frem til forvæggen ved at de danner lange tråde.

  • Øjenbægeret og linseblæren lige før den bliver omdannet til en kompakt linse

    Tegningen viser øjenbægeret og linseblæren lige før den bliver omdannet til en kompakt linse. Som det fremgår, ligger linseblæren i øjebægerets konkavitet. Begge dele er omgivet af bindevæv, markeret med lyserød farve. På grundlag af dette stadium er man i stand til at konstruere den videre udvikling.(fortsættes)

  • Forhorn og lateralhorn

    Fra den del af basalpladen, hvorfra lateralhorn udvikles, sender de multipolare nerveceller deres neuriter perifert til et autonomt ganglion, markeret (au). Her danner neuriten synapse med en multipolar nervecelle, hvis neurit går til glat muskulatur (gm) eller kirtler (gl). D.v.s., at forhorn innerverer den del af muskulaturen, der er underkastet viljens herredømme, mens lateralhorn innerverer strukturer, der ikke er under viljens herredømme, altså selvstyrende eller autonome.

  • Dannelsen af øjelågene

    Det eneste, der altså virkelig skal huskes er, at øjenblæren vokser frem fra diencephalon, omdannes til et øjenbæger ved en proces, der bedst kan sammenlignes med det, der sker, når man laver en bule i en gummebold. Så vil bolden bestå af to blade fuldstændig som øjenbægeret. Det, vi savner, før øjet er færdigdannet, er for det første øjelåg og conjunctivalsæk, samt hinderne: senehinden, hornhinden og den mellemste øjenhinde. Dette billede viser dannelsen af øjelågene. De opstår som to folder på overfladen, der vokser imod hinanden.

  • Snit gennem hjernestammen

    viser snit gennem hjernestammen. Kerne (3) svarer åbenbart til lateralhornet i rygmarven, idet neuriten fra den multipolare nervecelle går perifert til et autonomt ganglion (p), hvor den danner synapse med en multipolar nervecelle, hvis neurit går til glat muskulatur og kirtler, hentoldsvis (gm) og (gl). Det vil altså sige, at i hjernestammen er der kerner, der svarer til forhorn, og kerner, der svarer til lateralhorn.

  • Conjunctivalsækken

    Tegningen viser øjelågene kort før de mødes. Det svarer til to gardiner, der trækkes imod hinanden hen over den oprindelige overflade, Den lyse spalte (CS) er conjunctivalsækken, der simpelthen opstår mellem folderne, der bliver til øjelåg, og den overflade, der nu skjules af folderne.

  • Afferente neuroner har trofisk centrum i spinalganglierne

    Afferente eller sensitive neuroner har trofisk centrum i spinalganglierne, der stammer fra crista neuralis. Neuriten fra den pseudounipolare nervecelle i spinalgangliet (S) er vokset ind i neuralrøret til basalpladen, hvor neuriten danner synapse med en multipolar nervecelle. Dendriten, d.v.s. den anden udløber, vokser fra spinalgangliet (S) til periferien.

  • Dannelsen af glaslegemet

    Tegningen viser igen øjelåg og conjunctivalsæk samt dannelsen af glaslegemet (V).Det opstår ved, at vævet i øjenbægerets konkavitet bag linsen blødgøres og bliver geleagtigt. I øjenbægeret kan vi nu skelne mellem to lag, et yderste, der bliver til pigmentlaget i nethinden, og et inderste, der bliver til hjernedel eller nervelag (n).

  • Neuriter fra pseudounipolare nerveceller i spinalganglierne kan vokse enten til alarplade eller basalplade

    Der vises til venstre et spinalganglie med en pseudounipolar nervecelle, hvis neurit vokser ind i neuralrørets væg, men kun ind i alarpladen, altså den del, der bliver til baghorn. Her danner den synapse med et indskudsneuron, hvis neurit går til den multipolare nervecelle i basalpladen. Derved dannes en sammensat refleksbue, mens refleksbuen på højre side, der kun består af to neuroner, er simpel. Det vil altså sige, at neuriter fra pseudounipolare nerveceller i spinalganglierne kan vokse enten til alarplade eller basalplade, hvor de i begge tilfælde danner synapse med multipolare nerveceller.

  • Endnu en pseudounipolar nervecelle i spinalgangliet

    Her vises til højre endnu en pseudounipolar nervecelle i spinalgangliet (S). Den er grøn, og dens neurit går ind i neuralrørets væg, hvorefter den ascenderer igennem neuralrøret uden at danne synapse med celler i basalplade eller alarplade i den højde, den går ind. Den vil på et senere tidspunkt, nemlig i hjernestammen, danne synapse med multipolare nerveceller i den grå substans udviklet fra alarpladen.

  • En neurit fra en nervecelle i hjernebarken, der går til en celle i basalpladen

    Fra højereliggende dele af centralnervesystemet, først og fremmest fra hjernebarken vil der vokse neuriter ned igennem neuralrøret. Den gule linie viser en neurit fra en nervecelle i hjernebarken, den går til en celle i basalpladen. Denne type forbindelse er de vigtigste motoriske baner hos mennesket.

  • Snit gennem hjernestammen

    ser igen et snit gennem hjernestammen. Her ses sensitive neuroner med trofisk centrum i pseudounipolare nerveceller udenfor neuralrøret; neuriterne fra disse celler vokser ind til kernerne, der er udviklet fra alarpladen. Det er kerne nr. (4), (5), (6) og (7). De pseudounipolare nerveceller svarer til cellerne i spinalganglier, og indvæksten af neuriten i alarpladen svarer til det eksempel, der blev vist for rygmarvens vedkommende. Når der er mange typer her i hjernestammen skyldes det, at der foruden de almindelige sensitive nerver også kommer nerver fra sanseorganer. Den øverste forbindelse, (hg), viser nervetråde knyttet til høreorganet.

  • SYNSORGANETS UDVIKLING I

    Manuskript nr. 197 / dias 32, Bearbejdet af Henrik Løvschall og Erik Christophersen, Anatomisk afsnit, Århus Tandlægeskole, Århus Universitet , anatomi dias programmer anatomi-forside

  • De fem sekundære hjerneblærer

    Billedet viser de fem sekundære hjerneblærer, fra diencephalon, (D) vokser en stilk ud i hver side. Den yderste ende af stilken blærer op og danner øjenblæren (Ø). Den er i begyndelsen kugleformet, men får ret hurtigt en indkærvning på toppen, den er begyndt at blive dannet på billedet. Når indkærvningen er tilstrækkelig dyb, er blæren omdannet til et bæger, der kaldes øjenbægeret.

  • Snit gennem diencephalon

    Her er et snit gennem diencephalon med tredje ventrikel, det er den sorte nøglehulslignende figur i midten; endvidere de to stilke, der vokser ud fra diencephalon med øjenblære (Ø) der er ved at blive til øjenbæger.

  • Sulcus limitans

    I sidevæggen af neuralrøret dannes en længdegående fure, (U). Den hedder sulcus limitans og deler neuralrørets væg i alarpladen (A), og basalpladen (B). Denne opdeling er af fundamental betydning for den videre udvikling.

  • Tværsnit gennem rygmarven

    Her ses et tværsnit gennem rygmarven med den H-formede grå substans. Af alarpladen dannes baghorn, der har med sensitive funktioner at gøre; af basalpladen dannes forhorn og lateralhorn, der har med motoriske funktioner at gøre. Forhornet er markeret (f), lateralhornet (l) og baghornet (b).

  • CENTRALNERVESYSTEMETS UDVIKLING

    Manuskript nr. 170 / dias 46, Bearbejdet af Henrik Løvschall og Erik Christophersen, Anatomisk afsnit, Århus Tandlægeskole, Århus Universitet

  • Opdelingen af neuralrørets væg

    viser, at opdelingen af neuralrørets væg i alarplade og basalplade ved hjælp af sulcus limitans også bibeholdes i den del af røret, der bliver til hjerne. Tegningen er et tværsnit gennem den del af hjerneanlægget, der omgiver fjerde ventrikel, d.v.s. rhombencephalon. Som det fremgår, falder alarplade og basalplade på dette sted ud til siden samtidig med, at loftspladen (L) strækkes. Det er kun den ene halvdel, der er vist. Fra alarpladen dannes den grå substans, der har med sensitive funktioner at gøre, og fra basalpladen dannes den grå substans, der har med motoriske funktioner af gøre.

  • Neuralrøret

    Her ses 4 tværsnit gennem rygsiden af fosteret. På øverste tværsnit er neuralfuren dannet, den er markeret (n). På andet tværsnit er furen blevet dybere, og de to sorte pile viser den sammenvoksning, som snart efter finder sted. De grå felter er de celleområder, der senere danner crista neuralis. Tredje snit viser neuralrøret, efter at sammenvoksning har fundet sted, og afsnøringen af crista neuralis er sket, (c). Neuralrøret er mærket (nt). På fjerde snit er crista neuralis to dele på vej lateralt.

  • Hjernestammen

    Mens vi i medulla spinalis får dannet forhorn, lateralhorn og baghorn, så vil vi i hjernestammen ikke få dannet en sammen-hængende grå substans, men en mængde spredte øer af grå substans, de såkaldte kerner. Fra basalpladen dannes motoriske og autonome kerner, (1), (2) og (3), og fra alarpladen dannes sensitive kerner, (4), (5), (6) og (7). Sulcus limitans er stadig bibeholdt ved (U).

  • Crista neuralis

    Viser de strukturer, der dannes fra crista neuralis, Vi interesserer os kun for ganglierne; de vises på de fire øverste tegninger. Tegning 1 og 2 er sensitive ganglier og tegning 3 og 4 er autonome ganglier. Senere lærer vi, at tandpulpa og binyremarv begge udvikles fra crista neuralis.

  • Nervecelle i den del af basalpladen

    viser, at en nervecelle i den del af basalpladen, der senere bliver til forhorn, sender sin neurit perifert til en tværstribet muskel.

  • Neuralrør

    viser et neuralrør, der er taget ud af fosteret. På dette tidlige tidspunkt er diameteren ens overalt undtagen nedadtil, hvor det spidser til.

  • De motoriske kerner i hjernestammen

    Nøjagtigt det samme sker for de motoriske kerner i hjernestammen. En multipolar nervecelle i kerne (1) sender sin neurit perifert til en tværstribet muskel; kernen svarer altså til forhornet.

  • De første udvidelser i den cranielle ende af neuralrøret

    viser de første udvidelser i den cranielle ende af neuralrøret. Der dannes tre primære hjerneblærer, der nummereres med (romertal) (I), (II) og (III). Første primære hjerneblære hedder prosencephalon, anden mesencephalon og tredje rhombencephalon. (a) viser den del af neuralrøret, der bliver til rygmarv.

  • De tre primære hjerneblærer

    Viser igen de tre primære hjerneblærer samt den del af hjernen, der dannes af første hjerneblære. Fra den udvikles to sekundære hjerneblærer markeret med (araber) (1) og (2). Første sekundære hjerneblære hedder telencephalon og anden diencephalon. Tilsammen kaldes de to sekundære hjerneblærer stadigvæk procencephalon.

  • Anden primære hjerneblære

    Her ses, at anden primære hjerneblære bliver til tredje sekundære. Navnet mesencephalon bibeholdes.

  • Tredje primære hjerneblære

    viser, at tredje primære hjerneblære danner 4. og 5. sekundære. Tilsammen hedder 4. og 5. sekundære hjerneblære stadigvæk rhombencephalon. 4. sekundære hjerneblære alene er metencephalon, og 5. sekundære hjerneblære er myelencephalon.

  • Rygmarv dannes

    viser, at det gule afsnit på tegningen til venstre udvikler sig til det gule afsnit på tegningen til højre d.v.s. vi får dannet rygmarv. I øvrigt kan vi rekapitulere hjernens udvikling. Af første primære hjerneblære dannes 1. og 2. sekundære, af anden primære dannes 3. sekundære, og af tredje primære dannes 4. og 5. sekundære. Fra treblærestadiet er hjerneanlægget gået over i femblærestadiet.

  • Længdesnit gennem den cranielle ende af neuralrøret

    Her ses et længdesnit gennem den cranielle ende af neuralrøret. Til venstre ses tre primære hjerneblærer med deres hulrum, og til højre ses de fem sekundære hjerneblærer med hulrum. I telencethalon, der ses øverst (t), dannes de to lateralventrikler. I diencethalon dannes 3. ventrikel. I mesencephalon (m), dannes aqueductus mesencephali (q), og endelig i metencephalon og myelencephalon dannes fjerde ventrikel markeret med et 4-tal; det burde stå lidt længere nede.

  • Ventrikelsystemet

    Her ses ventrikelsystemet igen, men blærerne er vokset stærkt, det gælder navnlig telencephalon, samtidig ændrer ventrikelsystemet form. Hjernen inddeles efter ventriklerne. (V) er sideventriklerne i telencephalon, (3) er tredje ventrikel i diencephalon, (q) aqueduotus i mesencephalon og 4-tallet fjerde ventrikel i rhombencephalon. Ved den videre vækst vil telencephalon efterhånden dække og skjule det meste af de øvrige hjerneblærer.

  • Knæk der dannes på den kranielle ende af neuralrøret

    viser i stærk skematisk gengivelse de knæk, der dannes på den kranielle ende af neuralrøret. Fig.1 er neuralrøret før knækdannelse, fig.2 viser knækkene, og fig.3 viser den endelige bøjning af neuralrøret.

  • Bukningerne af neuralrøret

    Her ses bukningerne af neuralrøret, som de tager sig ud i virkeligheden, når hjerneblærerne er anlagt. Detaljer skal ikke kendes. De skal kun vide, at der sker knækdannelse på neuralrøret.

  • Tværsnit gennem neuralrøret

    Her ses bukningerne af neuralrøret, som de tager sig ud i virkeligheden, når hjerneblærerne er anlagt. Detaljer skal ikke kendes. De skal kun vide, at der sker knækdannelse på neuralrøret.

  • Bøjning

    Her ses bøjningen i forenklet form. Vi ser stadigvæk hjerterøret forfra. Første billede viser det lige rør, andet billede viser bøjningen af den venøse ende i forhold til den arterielle og tredje billede viser denne bøjning fortsat. Skal man udtrykke det kort, kan man sige, hjerterøret er blevet S-formet. Det, der nu sker er, at højre del af S’et, det vil altså sige forkammer og veneafsnit, det vil igen sige, det der ligger til højre for 3-tallet på tegningen, nu føres ind bag venstre del af S’et. Før vi går til næste billede rekapitulerer vi lige at højre del af S’et, d.v.s. forkammer og veneafsnit, altså det der ligger til højre for 3-tallet på tegningen, skal du nu forestille dig bliver ført ind bag venstre del af S’et.

  • Animation

    Her ses en animation, der viser hjertets samlede udvikling fra hjerterøret og til udvikling af det færdige organ .

  • Bøjning og drejning

    Her ser vi hjerterøret på tegning 4 efter at forkammerafsnittet er vredet ind bag hjertekammerafsnittet. 5 er blot en videreførelse af 4, og 6 er den midterste tegning, altså 5, set fra venstre side. Som det frem går, er hjerterøret stadig S-formet, men S’et ligger bare i et andet plan end det oprindelige.

  • Referencer

    E. Christoffersen & H. Løvschall: Grundbog i Anatomi, Basismodul. Bind 1 & bind 2 http://www.cpdx.com/healthint/primtube.htm http://cellsalive.com/myocyte.htm

  • Hjerteanlæg

    Dette billede viser præcis det samme som forrige billede, men bare mindre skematisk. Til venstre hjerteanlægget set forfra efter at vridningen af S’et har fundet sted, og til højre ser vi hjerteanlægget fra venstre side, det er altså tegningen til venstre, der ses fra siden. Som det fremgår, ligger det fælles forkammer (A) nu over og bag det fælles hjertekammerafsnit (V), dvs et lodret snit har mulighed for at ramme både det fælles forkammer og det fælles hjertekammer. Det er en vigtig detalje, som vi får brug for på senere billeder, altså at det fælles forkammer (A) ligger over og lidt bag det fælles hjertekammerafsnit (V), og at et passende vertikalt snit vil kunne vise os begge kamre.

  • Opdeling af hjertekamre

    Det viser det samme som billede 6, men nu er der sket en vækst af de enkelte afsnit, og på overfladen anes en opdeling af hjertekammerafsnittet og af forkammerafsnittet. Det er den opdeling, der på et senere tidspunkt vil føre til to forkamre og to hjertekamre, men på dette stadium er den blot antydet.

  • Vertikalt snit

    Billedet viser et vertikalt snit gennem et hjerteanlæg, hvor vi netop har ramt forkammerafsnittet, der er tegnet blåt, og hjertekammeraf-snittet, der er tegnet med rødt. Imellem dem er der en åbning. Den er på dette stadium delt i to, nemlig ostium atrioventriculare dextrum, der ligger til venstre på tegningen, men jo til højre i virkeligheden. Den ligger til venstre for (U) på dette billede. Den anden åbning er ostium atrioventriculare sinistrum, som på billedet ligger til højre for U’et, men som jo altså i virkeligheden er åbningen mellem det vordende venstre forkammer og venstre hjertekammer. (fortsættes)

  • Vertikalt snit

    Det fælles hjertekammer er nu delt af en skillevæg (i) og det fælles forkammer er ligeledes ved at blive delt af en skillevæg, der er vist med gult og grøn farve, dvs. at hjertet fra at bestå af to kamre, nemlig et fælles forkammer og et fælles hjertekammer nu kommer til at bestå af fire. Endnu er de ufuldstændigt adskilt, som det fremgår af tegningen.

  • Vertikalt snit

    Her ses skillevæggene på et senere tidspunkt. Hjertekammerafsnittet er nu fuldstændigt delt i et højre og venstre hjertekammer, det er altså en helt normal og afsluttet udvikling, men forkammer-skillevæggen er endnu ikke fuldstændig og bliver ikke fuldstændig i fosterlivet. På tegningen her har den udviklet sig yderligere. Den består af to plader, den ene er vist med gul og den anden med grøn farve. Den grønne plade, der ligger til højre i virkeligheden, og altså til venstre på tegningen, da vi ser forfra, indeholder en stor åbning (mærket O) åbningen hedder foramen ovale.(fortsættes)

  • Vertikalt snit

    Det vil altså sige, at der er en meget bred forbindelse mellem højre og venstre forkammer. Denne åbning kan lukkes af den gule plade, den kan bøjes fra side til side og kan derved fungere som klap. Det, der regulerer klappens stilling, er blodtrykket i de to forkamre. I det øjeblik, trykket er størst i højre forkammer og altså til venstre på billedet, så presses den gule plade i venstre forkammer og blodet strømmer frit fra højre til venstre forkammer. Hvis trykket stiger i venstre forkammer, lukker pladen til og der går ingen blod fra venstre til højre.

  • Atrieskillevæg

    Billedet viser atrieskillevæggen fra højre side. Vi forestiller os, at vi står i højre forkammer. Foramen ovale er hullet i den grønne plade. Vi kan ikke se igennem det, fordi det er dækket af den gule plade (SP), der på dette tidspunkt lukker hen over foramen ovale og dermed lukker for blodstrøm i begge retninger.

  • Foramen ovale

    viser to snit af atrieskillevæggen, og snittene er lagt, så man har ramt foramen ovale. Til venstre vises lukning af atrieskillevæggen, og til højre vises atrieskillevæggen, når der er åbnet igennem foramen ovale. Dette er en vigtig detalje til forståelse af fostrets kredsløb og til forståelse af, hvad der sker i hjertet umiddelbart efter fødslen, når lungerne begynder at fungere. Gennem foramen ovale løber blodet i fosterlivet fra højre til venstre forkammer, som vist med pilen til højre, og det sker som allerede nævnt, ved at klappen (SP) af blodtrykket presses til side. (fortsættes)

  • Foramen ovale

    Ved fødslen træder lungerne i funktion. Det betyder, at de får meget blod og skal aflevere en tilsvarende mængde. Blodet fra lungerne går til hjertet gennem lungevener, der tømmer sig i venstre forkammer. Når lungerne tømmer en rigelig blodmængde i venstre forkammer, stiger trykket i forkammeret. Derved presses den gule klap ind over foramen ovale, og så har vi situationen, som er vist til venstre. (fortsættes)

  • Foramen ovale

    Da lungerne som bekendt efter fødslen kommer til at fungere permanent og derfor modtager store blodmængder og skal aflevere tilsvarende store mængder, så vil det sige, at trykket i venstre forkammer vedblivende er stort, og det vil igen sige, at den gule klap konstant ligger over foramen ovale, og efterhånden vokser den fast til kanten af foramen ovale, og så er udviklingen helt afsluttet med en fuldstændig skillevæg mellem højre og venstre forkammer.

  • Tværsnit

    Billedet viser, at det ikke alene er det fælles forkammer og det fælles hjertekammer, der deles i to dele, men det gælder også arteriestammen, der går til hjerterøret. Vi ser her to tværsnit gennem hjerterørets arterielle ende. Opdelingen af dette arterierør sker ved, at to kamme (mærket in) vokser mod hinanden og derved opstår aorta (AT) og truncus pulmonalis (P). Aorta kommer til at stå i forbindelse med venstre hjertekammer og truncus pulmonalis med højre hjertekammer, så betyder det, at opdelingen af hjerterørets arterielle ende simpelthen svarer til opdelingen af det fælles hjertekammerafsnit. (fortsættes)

  • Tværsnit

    Skal man meget kort rekapitulere hjertets udvikling, kan man sige, at der er det oprindelige lige rør med en arterie i den ene ende og vener i den anden. Først dannes udvidelser, røret bøjes som et S og vrides. Det fælles forkammerafsnit kommer til at ligge over det fælles hjertekammerafsnit. Dernæst opdeles de fælles rum, så vi får fire kamre, to forkamre, der hele fosterlivet igennem står i forbindelse med hinanden gennem foramen ovale, og et højre og et venstre hjertekammer. En tilsvarende opdeling finder sted af den arteriestamme, der går til det primitive hjerterør. Derved dannes truncus pulmonalis og aorta.

  • Udviklingsstadier

    På figurerne ses enkeltstadier i hjertets udvikling (organogenese). Allerede 15 dage efter befrugtning ses prækardiale celler. På dette trin er er det embryonale hjerte et rør der er delt i begge ender. De første pulsationer i det primitive cirkulatoriske system starter ca. 22 dage efter befrugtning. (fortsættes)

  • Bøjning

    Figuren viser stadigvæk hjerte-anlæggene forfra. Nu bøjes hjerte-anlægget i billedets plan således, at forkammerafsnittet (A) ligger ved siden af hjertekammeratsnittet (V). På figuren til højre nærmer veneafsnittet (S) sig arterien til hjerterøret markeret (T) og (B).

  • Udviklingsstadier

    I det primitive hjerte er rørets ender fixerede og under hjertets længdevækst er det derfor tvunget til at bøje og vi ser det bliver drejet rundt som et S indeni perikardialsækken. Hjerterørets længde fordobles fra dag 22 til dag 24. I dag ved vi at forskellige væksthastigheder er baggrund for lokale udvidelser langs røret,- og dermed grundlag for hjertets organogenese.

  • Bruskskålen på et senere tidspunkt

    Her ses bruskskålen fra højre på et senere trin. (O) er os occipitale, (PS) processus styloideus og (NK) den bruskede næsekapsel. Fortil næsekapsel (NK), Meckel’s brusk (ME) og det første spor af underkæbe (N) som er tegnet rødt. Mandibula dannes i bindevævet udenpå Meckel’s brusk, men er altså bindevævspræformeret til trods for naboskabet til brusken! Det kan med lidt god vilje lade sig gøre at identificere basis cranii på dette trin.

  • Basis cranii på et endnu senere tidspunkt

    Billedet viser basis cranii set fra højre på et endnu senere tidspunkt. Her ses fortil at maxilla (X) nu er anlagt som en selvstændig knogle.

  • Fosterets hoved set forfra

    Her vises fosterets hoved set forfra. Overkæbeskelettets knogler dannes af bindevævet i overkæbelappen (maxillær-processerne), der er mærket med blå farve (PM).

  • Udvikling af knoglevæv i kraniet

    Tegningen viser udviklingen af knoglevæv i oversigt. De rødt farvede knogler er udviklet fra bindevæv og resten fra brusk. (F) er os frontale (PA) os parietale (N) os nasale (L) os lacrimale (Z) os zygomaticum (X) maxilla og (N) mandibula. (fortsættes)

  • Kranieudviklingen

    Kraniets bindevævspræformerede knogler kaldes også dækknogler, idet de i større eller mindre grad “dækker” over underliggende brusk. Et typisk eksempel, er underkæben, der anlægges udenpå Meckel’s brusk. Konklusionen er altså, at basis cranii er bruskpræformeret, theca og ansigtskraniet bindevævspræformeret. Bemærk det specielle, at den bruskede næsekapsel fra bruskskålen strækker sig frem, og udenpå dannes en række af ansigtets knogler i bindevævet Bruskkapslen, altså den bruskede næsekapsel, bliver til skillevæg samt næsemuslinger, og her har vi stadig en rest tilbage i form af næsebrusken.

  • FOSTERETS KREDSLØB

    Manuskript nr. 226 / dias 61, Bearbejdet af Henrik Løvschall og Erik Christophersen, Anatomisk afsnit, Århus Tandlægeskole, Århus Universitet

  • Det store kredsløb

    Vi ser leveren (DV; mørk) og hjertet (tykke røde streger). Opad til højre i billedet ses en lunge (rødbrun), mens resten af tegningen viser kar. Fosterets blod iltes i placenta, der er koblet ind i det store kredsløb nederst til venstre. Blodet går tilbage til fosteret fra placenta gennem navlevenen (e) nederst til venstre i billedet. Blodet fortsætter (e; pile 1 & 2) til leveren, der er det organ, som først modtager det iltede blod fra placenta. Blodet løber herefter gennem v. cava inferior til højre forkammer, det er vist med den rødbrune pil (3). Fra højre forkammer går blodstrømmen gennem foramen ovale (O, pil 4) ind i venstre forkammer. Herfra videre (pil 5) til venstre hjertekammer. (fortsættes)

  • Blodstrømme krydser

    Fra venstre hjertekammer pumpes blodet (pil 6) ud i legemspulsåren, aorta, hvor retningen er markeret (pil 7). Størstedelen af blodet forlader aorta gennem de store grene fra arcus (pilene 8) og går herfra til hoved og hals. Blodet fra hoved og hals samles i v. cava superior (VS, pil 9) der går ned til højre forkammer. På vejen gennem højre forkammer krydser blodstrømmen den strøm, der fulgte (pil 4), og det sker uden at de to strømme blandes nævneværdigt. Fra højre forkammer løber blodet (pil 10) til højre hjertekammer, og videre (pil 11) til truncus pulmonalis. (fortsættes)