• A. nutricia

    Knogleskaftet, diafysen, forsynes hovedsagelig via en enkelt stor arterie, a. nutricia. Denne store arterie går gennem et hul, foramen nutricium ved pilen, via en kanal, canalis nutricius, ind i marvhulen. Her deler den sig i en opadgående og en nedadgående gren.

  • Periost

    Benhinden, periost, er særdeles vigtig for knoglen. Her ses periost (B) løsnet fra overfladen. Periost bindes til knoglen ved hjælp af trådbundter, som går fra periost’s underside ind i knoglelamellerne. Trådbundterne, de Sharpeyske tråde (A), er ud over at binde periost til underlaget, med til at sammenbinde knoglelamellerne. Periost’s funktioner er omfattende. Det har betydning for: muskeludspring og muskelhæfte, knogleheling efter fraktur, knoglevækst og for knoglens ernæring, idet der i periost findes talrige blodkar.

  • Repetionsspørgsmål

    Spm: Prøv ud fra dette billede at repetere de 5 knogletyper, og deres fordeling af de 2 typer knoglevæv?

  • Repetionsspørgsmål

    Spm: 1 Prøv ud fra dette billede at repetere de 5 knogletyper, og deres fordeling af de 2 typer knoglevæv?
    De 5 knogletyper er: lange knogler, korte knogler, flade knogler, uregelmæssige knogler, pneumatiserede knogler. Korte knogler består overvejende af spongiøst knoglevæv. Lange knogler har dominans af spongiøst knoglevæv i knogleenderne og dominans af kompakt knoglevæv i knogleskaftet. Flade knogler består næsten udelukkende af kompakt knoglevæv. I typerne uregelmæssige og pneumatiserede findes en ligelig fordeling.

  • Substantia spongiosa

    Betydningen af den bestemte arkitektoniske opbygning af substantia spongiosa er vist i dette eksempel. (A) viser kropsdelen (corpus vertebrae) af en ryghvirvel, hvor knoglen blot består af en ydre skal af kompakt knoglevæv. (B) viser samme del af en ryghvirvel, hvor der er substantia spongiosa. Substantia spongiosa har den viste verticale struktur. (C) viser samme del af en ryghvirvel, hvor substantia spongiosa har både horisontale og verticale elementer.
    1, 2 og 3 viser hvad der sker hvis man belaster ryghvirvler. (C) er klart den stærkeste model, og da også den naturen har benyttet sig af.

  • Proksimale del (os femoris)

    Her ses den proksimale ende af os femoris. Trykket fra kroppens vægt vil overføres via spongiosabjælkerne fra (1) til (2) og videre ned til knogleskaftet

  • Kort knogle

    Her er vist et eksempel på en knogle med stærk dominans af spongiøst knoglevæv. Korte knogler som fodrodsknogler og håndrodsknogler består overvejende af substantia spongiosa og kun en tynd skal af substantia compacta.

  • Spongiosastruktur

    Her ses et nærbillede af spongiosastrukturen i en kort knogle.

  • Flade knogler

    Her er vist et udsnit af to flade kranieknogler, hvor de mødes i en kraniesutur. Kranieknoglerne har fået fjernet den tykke hårde skal af substantia compacta så man kan se det tynde indre lag af spongiøst knoglevæv.

  • ALMEN KNOGLELÆRE

    Manuskript nr. 506 / dias 506
    Bearbejdet af
    Henrik Løvschall og Erik Christophersen
    Anatomisk afsnit
    Århus Tandlægeskole
    Århus Universitet

  • Inddeling af knogler

    Menneskets skelet består af ca. 200-205 knogler. Man kan inddele disse knogler i 5 grupper. flade knogler, lange knogler, korte knogler, uregelmæssige knogler og pneumatiserede knogler (eller luftfyldte knogler). Her består de flade knogler overvejende af kompakt knoglevæv. De korte knogler, som før nævnt,overvejende af spongiøst knoglevæv. I de øvrige knogletyper findes en ligelig fordeling af spongiøst og kompakt knoglevæv.

  • Planteceller

    Både planter og dyr har behov for en vis stivhed af organismen. Planter opnår stivheden gennem saftspændingen, som spiler cellerne ud, og gennem cellevæggens indhold af cellulose.

  • Knoglens ydre form

    En knogles ydre form er bestemt af mange faktorer. Knoglen skal indgå i ledforbindelser med det øvrige skelet. Vis der er tale om ægte led vil man på knoglerne finde en glat flade svarende til ledbruskens placering (1). Hvis der er tale om uægte ledforbindelser vil man kunne finde et ru område svarende til ligamentets tilhæftning. Andre strukturer som store nerver og kar, kan danne spor på knoglen. N. radialis, en stor nerve til muskler på armen, laver under sin vej fra armhulen ned mod underarmen et tydeligt spor på bagsiden af overarmsknoglen, humerus. Hvor muskler udspringer fra og hæfter sig på knogle finder man oftest et tydeligt muskelspor, det kan være en forhøjning (2), en kam eller et ru område. Musklerne opnår herved et bedre “tag” i knoglen. Muskelsener kan skabe furer på knoglen, her vist med en stiplet linie. Pilen peger på et hul til en arterie.

  • Knoglevæv

    Hos dyr er forholdene anderledes, her findes specielle væv, støttevæv, som sørger for organismens stivhed. I dette program ses på knoglevæv, såvel mikroskopisk som makroskopisk. Mikroskopisk ser vi på knoglevævets histologiske opbygning, makroskopisk ser vi på knoglevævets grovere struktur.

  • Arterie – spor

    Ved pilen ses hvorledes arterier danner tydelige spor på indersiden af kranielågets knogler.

  • Knoglelære – lat. udtryk

    Der er mange navne tilknyttet knoglelære. Den latinske glose for knogle er os, den græske er osteon. Ud fra disse ord udledes navnene for de forskellige knogleceller: osteocyter, osteoblaster og osteoklaster. Samtlige organismens knogler benævnes under et skelettet, efter det græske ord skeletos, som betyder udtørret. Knogler er omgivet af en benhinde, periost, altså en hinde omkring knoglen. For at beskrive knoglernes ydre overflade anvendes et væld af gloser. Her skal blot gives nogle få eksempler. Tuberculum er en knold på knoglen, facies er en knogleflade, caput anvendes om et ledhovede, trochlea anvendes for at beskrive et knogleområde som trisseformet, processus anvendes om fremspring osv.

  • Knoglens blodkarforsyning

    Knoglevæv er rigelig forsynet med blodkar. For en rørknogles vedkommende kan man inddele karforsyningen i 5 karnetværk. Et netværk, som findes svarende til knogleskaftet, diafysen (AN). Netværk, som findes svarende til overgangen mellem knogleskaftet og knoglenderne, metafysen (ME). Netværk, som findes svarende til knogleender, epifysen (EP). Især det metafysære karnetværk er veludviklet, idet knoglens vækstzone forsynes herfra.

  • Insekt (ørentvist)

    Insektet, som er vist her, har et skelet, ganske vist ikke et indre skelet, et endoskeleton, men et ydre skelet, et exoskeleton. Insekternes skelet er et hudskelet. Hudskelettet har 2 meget vigtige egenskaber. Det er stærkt, og tåler stor mekanisk påvirkning. Det er vandtæt, og hindrer fordampning. Der ud over er hudskelettet udspringssted og tilhæftningssted for muskler. Nogle hvirveldyr har både et endoskeleton og et exoskeleton. Skildpadden er et eksempel.

  • To typer knoglevæv

    Her ses en gennemskåret knogle, nærmere bestemt den proksimale ende af lårbensknoglen femur. Makroskopisk skelner man mellem 2 typer knoglevæv. Substantia compacta (K) og substantia spongiosa (s). Substantia compacta er som navnet antyder et tæt, solidt knoglevæv. Substantia compacta er et stærkt knoglevæv, og findes derfor naturligt som det ydre lag i alle knogler. Laget af substantia compacta kan være ganske tyndt som vist ved pilen, eller tykt som vist ved (K). Substantia spongiosa, eller netagtig knogle, er et knoglevæv der er let. Substantia spongiosas netagtige struktur er ordnet efter knoglens belastningsforhold. Den fine arkitektoniske opbygning man finder i spongiøst knoglevæv giver knoglevævet en stor styrke på trods af den ringe massefylde. Substantia spongiosa, her markeret (s), dominerer i knogleender (epifyser) samt i korte knogler.

  • Kompakt knoglevæv

    Her ses den histologiske opbygning af kompakt knoglevæv. Tegningen viser et udsnit af knogleskaftet diafysen fra en lang rørknogle. Knoglevæv er et støttevæv, og består af relativt få celler og megen intercellularsubstans. De mange kollagene fibriller som findes i intercellularsubstansen, findes ikke tilfældigt fordelt, men er nøje arrangeret i plader. Disse plader benævnes lameller. Substantia compacta har 2 lamelsystemer: grundlameller (A,C) og Haverske lamelsystemer (B). Grundlamellerne er lameller af kollagene fibriller som danner knoglernes ydre flade, ydre grundlameller (C). I rørknogler som her findes tillige indre grundlameller (A) ind mod marvhulen. (E) på billedet er benhinden, periost. (D) er kanaler til blodkar.

  • Nedbrydning/opbygning

    Lamelsystemer er ikke statiske. De nedbrydes konstant og nye systemer bygges op. I denne tegneserie vises hvorledes det oprindelige Haverske lamelsystem i (A) nedbrydes, og hvorledes ny Haverske lamelsystemer kommer til i (B) og (C). Fordelen ved denne konstante nedbrydning og opbygning er åbenlys. Knoglevævet vil hurtigt kunne reagere på ændrede krav til knoglens form.

  • Haversk lamelsystem

    Et Haversk lamelsystem omfatter 5-10 lamelrør anbragt inden i hinanden. Her er vist de to inderste rør i et system. Man kan sammenligne systemet med en radioantenne der kan trækkes ud. Hvert rør består af tætliggende kollagene fibriller. Som det ses skifter retningen af de kollagene fibriller fra rør til rør. De Haverske lamelsystener ligger tæt side om side mellem ydre grundlameller og indre grundlameller.
    Spm: Hvor findes knoglecellerne?

  • Haversk lamelsystem

    Spm: Hvor findes knoglecellerne?
    Hvis man bruger billedet fra før med radioantenner kan man forestille sig at man rykker antennen ud, sætter osteocyter på de enkelte rør og dernæst trykker antennen sammen igen. Så har man osteocyterne placeret mellem de enkelte lameller. Osteoblasterne (D), de knogledannende celler, og osteoklasterne (F), de knoglenedbrydende celler ligger inde i den Haverske kanal (2). Den Haverske kanal rummer ud over disse knogleceller bindevæv og blodkar. Blodkarrene kommer ind via sidekanaler fra knoglens overflade (Volkmann’s kanaler). Pilen peger på røde blodlegemer i blodkarret (A).

  • Haversk lamelsystem (hist.)

    Her ses Haverske lamelsystemer på et histologisk præparat.