• ALMEN MUSKELLÆRE

    Manuskript nr. 507 / dias 507
    Bearbejdet af
    Henrik Løvschall og Erik Christophersen
    Anatomisk afsnit
    Århus Tandlægeskole
    Århus Universitet

  • Muskelkontraktion – overarm

    Muskler kan kontrahere sig, trække sig sammen, derved opstår en spænding som kan medføre bevægelse. Det ville være tilfældet her hvis manden med de kraftige bøjemuskler (1) er stærkere end den der trækker ned (2), så bøjer han armen og kontraktionen kaldes koncentrisk. Hvis (1) og (2) er lige stærke og armen ikke bevæges kaldes kontraktionen isometrisk eller statisk, og hvis (2) er stærkere end (1) og armen strækkes er kontraktionen ekscentrisk. Koncentrisk og ekscentrisk kontraktion kaldes tilsammen dynamisk.

  • Fingerbevægelser

    I dette program gennemgår vi tværstribede skeletmuskler, som har forskellige opgaver. Nogle deltager i fine bevægelser som her, andre i hurtige og/eller kraftige bevægelser. Disse muskler kan under et kaldes fasiske.

  • Mand tager bukser på

    De langsomme og grovere muskler med stor udholdenhed kaldes posturale muskler eller antityngdekraftmuskler. De har betydning for kroppens balance både i almindelig stående stilling og under bevægelser, som her hvor manden skal holde balancen mens han tager bukserne på.

  • M. gracilis – lang muskel

    På dette lår har vi dissekeret musklerne fri. Musklen med tallene (1,2,3) ligger på medialfladen af låret og kan følges fra den ene ende og næsten til den anden. Den er slank og hedder derfor m. gracilis. Den hører til gruppen lange muskler, andre muskler er korte, andre flade og enkelte er ringformede, bl.a. omkring endetarmsåbningen. En muskel består af muskeltråde der er samlet i bundter af forskellig størrelse, og hele muskler er omgivet af lidt bindevæv, der her ses som en tynd grålig membran flere steder på musklens overflade, bl.a. ved (2-tallet). Ved kogning af kød omdannes bindevævet og muskeltrådene holdes ikke sammen mere, derfor trevler kød som bekendt.
    (fortsættes)

  • M. gracilis – lang muskel

    Foruden af kød består en muskel af sene. På præparatet ses en flad sene ved (1) og en strengformet sene ved (3), og mellem de to er muskelkødet (2). Denne muskel forbinder to knogler, bækken og skinneben, og ved beskrivelse af en ekstremitetsmuskel er der enighed om at kalde den proksimale knogleforbindelse (1) for udspring og den distale (3) for tilhæftning. Musklernes funktion beskrives oftest sådan at udspringet, origo, er det faste punkt, punctum fixum, mens tilhæftningen, insertio, er det bevægelige punctum mobile. Udtrykket muskelbug, venter, gaster, anvendes ofte om (2), og hoved, caput, om (1), derimod bruges udtrykket hale, cauda sjældent om (3). Nu klapper vi musklen (l,2,3) ned og drejer præparatet en anelse.

  • Muskelnerve – kødet tilhæftning

    Musklen (4,5,6) har en imponerende lang tilhæftningssene (6) og hedder derfor m. semitendinosus, dvs. “muskler hvor halvdelen er sene”. (Det er for at vise hvordan muskler kan navngives, ikke så meget for at du skal huske navnet nu). En af kroppens helt store muskler er markeret (7,8,9). Den udspringer på bækkenet (7) og hæfter sig på lårbenet langs 8-tallene, og med en lang sene ved (9) nederst på lårbenet. Den har navn efter sin virkning som er medialføring, adduktion, af låret, og sin størrelse, m. adductor magnus. Tilhæftningen (8-tallene) ser ud som “kød”, dvs. det ser ud til at de kødede fibre går helt ind til knoglen.
    (fortsættes)

  • Muskelnerve – kødet tilhæftning

    Dette er imidlertid aldrig tilfældet, idet der altid vil være senefibre, men de kan være så korte at de kun kan ses når de forstørres op. I disse tilfælde siger vi at tilhæftningen er kødet, men senefibre er der altså altid. Ved pilen (a) går en nervegren ind i m. semitendinosus. Grenen kommer fra en hovednerve, n. ischiadicus (+), legemets største nerve. Nervegrenen har en ret konstant “indgangsport” til muskler. Vi kalder en muskel for en enhed, men denne enhed har ingen mulighed for at fungere eller overleve uden impulser fra nervesystemet. Hvis nerven overskæres er muskler lammet og vil atrofiere, dvs. svinde og muskelkødet erstattes med bindevæv. Derfor bør alle beskrivelser af muskler afsluttes med at omtale musklens nerve.

  • Muskelnerve – kødet tilhæftning

    Spm: 1 Hvilken slags nervetråde, motoriske/sensoriske, indeholder nervegrenen (a)?
    Nervegrenen (a) indeholder så mange motoriske tråde og så få sensoriske at den kaldes motorisk. De motoriske tråde får muskler til at kontrahere sig. De sensoriske fører impulser fra musklens føleorganer, muskeltene.

  • Semipennat muskel

    Vi ser samme præparat, men denne gang trækker vi m. semitendinosus (s) til side. Derved blotlægges en muskel hvor udspringssenen (1) er en membran, der udgør næsten halvdelen af muskler, som derfor kaldes m. semimembranosus. Dens tilhæftningssene (2) er strengformet. Musklen er et smukt eksempel på at muskelfibrene ofte løber skråt i forhold til senerne. Fiberretningen ses mellem de to SORTE prikker. Da muskelfibre og sener kan minde om det halve af en fjer, penna, kaldes strukturen semipennat.
    (fortsættes)

  • Semipennat muskel

    I nogle muskler går der også muskelfibre til den anden side tilhæftningssenen (2), og så er ligheden med en “hel fjer” tydelig og muskler kaldes bipennat. Når flere bipennate sættes sammen er muskler multipennat. En muskels kontraktionsstyrke afhænger af antallet af muskelfibre. Når strukturen er “pennat” er der plads til mange muskelfibre. Det fremgår af præparatet, men fibrene er ikke særlig lange. Denne muskel kan kontrahere sig med stor styrke, men forkortningsgraden, og dermed den bevægelse den fremkalder, er ikke nær så stor som i muskler hvor fibrene er lange og parallelle i musklens længderetning. Det gælder bl.a. m. gracilis (g) ved siden af. Et mål for musklens styrke er det fysiologiske tværsnit, dvs. summen af tværsnitsarealer for alle muskelfibre.

  • Tohovedet muskel

    På dette præparat af lårets bagside findes en muskel med to hoveder (1) og (2) med fælles tilhæftningasene (3). På grund af de to hoveder hedder den m. biceps. Det lange hoved (1) udspringer sammen med m. semitendinosus (s) og m. semimembranosus (m) på bækkenet, tuber ischiadicum. Musklerne (1), (s) og (m) er toledsmuskler idet de løber forbi, og kan virke på hofteled og knæled. Hovedreglen er at toledsmuskler virker kraftigst på det distale led de passerer forbi. Hovedet (2) ses bedre på næste billede, hvor vi trækker hovedet (1) til side.

  • Mellemsene – tohovedet muskel

    Her afsløres at hovedet (2) udspringer på lårbenet, dvs. at dette hoved er en etledsmuskel, idet det kun løber forbi knæleddet, mens (1) virker på både hofteled og knæled. Billedet viser samtidig at en muskelbug kan være delt i to afsnit eller buge af en mellemliggende seneplade ved pilen fra (a). Det er m. semitendinosus (s). I nogle muskler er den mellemliggende sene meget bredere eller længere end her. I tobugede muskler har hver bug sin egen nerve. Det gælder også de to dele af (s), og dette tyder på at de to dele kan virke selvstændigt. Det skal tilføjes at vi på lårets forside har en firehovedet muskel, m. quadriceps, og på bagsiden af underbenet findes en trehovedet, m. triceps.

  • ”Flerhalet” muskel – fodsål

    På dette nærbillede af fodsålens andet muskellag ser vi den lange bøjemuskel (f) til tæerne m. flexor digitorum longus. Den kommer fra underbenet og har fire haler, dvs. tilhæftningssener til de fire laterale tæer (1-4). Her fordeles musklens træk til flere tæer, og den virker på mange led. Dette princip findes også på hånden. Præparatet viser at ikke alle muskler udspringer på knogle, idet den lille muskel m. lumbricalis (b) udspringer på senen (1) til anden tå. Præparatet viser desuden at en muskel ikke altid hæfter sig på knogle. Musklen (q) m. quadratus plantae udspringer på knogle, men hæfter sig på senen (f). Men der er andre muligheder for tilhæftning. Det ses på næste billede.

  • Albueled – kapselspændere

    På dette længdesnit, sagittale snit, gennem et albueled hvor overarmsknoglen er markeret (h) og albuebenet (u) ses to kraftige muskler, bøjemusklen (b) til højre m. brachialis og strækkemusklen (t) til venstre m. biceps brachii. Deres hovedtilhæftning er i begge tilfælde på albuebenet, (t) hæfter sig ved pilen fra (3) og (b) ved pilen fra (4). Men idet de passerer forbi albueleddets kapsel afsender de fibre der hæfter sig i kapslens bindevæv (1) og (2). Ved kontraktion vil de to muskler fungere som kapselspændere, dvs. de trækker i kapslen så chancen for at denne kommer i klemme under leddets bevægelser er mindre. Læg mærke til de grove muskelfibre, f. eks. i (b).

  • M. trapezius – flad muskel

    Flade sener findes i flade muskler. Her er en af kroppens store flade muskler, hættemusklen, m. trapezius, der strækker sig fra kraniet øverst, og helt ned til sidste brysthvirvel. Den udspringer med en flad sene der ud for (a) er ret bred, og en del af musklens tilhæftning sker ved hjælp af en trekantet seneplade (b). Flade, brede sener kaldes aponeuroser. Når udspringet på kraniet ved (1) er punctum fixum løfter m. trapezius skulderen, og tilhæftningen ved (2) på skulderblad og nøgleben er punctum mobile. Men når skulderen fikseres af andre muskler bliver tilhæftningen ved (2) punctum fixum og hovedet bøjes. Dette er eksempel på at udspring kan skifte rolle fra punctum fixum til punctum mobile, men det er stadig udspring.

  • Tværsnit gennem overarm – fascie

    Muskler er samlet i grupper. På dette tværsnit gennem midten af overarmen ses to hovedgrupper bøjemuskler, fleksorer, (f) og strækkemuskler, ekstensorer (e), grupperet omkring overarmsknoglen (k). På præparatet til højre ses muskelkødet, og med lidt tålmodighed kan de enkelte muskler i grupperne identificeres. Som det fremgår ligger musklerne tæt i en gruppe, mens der derimod er tydelig adskillelse mellem grupperne ved hjælp af skillevægge (1) og (2) som vist til venstre hvor bøjemusklerne er erstattet med en RØD masse og strækkemusklerne med en BLÅLIG.
    (fortsættes)

  • Tværsnit gennem overarm – fascie

    De markerede skillevægge hedder septum intermusculare mediale (2) og laterale (1). Muskelgrupperne er omgivet af tre lag der fungerer som “indpakning”. Yderst huden (h), dernæst underhuden (u) der her er temmelig fedtholdig, og inderst fascien der til venstre er markeret med en pil fra (a) to steder. Fascien løber koncentrisk med hud og underhud og er en solid bindevævsmembran, der danner en tydelig adskillelse mellem muskler og underhud. Men først skal vi se på musklernes samarbejdsmønstre.

  • Muskel på arm

    På dette armpræparat som vi ser lateralt fra er overarmens fleksorer markeret (f) og ekstensorer (e). Albueleddet ligger ved (a), mens (d), deltamusklen, repræsenterer skuldermusklerne. Vi vil nu bøje armen i albueleddet, mens overarmen holdes langs kroppen. Den vigtigste fleksor, m. biceps brachii, ligger forrest og er særlig virksom, den kaldes derfor agonist. De andre overarmsfleksorer understøtter m. biceps og kaldes synergister, de samarbejder og bidrager også til fleksionen. Men adskillige andre musklers deltagelse er nødvendig, bl.a. en række skuldermuskler der kaldes fiksatorer idet de må fiksere skulderbladet hvor m. biceps udspringer og overarmsknoglen hvor en anden fleksor udspringer.
    (fortsættes)

  • Muskel på arm

    Endelig kaldes strækkemuskulaturen (e) på overarmen for antagonister, idet de dels kan udføre den modsatte bevægelse, altså strækning i albuen, dels under fleksion deltager med ekscentrisk kontraktion der er vigtig for at bevægelsen kan bremses eller hæmmes og forløbe glat. Hvis vi kontraherer fleksorerne med maksimal styrke afslappes ekstensormuskulaturen helt. Det kaldes reciprok hæmning, og bøjemusklerne formålet må være at koncentrere innervation og kontraktion til når dette er påkrævet. Reciprok hæmning kan være nyttig ved undersøgelse af skulderen. Ved at sætte hånden fast i siden og dermed bruge skulderens indadførere, adduktorer, slappes deltamusklen (d) som har modsat virkning, og så er det let at palpere den del af overarmsknoglen der dækkes af muskler.

  • Retinakler ved ankel

    Fascieforstærkninger findes flere steder. Nær anklen (m) findes forstærkninger der kaldes retinakler. Her er markeret tre i forskellig højde. (1), (2) og (3) har til opgave at holde senerne på underbenets for- og lateralside på plads.

  • Fascie – fodsål

    Et smukt eksempel på seneglans er fodsålens fascie, (a), der ses her. Bagtil er fascien ekstra tyk idet nogle af fodsålens muskler udspringer på fascien. De små farvede ringe viser at kar og nerver går gennem fascien forskellige steder; dette forekommer overalt på kroppen.

  • Akillessene

    Kroppens største sene, akillessenen (a), er let at føle lige over hælbenet (h). Den er tilhæftningssene for den kraftige lægmuskulatur der udspringer på store knogleområder nær knæet. Akillessenen er et smukt eksempel på at ekstremitetsmuskler ofte overfører muskelkraften til en sene der hæfter sig på relativt lille knogleområde. Dette princip betyder også at ekstremiteterne er slankest distalt, fordi sener fylder mindre end muskelkød.

  • Hofteledskapsel – m. bursa

    På forsiden af dette venstre lår har vi dissekeret i dybden og er nået til hofteleddets forflade, hvor kapslen er markeret (a). Tæt på ledkapslen ligger normalt muskler (b), lårets vigtigste bøjemuskel, m. iliopsoas. Vi har skåret den igennem og bøjet den nedad for at se leddet. For at denne muskel kan glide let i forhold til ledkapslen (a) udvikler sig i bindevævet mellem muskel og kapsel en slimsæk, bursa synovialis (GRØN skive). Det vil sige en væskefyldt spalte i bindevævet. Spalten er ganske smal og væskemængden ringe, men tilstrækkelig til at sikre bevægeligheden. Udstrækningen af bursa, dvs. længde og bredde, er i reglen endnu større end den GRØNNE skive, men varierer en del. Slimsække findes talrige steder i kroppen hvor der stilles store krav til at f. eks. en muskel skal glide let i forhold til knogle, fascie eller ledkapsel.

  • Seneskeder – fingre

    En helt speciel udformning af slimsække findes omkring de lange sener på fingrene, som ses her, og på tæerne. Det er synoviale seneskeder, vaginae synoviales. De består ligesom en bursa synovialis af en væskefyldt spalte, men medens en bursa består af to lag med væske imellem og er udbredt efter fladen så består seneskeden af to rør med væske imellem. For at vise seneskedernes udstrækning er der, i de fleste fingre, sprøjtet BLÅ gelatine ind i spalten mellem de to rør. Den flotte BLÅ farve på pegefingeren (2) skyldes at den fibrøse seneskede er fjernet her, men bevaret de andre steder. Denne skede (1) er en halvcylinder der som en tunnel omgiver synovialskeden på de flader hvor der ikke er knogle, og det vil igen sige at sene og synovial seneskede ligger beskyttet af halvcylinderen, der består af senevæv, som er solidt men bøjeligt.

  • Spørgsmål

    Øverst på denne tegning ses en sene (s) der på et stykke omgives af en synovial seneskede (a). Skeden afsluttes ved de SORTE prikker med en omslagsfold hvor de to lag eller blade som seneskeden består af går over i hinanden. På nederste tegning er seneskeden skåret igennem på langs for at vise dens opbygning. Det inderste blad omkring senen (s) kaldes det viscerale (v) og det yderste er det parietale (p). De to blade er adskilt af en spalte der er mørk og meget smallere i virkeligheden end på en skematisk tegning. I spalten findes lidt væske der ligner ledvæske.
    Hvad markerer pilen fra (o)?

  • Svar

    Hvad markerer pilen fra (o)?
    Pilen fra (o) peger på omslagsfolden i seneskedens ene ende. Her går det viscerale blad (v) over i det parietale blad (p). På øverste tegning viser de SORTE prikker udsiden af omslagsfolden.