Reflekser deles i medfødte og tillærte. De medfødte findes lige efter fødslen som de to plustegn nærmest klammen viser. Men i løbet af få måneder hæmmes de medfødte reflekser ved BLÅ pil, f.eks. Griberefleksen. Det fremgår af minustegnet, og kun under patologiske forhold, f.eks. hjerneblødning kan de dukke op igen. Dette illustreres af plustegnet i parentes. Den anden gruppe medfødte reflekser ved RØD pil findes hele livet. Det gælder synke- og hostereflekser samt utallige andre. Tillærte reflekser opstår ved at nye veje banes i centralnervesystemet, og her er mulighederne uanede. De fleste former for indlæring, måske alle, beror på etablering af nye refleksbuer på forskellige niveauer i centralnersystemet.

Talrige reflekser fremkaldes ved at stimulere receptorer i huden. De kaldes overfladereflekser, eksteroceptive reflekser. Et eksempel er griberefleksen som de fleste forældre sikkert kender. Den findes normalt i de første fire måneder efter fødslen. Refleksen udløses ved at tommelfingeren berører håndfladen ved BLÅ pil, og resultatet ses til højre. Griberefleksen er en overfladerefleks, en eksteroceptiv refleks, fordi receptorerne sidder i huden. Receptorerne er fine nervetråde og særlige følelegemer og de kaldes eksteroceptorer. Griberefleksen hører til de mange medfødte reflekser som findes hos spædbørn fordi nervesystemet endnu ikke er færdigudviklet. Efterhånden som udviklingen skrider frem hæmmes reflekserne, dvs. bremses af impulser fra hjernen. Dette gælder også griberefleksen. Men ved sygdom, hjerneblødning f.eks., kan de hæmmende nervebaner blive beskadiget af blødningen og griberefleksen dukker op igen.

Selv om vi især interesserer os for reflekser der vedrører skeletmuskler og andre dele af bevægeapparatet, så er det vigtigt at huske at der er utallige andre former for reflekser. Denne refleks kender de fleste. Når en sulten person ombølges af en velkendt, liflig duft udløses reflektorisk spytsekretion, munden løber i vand. Eksperimenter med at fremkalde spytsekretion har spillet en stor rolle for at forstå den gruppe reflekser som kaldes tillærte eller betingede, og som altså ikke er medfødte. Tillærte reflekser erhverves ved erfaring. Først når man har erfaret at gåsesteg smager godt løber munden i vand ved lugten.

Reflekser kan desuden inddeles på grundlag af receptorerne. Receptorer der modtager påvirkninger fra hudoverfladen (til venstre) kaldes eksteroceptorer, og de reflekser der udløses er eksteroceptive reflekser eller overfladereflekser. Interoceptorer er en stor gruppe hvor vi kun nævner receptorer i karvægge (i midten), men de findes mange andre steder i kroppens indre. Reflekserne er interoceptive. Endelig er der proprioceptorer i bevægeapparatet. Det er muskel og senetene samt nervetråde i ledkapsler og ledbånd, og reflekserne er proprioceptive.

Den hyppigst undersøgte overfladerefleks hos voksne og ældre børn er plantarrefleksen. Den undersøges ved med spidsen af reflekshammerens skaft eller en negl at stryge i planta. Normalt viser refleksen sig ved at tæerne bøjes plantart. De første måneder efter fødslen findes Babinskitegnet, dvs. at storetåen bøjer dorsalt og tæerne spredes. Det samme tegn ses ved beskadigelse af menneskets motoriske ledningsbaner, bl.a. ved hjerneblødning. Reflekser omtales i mange sammenhænge, bl.a. under muskeltonus og tonusfordeling, ved udvikling af komplicerede bevægelsesmønstre som gang og løb, endvidere ved stående stilling, ligevægts- og stillingsans.

Her fremkaldes en velkendt refleks, knærefleksen eller patellarrefleksen. Ved en refleks forstår vi reaktion på en påvirkning, en stimulus, udløst ubevidst gennem nervesystemet. Og vi bruger patellarrefleksen til at forklare definitionen nærmere. Påvirkningen, stimulus, er her et let slag på ligamentum patellae, og reaktionen der udløses gennem rygmarven er en kontraktion af m. quadriceps femoris på lårets forflade, med let strækning af knæet. Reaktionen er ubevidst. Refleksen kan fremkaldes selv om den der undersøges tænker på noget helt andet, ja, den er ofte lettere at fremkalde når opmærksomheden afledes. Inden vi gennemgår eksempler på reflekser og inddeler dem, ser vi på det anatomiske grundlag for refleksvirksomhed, dvs. hvilke strukturer der skal til for at reflekser kan virke.

Her er en anatomisk model som viser nogle af de strukturer der indgår i en refleksbue, og som er nødvendige for en refleks af samme slags som patellarrefleksen. Til venstre er et tværsnit af rygmarven, og til højre er lidt af den muskel (M) som kontraheres ved refleksen. Det er musklen som effektuerer ordrer, og den kaldes derfor effektor eller effektororgan. For at påvirkningen, stimulus, kan virke må der være en modtager, en receptor, der kan registrere stimulus. Receptoren er hele det lyse område i (M). Det er et særligt følelegeme i muskler, en muskelten. Muskeltenen består af flere tynde muskeltråde som nervetråde danner spiraler omkring. En enkelt er markeret (T). Fra receptoren fører et afferent neuron (A) impulser til rygmarvens forhorn (F). Begyndelsen af det afferente neuron er spiralen omkring den tynde muskeltråd i muskeltenen. Men refleksbuen vil være ubrugelig uden det sidste led som ses på næste billede.

Her er hele refleksbuen ved en lidt anden forstørrelse. I forhornet (F) overføres signaler fra det afferente neuron (A) til det efferente neuron (E) der forsyner muskler med impulser som fremkalder kontraktion. Forbindelsen mellem det afferente og efferente neuron i rygmarven kaldes en synapse. I synapsen er et lille mellemrum mellem de to neuroner, og det afferente neuron udskiller et kemisk stof der i dette tilfælde virker fremmende, dvs. at impulserne transporteres videre gennem det efferente neuron til effektororganet, altså muskler (M). Da der kun er en enkelt synapse i en simpel refleksbue kaldes buen monosynaptisk. Ved mere indviklede reflekser finder vi mange synapser. Her er buerne polysynaptiske. Receptorer reagerer på bestemte påvirkninger, stimuli. For muskeltenen er stimulus strækning. Pilen (T) peger på en enkelt muskeltråd i muskeltenen. Når slaget rammer senen af en muskel strækkes musklen og de muskeltene den indeholder ganske lidt, og det er strækningen af muskeltenene der sætter refleksen i gang.

Vi ser igen på et knæled. Her er strækkemusklen, m. quadriceps, markeret (s) med det afferente neuron (a) fra en receptor, en musketten, der er tegnet ganske lille. I forhornet (f) er synapsen mellem de to neuroner. Plustegnet viser der her adskilles et fremmende stof, og det betyder at det efferente neuron (e) fører impulser til effektororganet, m. quadriceps (s). Men knæet har også bøjemuskler (b), og når knæet strækkes på grund af patellarrefleksen der udløses ved slag på ligamentum patellae ved (P), må der også ske noget i (b). Fleksormusklerne har naturligvis både muskeltene og refleksbuer ligesom (s). Den tegnede refleksbue består af det afferente neuron (a1) og det efferente (e1). Når knæet strækkes vil musklerne (b) på bagsiden strækkes og dermed de muskeltene der findes her. Strækningen af muskeltenene bevirker at impulser sendes gennem det afferente neuron (a1). På næste billede får vi svar på hvorfor strækrefleksen ikke bremses af en samtidig bøjerefleks.

Problemet med at hæmme reflekser i antagonister, i dette tilfælde bøje- og strækkemuskler på lårets for- og bagside, løses ved at forbinde de to refleksbuer. Det sker ved det SORTE indskudsneuron (i) og en sidegren fra det afferente neuron (a), der danner synapse med indskudsneuronet. Plustegnet øverst viser at indskudsneuronet (i) fører impulser videre fra (a), men minustegnet viser at (i) udskiller et hæmmende stof, som ophæver virkningen af det fremmende stof som udskilles af det afferente neuron (a1). Da plus og minus (ved RØDT cellelegeme) ophæver hinanden sendes ingen impulser gennem det efferente neuron (e1), dvs. at bøjerefleksen udebliver og strækrefleksen bremses derfor ikke.